Prøv avisen

Den berømte Astrid & den ukendte Louise

Astrid Lindgren hilser på en tysk pige ved den konference i Berlin, hvor hun mødte Louise Hartung første gang i Berlin 1953. – Foto: Eric Palmquist/Saltkråkan AB

I 11 år skrev Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung breve til hinanden. Brevene, der i denne uge er udkommet i bogform på dansk, fortæller historien om et helt særligt og fortroligt venskab

Havde man været lidt opmærksom, ville man under en konference, der fandt sted i Berlin i oktober 1953, have kunnet iagttage to jakkesætklædte kvinder i 40’erne sidde og sende øjne til hinanden. Kort forinden havde de givet hånd til hinanden for første gang – men de opførte sig, som om de havde været veninder i årevis.

Det var den, også på det tidspunkt, kendte svenske børnebogsforfatterinde Astrid Lindgren og den tyske kulturformidler i Hauptjugendamt (den berlinske børneforsorg) Louise Hartung. Hartung havde inviteret Lindgren til Vestberlin for at tale om ”Pippi Langstrømpe” og sit øvrige forfatterskab for en udvalgt skare af boghandlere og bibliotekarer. Til stede ved konferencen var også Louise Hartungs chef, og det var altså en fælles irritation over chefens præstation på talerstolen, der fik de to kvinders øjne til at mødes.

”Jeg skal aldrig glemme dit udtryk – vi kendte ikke hinanden særlig godt, men jeg husker, at der ligesom løb strømme af uudtalte kommen-tarer mellem os,” huskede Astrid Lindgren mange år senere tilbage på seancen.

Strømmene mellem de to kunne ikke standses, viste det sig. De mundede ud i en brevveksling, der løb i 11 år og resulterede i flere end 600 enkeltbreve, de fleste afsendt fra Louise Hartung i Berlin. Men den ellers travle Astrid Lindgren stod ikke tilbage for noget og svarede mindst en gang om måneden, og ofte ugentligt, på brevene fra sin tyske sjæleven, indtil korrespondancen fik en brat ende i 1965.

Brevvekslingen mellem Lindgren og Hartung er netop udkommet på dansk under titlen ”Jeg har også levet! En brevveksling”, og den er redigeret af ægteparret Jette Glargaard, der er cand.mag. i tysk, og Jens Andersen, ph.d. i nordisk litteratur og forfatter til biografier om flere store kulturpersonligheder, herunder Astrid Lindgren.

Det var under arbejdet med biografien ”Denne dag, et liv”, der udkom i 2014, at Jens Andersen først stødte på brevvekslingen. Brevene fra Louise Hartung havde længe ligget urørte på Kungliga Biblioteket i Stockholm, men brevene fra Lindgren selv fandtes ikke her.

”Jeg gik til Karin (Astrid Lindgrens datter, red.) og spurgte: ’Findes Astrids breve til Louise?’. ’Ja, dem har vi’, svarede hun. Og det viste sig altså, at dem havde de haft liggende i sådan en lille papæske,” siger Jens Andersen.

Uden på den lille papkasse med Lindgrens breve til Louise Hartung stod der med skråskrift: ”Nach meinem Tode ungeöffnet senden an fru Astrid Lindgren, Dalagatan 46, Stockholm, Schweden”. Og det var brevene altså blevet, sendt tilbage til deres kilde i Sverige. Betroelserne sendt den anden vej, Louise Hartungs breve, skulle først oversættes fra tysk og ordnes, for de lå i ét rod, og mange af dem var uden dato og med svært læselig håndskrift. Jette Glargaard tog orlov fra sit arbejde som tysklærer og smøgede ærmerne op. Da brevene lå oversat, stod det klart, at noget skulle skæres fra, for der var markant flere breve fra Hartung til Lindgren end omvendt.

”Vi sad i vores sommerhus i Småland en hel måned og forsøgte at læse det kontinuerligt. Og vi diskuterede frem og tilbage, hvad der skulle med. Vi sad sådan og kæmpede lidt for hver vores brevskriver. Og jeg var nok ret stædig: ’Men hvad så med den passage? Og dén?’. For mig har det virkelig handlet om at være tro mod den ukendte Louise og lade hende få en plads ved siden af den berømte Astrid,” siger Jette Glargaard, mens Jens Andersen smiler.

Billedet af Astrid Lindgren har i de senere år fået flere facetter. Hun var både munter og melankolsk som få og kunne i perioder synke ned i dyb depression. I brevene til Hartung kommer det frem, at hun også i perioder har lidt af det, vi i dag vil betegne som alvorlig stress, siger Jens Andersen.

Louise Hartung kunne godt være melankolsk, men på den følsomme måde, som kommer frem i en tysk ”Lied”, og hun elskede at synge lieder. Louise Hartung blev moderløs ved fødslen og stod tidligt på egne ben i livet. Hun lærte sig selv at læse som fireårig. I 1920’erne blev hun som koncertsangerinde en del af Berlins avantgardistiske kunstnermiljø og hang ud med blandt andre ekspressionisterne i Der Sturm og folkene omkring dramatikeren Bertolt Brecht. I 1930’erne, hvor mange andre kunstnere flygtede ud af landet, blev hun i Berlin, skønt hun foragtede nazismen. I 1940’erne blev hun sendt til Østfronten for at synge for de tyske soldater dér, og da de russiske tropper rykkede ind i Østberlin ved krigens afslutning, blev hun, som så mange andre kvinder i byen, voldtaget af soldaterne.

