Generationer af danskere kender eventyret om Askepot fra en af de mest vellykkede Disney-film nogensinde. I København blev den således en af alle tiders største succeser og trak i månedsvis fulde huse i den nu hedengangne Metropol-biograf på Strøget. Børn og voksne elskede de små søde mus og fugle, der hjalp med at få syet Askepots kjole til det store bal, men den onde stedmor og hendes to latterlige døtre – ja, dem elskede vi at hade ligesom den slemme kat, som meget passende hed Lucifer.
Den i sin ungdom ekstremt produktive operakomponist Gioacchino Rossini (1792-1868) kastede sig i 1817 med stor energi over den gamle historie, der egentlig har rødder helt tilbage til Frankrig i 1600-tallet, hvor den franske advokat og skatteopkræver Charles Perrault (1628-1703) morede sig med at skrive eventyr i sin fritid. Rossini foretog imidlertid en del justeringer. Således er den onde stedmor forsvundet og erstattet med en latterlig baron af en stedfar, en rigtig italiensk comedia dell’arte-figur, lige så tomhjernet gestikulerende som sine to fjollede og ikke ligefrem tiltalende døtre.
Handlingen byder som så mange andre operaer gennem musikhistorien på en række urimeligheder, men de glider ubesværet ned i strømmen fra Rossinis letflydende musik. Og netop dette forhold har tilsyneladende fristet den meget efterspurgte norske iscenesætter Stefan Herheim og hans team til at slå på alle komikkens tangenter i en grad, så det fjollede i flere passager mere end tangerer det overfjollede, og det hele synes at gå op i hat og briller. Et imponerende smidigt og visionært videodesign giver imidlertid den mere end 200 år gamle bel canto-opera helt nye dimensioner, både i overført betydning og i konkret forstand – aldrig har operascenen ude på Holmen virket så dyb, aldrig har det forjættende drømmeslot syntes at ligge så langt væk.
Løjerne gled ned sammen med Rossinis effektive operamaskine, og ved premieren i søndags lød der gang på gang latter fra et veloplagt publikum. Men man kan stille sig det spørgsmål, om Herheims fjollerikoncept passer som fod i hose – eller som en glassko på en prinsesses fod – til handlingen, eller om der bliver drevet rovdrift på Rossinis i forvejen noget letbenede stil. I denne operaversion er der ikke rigtig nogen ondskab, ja knap nok nogen alvor. Så det er lige før, man savner Disneys modbydelige stedmor som modvægt.
Forestillingen profiterer af sprudlende spil fra Det Kongelige Kapel og en flot indsats af Det Kongelige Operakors herrer, der åbenlyst og meget hørbart nød at give den fuld gas uden denne gang at have damer med. Som de to forkælede søstre gjorde Clara Cecilie Thomsen (Clorinda) og Kari Dahl Nielsen (Tisbe) det glimrende, men uden at virke rigtigt onde. Vigtigst var det selvsagt, at man i den brasilianske mezzosopran Josy Santos havde fundet en Angelina (det kaldte Rossini hende) som en særdeles effektiv Askepot, der på ingen måde stak op for bollemælk, og hvis stemme havde tilstrækkelig gennemslagskraft til at nå ned til de bageste rækker i parkettet.
En forestilling, der har meget af det, der skal til for at blive et tilløbsstykke.
Gioacchino Rossini: Askepot. Musikalsk ledelse: Steven Moore – iscenesættelse: Stefan Herheim – instruktør ved genopsætning: Steven Anthony Whiting – Det Kongelige Kapel, koncertmester: Mikkel Futtrup – opføres med jævne mellemrum frem til 26. oktober.