Astrid Lindgrens fortællinger er så nært forbundet med illustrationerne af dem, at det kan være svært at forestille sig andre billeder end dem, man allerede kender. Björn Berg, Ingrid Vang Nyman, Ilon Wikland. Og Harald Wiberg! For nu er Nissen kommet i en ny illustreret udgave, og glæden over at se den stemningsfulde lille historie genoptrykt er iblandet skuffelse.
Æv, det er ikke de rigtige billeder, tænker jeg, men bliver snart træt af den kedelige eftersmag af fornærmet konservatisme. For selvfølgelig skal de værker tages frem og ses med andre øjne, ligesom de også bliver oversat til et tidssvarende dansk. Forhåbentlig kan de på den måde blive både de helt rigtige ord og billeder for børn, der vokser op i dag.
Astrid Lindgrens nisse
Det er den svensk-belgiske kunstner og tidligere modtager af Astrid Lindgren Memorial Award Kitty Crowther der skal åbne ind til vinternatten på den ensomme gamle gård, hvor alle sover. Alle undtagen en. For nissen er vågen med den svenske titel. Han våger over gården, han lister omkring og kigger til dyrene, der kender og kan lide ham, og menneskene, der ved, at han er der, men aldrig har set andet end de små fodspor i sneen om morgenen.
Nissen selv har set mange hundrede vintres sne komme og gå og det er tydeligt, at han er ældgammel. Smal, langnæset og rynket som et vinteræble. Eller snarere furet som det træ, gården er bygget af; de små streger i nissens ansigt og skæg går igen i træværket, så man umiddelbart forstår, at han er en levende del af dette sted, hvor nogen engang for længe siden ryddede jorden og byggede en gård. Han er en gårdnisse og altså ikke en af de rund- og rødkindede julenisser. Og på samme måde er bogen ikke en julebog, men en poetisk vinterfortælling, der fint kan tages frem i de mørke måneder, hvor vi længes sådan efter lykke og lyse nætter.
Illustrationerne er alle vegne fulde af kontraster mellem lyst og mørkt som en vinternat med måneskin kan være det. Det giver skarpe konturer, overraskende skrappe farver og lange skygger. Det er, som der står, bitterligt koldt. Men nissen har fået en lille lygte i hånden med et lys, der varmer, ligesom de ord, der bliver sagt i mørket på et tyst lille sprog
Børnenes nisse
Teksten er inspireret af og tager afsæt i et lille digt af Viktor Rydberg en henvisning, man mærkværdigvis må undvære. Men det kan man så også, for det er et digt i sin egen ret, Astrid Lindgren har skrevet med den gentagende form, rytmen, som oversætteren videregiver så elegant, og de små vers, nissen fremsiger på sin natlige vandring. Små vers om, at det snart igen vil blive sommer.
Ved børnenes seng lægger han den lange næse på dynen og står længe og kigger, mens han siger for sig selv: Tænk, hvis de vågnede, så ville jeg snakke med dem, som nisser nu gør, et tyst lille sprog, som børn kan forstå. Men børn de sover om natten. Her er der et fint strejf af den melankoli, der er så karakteristisk for Astrid Lindgren. Nissen er en ensom skikkelse på sin vis. Han ville ønske, at de vågnede, børnene. Og de vil ønske det samme, når de ser bogen om ham. Den nye nisse. Det kan godt blive deres billeder.