Der har altid været en god forbindelse mellem Asger Jorns kunst og Tyskland, så god at IC3-toget mellem Hamborg og København pudsigt nok på åbningsdagen af Jorns udstilling i den prægtige Deichtorhallen er opkaldt efter kunstneren.
Det er dog første gang, der vises en museumsudstilling af Jorns kunst i Hamborg, og det er spændende, at han således følger eksempelvis Poul Gernes, der havde sin store retrospektive visning nogle år tilbage.
Asger Jorn er ingen hipster, men en moderne klassiker, og han klarer sig i samtidskunsten, kan man se. 60 værker af Jorn, hvoraf mange er ukendte for offentligheden og kommer fra en tysk privatsamling, udgør udstillingen, der er suppleret med bogværker, et par bronzestatuer og keramik. Ikke nogen blockbuster, men et ædelt tværsnit af Jorns kunst.
”Without boundaries” (uden grænser) hedder udstillingen opkaldt efter et af dens værker. Jorn var grænsesøgende, også når det gjaldt titler, det kræver lidt af et norrønt selvstudium at komme frem til, hvad ”Gofs-Lygybri” fra 1943 går ud på, mens ”Medusas flåde” fra 1950 er lettere at gå til.
I det flotte katalog er der fremadskuende tekster, der kommer rundt om sider af Jorns mangfoldige virke, men også hans indflydelse på samtidskunstnere. Blandt andre nævnes Jonathan Meese, afdøde Martin Kippenberger, Anselm Kiefer og Georg Baselitz.
At vise Asger Jorn eller blot antydningsvis give et billede af hans skæve tænkning både politisk og teoretisk er lidt af en udfordring, men æstetikken hjælper os. Det er altid gennem værket, vi ser det underliggende drama udfolde sig, at han er en eksistentiel maler, er der ingen tvivl om.
Det er personlige temaer, der udfoldes, men netop det at turde være sig selv og finde mening var den store opgave for kunstnerne, der var unge under Anden Verdenskrig. Hvordan samle tankerne, og hvordan samle sig selv i fællesskabet med andre, når verden havde vist sig fra sin grummeste side?
Håbet er tydeligvis i Jorns billeder. Også når de er mest depressive, har billederne vidunderlige linjer og intensistet. Det smukke oliebillede ”Nocturne 1” fra 1956 er malet i gråsorte toner, det står rent og inderligt og leder tanken hen mod Baselitz’ selvfølgelige figurative maleri, der opstår i slipstrømmen.
Asger Jorn er som Jackson Pollock, hvilket vi kunne se for nogle år siden på Louisianas udstilling ”Revolutionære veje” med de to malersvende, hvilket også bemærkes i kataloget. Det er en bevægelse på begge sider af Atlanten hos kunstnerne at finde fodfæste i efterkrigstiden. Hvem og hvad er den nye figur, og hvorfor er den på grænsen mellem det figurlige og det abstrakte?
Psykologen C.G. Jungs tanker om det kollektive ubevidste er stadig næringsrig grobund for kunstnerne. Han forstod om nogen, at almindelige mennesker begyndte at sætte deres lid til liv i det ydre rum, flyvende tallerkener og besøg udefra, fordi håbet på Jorden var svundet med de umenneskelige krigshandlinger, der var foregået.
Se på Jorns keramiske værk ”Dødshunden” fra 1954, en burlesk lille figur, der både har tegneserie (den er jo et dyr med menneskelige træk) og feminitet i sig. Jorn klemmer og former leret elegant, som han også formår det med farven og linjen i maleriet. Det handler om andet end galleri-fiduser, men Jorn ved også, at det er den vej, der er nødvendig at gå for at blive hørt og set: spillet for galleriet.
Indstillingen og den voldsomme energi, han går til arbejdet med, giver ham kontakten til det internationale kunstliv, og også Jorns tyske gallerist i München og andre får løftet ham og kunsten over grænserne.
Hamborg har meget at byde på. Asger Jorn-udstillingen forbinder os med fortiden, er i samtiden og perspektiverer aspekter ved at være menneske og have friheden til at udfolde sig langt ind i fremtiden.