”Louise Hartung er en alenekvinde og en fighter, som har forstået at navigere gennem skiftende tider. Hun er en skarp iagttager og vanvittigt initiativrig. Hun står aldrig stille,” siger Jette Glargaard.

”Ja, og så er hun jo kunstnerisk kultiveret på en helt anden måde, end Astrid er. Hun har skabt sig et netværk og kender en masse store kunstnere og intellektuelle. På et tidspunkt får hun den idé, at Picasso skal illustrere ’Mio, min Mio’, fordi hun da selvfølgelig kender nogle, der kender ham,” tilføjer Jens Andersen.

De første, indledende breve, Astrid Lindgren skrev til Louise Hartung, var på tysk. Men da hun fandt ud af, at Louise Hartung faktisk kunne læse Strindberg på originalsproget, skiftede hun over til svensk.

”Louise bliver Astrids vindue mod verden. Det var en tid, hvor man kommunikerede i breve, og man rejste ikke bare ud. Lindgren havde venner i Stockholm, men hun kendte ikke så forfærdeligt mange intellektuelle dér. Det er Louise, der introducerer Astrid for Thomas Mann, for Goethe og Kleist, og hun suger det hele til sig,” siger Jens Andersen.

”Hvad læser du af filosofi for tiden?”, skriver Astrid Lindgren for eksempel. I Louise Hartung fik hun en veninde på distance. Én, der ikke gik direkte ud i Stockholm og ”svaldrade”, når hun betroede sig til hende, og som kunne fodre hende intellektuelt, med litteratur og musik og filmkunst. Den tyske veninde kunne også, i kraft af sin funktion som formidler af litteratur til tyske krigsbørn, fortælle om, hvordan Lindgrens bøger blev modtaget et andet sted; af børn, der ikke kendte til den trygge barndom, hun selv havde haft i Småland. Slutningen på fortællingen om ”Mio, min Mio”, hvor illusionen om et eventyr brydes, og en dreng sidder alene på en bænk, kan krigsbørnene slet ikke lide, skriver Hartung. Dén er alligevel for tæt på deres virkelighed her og nu.

I Astrid Lindgren fik Louise Hartung en ven for livet. Og hun ønskede inderligt, at det kunne blive til mere end det.

”Allerede ved deres første møde i Berlin i 1953, bliver Louise forelsket. Jo, en del af det er en fascination af værkerne og Astrids måde at arbejde på. Men det er også Astrid som person,” siger Jette Glargaard.

I 1954 besøger Louise Hartung for første gang Astrid Lindgren i hjemmet på øen Furusund. Lindgren møder hende på en bro, hvor de omfavner hinanden, og selvom hun siden beklager, at Lindgren ”aldrig har aet hende”, så henviser hun igen og igen til ”die Brücke”, broen.

”Astrid, kære, kære, kære, kære, selv om hundrede år vil jeg aldrig glemme denne bro. Hvordan kan et menneske være så rart som du (...) Aldrig havde jeg troet, det kunne være en lykke at se på, at der bliver vasket op i et lille køkken, ak, dine smukke hænder...”

”Hun overdænger Astrid med gaver, blomster, tøj og parfume fra begyndelsen af. Hun kæmper med det og giver stærkere og stærkere udtryk for sin kærlighed i brevene. Og det er en stor ulykke og sorg for hende, at Astrid ikke kan gengælde det,” siger Jette Glargaard.

Men det kan Astrid Lindgren ikke. ”Det går ikke!” skriver hun til Louise Hartung i 1954, egentlig som svar på, om Louise ikke kan samle hende op under en Sverigesrejse, men man fornemmer, at det handler om noget andet.

Louisechen, Louisechen, jeg er slet ikke så vidunderlig, som du tror, og du skal ikke gå så fuldstændigt op i et andet menneske, ikke i mig og ikke i nogen anden, for så bliver du forsvarsløs og prisgivet en andens forgodtbefindende,” advarer Lindgren, der på det tidspunkt var alene efter ægtemanden Sture Lindgrens død to år forinden.

”Det er nok sidst i 1954, at det går op for Astrid, at det ikke er noget almindeligt venskab. Men hun fortsætter med at skrive i stedet for at trække sig. Jeg tror, hun har kunnet lide at lege lidt med idéen om en beundrer. Hun er jo selv meget kærlig i sine breve, og det var hun egentlig over for alle, men tænk, hvordan det må have virket på Louise!,” siger Jens Andersen.

Jette Glargaard nikker:

”Ja, jeg tror også, hun flirter platonisk med hende. ’Tak kære Sheherezade!’, skriver hun til Louise. Men inderst inde tror jeg bare, hun så gerne vil, at relationen mellem dem kan fortsætte som en god og spændende samtale på skrift.”

I sidste ende var Astrid Lindgren aldrig ”så meget som et gran biseksuel,” som hun formulerede det. Louise Hartung fortsætter ellers ganske længe med at insistere på, at Astrid måtte kunne ”omvendes”: Hun nærmest bønfalder om mere fysisk kontakt i et brev fra 1957:

”Når man omfavner dig, opfører du dig som en indianer på krigsstien, der med spændt bue og pil står bag sin forskansning, klar til at forsvare skalp og wigwam til det sidste (...) jeg vil ikke overtale dig til noget, men jeg har heller ikke glemt noget,” skriver hun.

”Du har aldrig aet mig,” er en anden beklagelse fra Louises side. Den slags sætninger ignorerer Lindgren som oftest, og på mange måder er brevvekslingen en ulykkelig kærlighedshistorie, siger Jens Andersen.

”Det er meget hjerteskærende at se et menneske så ulykkeligt forelsket. Men det er jo også historien om, hvordan et venskab kan udvikle, omvikle og afvikle sig. Vi kender det jo selv, at man kan slå hælen i i et venskab, hvis den anden vil det lidt for meget i en periode. Men her er en kvinde, Astrid, som med al magt vil bevare det på det platoniske.”

Jette Glargaard er enig:

”Da der kommer en krise i deres venskab, fordi Louise bliver virkelig deprimeret over det, for hende, udsigtsløse i deres forhold, så byttes rollerne faktisk om. Så begynder Astrid at skrive flere og længere breve til hende. De finder en ny balance i venskabet og udvikler en ny humor. De gør nogle andre ting sammen, tager på roadtrip i Sydtyskland i Louises blå bil og smugler vin hjem. Begynder at diskutere erotisk litteratur,” siger hun.

Der er næsten lidt ”Thelma & Louise”, den amerikanske roadmovie fra 1991, hvor to kvinder flygter fra trivialiteten, over de to, mener forfatterne. Og ligesom de to i filmen har både Hartung og Lindgren nogle voldsomme oplevelser i bagagen, som de faktisk aldrig skriver om i brevene. For Louise er det voldtægterne i Østberlin efter krigen, hun ikke kan få ned på skrift. For Astrid Lindgren er det oplevelsen med, som helt ny og ung mor, at måtte aflevere sin søn Lasse i pleje – noget, der er et tema i den kommende danske biograffilm ”Unge Astrid”.

”De taler ikke om det i begyndelsen, men langsomt kan man mærke og forstå, at Louise kender til historien. De får begge telefon i 1960’erne, og det har jo været lidt forvirrende for vores forståelse af dialogen på papir. Men det allerdybeste, tror jeg alligevel på, findes i brevene. Og det er nok noget, vi også må sige med denne bog: Vi gør det jo ikke mere i vores digitale tidsalder, men hvor kunne det med at skrive breve nogle fantastiske ting. Det har vi begge tænkt på. Det er jo et rum, hvor man kan åbne op til noget uden at blive afbrudt. Der er en langsomhed, som er vigtig, man ville kun meget sjældent nå til de samme dybder i sig selv eller den anden, hvis det var på sms eller mail,” siger Jens Andersen.

Den allersidste gave, Louise Harting sendte til Lindgren, var en julegave. En singleplade med lied’en: ”Ich liebe dich.” Forinden havde Hartung i nogle år været syg, og det tog fart i 1964. Hun døde af cancer i februar 1965, kort efter at Lindgren havde besøgt hende. I sin dagbog skrev Astrid Lindgren den 24. februar 1965:

”Louise Hartung døde i dag. Sørger over Louise.”

Livet er kort som en lied. Men de to sjæle, der mødtes ved konferencen i Berlin, holdt måske aldrig op med at tale sammen. Og iblandt de store følelser var der, som hos alle andre mennesker, plads til hverdag, liv og humor. Som når Louise Hartung brænder brød af i sin nye topmoderne brødrister, og med ”dødsforagt” må fiske det forkullede brød op og returnere tingesten. Eller når Astrid Lindgren i 1955 veloplagt beklager sig over den friture-os, der stiger op hjemmet i Dalagatan fra en nyåbnet restaurant nedenunder:

”Om lidt går jeg nok ned og vælter alle pommes fritene ud på gulvet, for så ondskabsfuld kan man blive, når man lever i frituredampe i stedet for duften af Arpége (parfume, som Lindgren fik tilsendt af Hartung, red.)”.

Ved et besøg på Furusund i Sverige 1954 fotograferede Louise Hartung sin ”kære, kære, kære, kære” Astrid Lindgren. – Foto: Eric Palmquist/Saltkråkan AB
Louise Hartung fotograferet sammen med et ukendt barn i 1956. Hartung arbejdede i mange år med at rehabilitere tyske krigsbørn i det såkaldte Hauptjugendamt (børneforsorg) i Berlin. Det skete blandt andet ved at give dem Pippi-bøger at læse. – Foto: Robert Blombäck/Saltkråkan AB
En ung Louise Hartung i 1920’ernes Berlin, hvor hun optrådte som sangerinde og var en del af byens avantgardistiske miljø – Foto: Robert Blombäck/Saltkråkan AB