Ethvert menneske, som ankommer til et asylcenter, har en voldsom, trist eller tragisk historie at fortælle.
Sådan er det også i Alen Causevics debutroman ”Det egentlige liv i livet”, hvor Ibrahim, Aida og sønnen Sahil i første kapitel bliver sat af bussen foran et dansk center:
”Et gitter går automatisk op, og betjentene leder dem hen over gården og ind på et venteværelse, iltfattigt af kroppe på stole, langs væggene, over gulvet.”
Causevic kender selv proceduren. Han kom til Danmark som barn, da borgerkrigen på Balkan brød ud og drev en million bosniere på flugt og har selv mærket kontrasten mellem rædslen og flugten og så det liv, der leves på centrene. Og det fine ved ”Det egentlige liv i livet” er, hvordan fortiden står som et mørke bag nutiden og center-hverdagen, som er helt anderledes stillestående, og hvor basale behov dækkes, mens behandlingen af deres sag, deres ønske om asyl, behandles og trækker dagene ud.
Krigen melder sig primært i opholdsstuen, og kapitel 6, 10 og 13 åbner alle på samme måde.
”I en af de fælles opholdsstuer følger de nyhederne,” står der, og så følger beskrivelser af uhyrlighederne, de er flygtet fra.
Det er et stærkt dramatisk greb i en roman, der forsøger at skildre en ny ikke-tilværelse, hvor den ydre voldsomhed er erstattet af en indre usikkerhed, og hvor ængstelsen, ”Uroen”, som den kaldes et sted, er den store udfordring.
Og jeg ville rigtig gerne kunne gå helhjertet ind for ”Det egentlige liv i livet”. Ikke mindst i den her tid, hvor de stakkels asylansøgere fra Afghanistan begynder at ankomme til centrene. Men som skønlitteratur har kortromanen – den er på 103 små sider – nogle problemer, ligesom Causevic har truffet nogle problematiske valg.
Det sidste gælder den alvidende fortæller. Læseren kommer med ind i alle tre familiemedlemmers tanker, hvilket virker en smule gammeldags, og en enkelt jeg-fortæller – for eksempel drengen Sahil og hans forsøg på at blive en af de danske drenge – kunne have bragt forfatter og læser tættere på historien.
Sprogligt er der også nogle problemer. Meget usmidige og formelle ord som ”imidlertid”, ”efterfølgende” og ”idet” dukker ofte op – også i de tre familiemedlemmers tanker – og nogle sætninger er knudrede eller ligefrem uforståelige. Som den her:
”Slutteligt ankommer en gammel kone i burka udefra, ind på centret.”
De bedste passager i romanen er derimod rigtig gode, og de første møder med den danske kultur, og ikke mindst beskrivelserne af Ibrahims arbejde på et spinderi, har en egen resigneret, socialrealistisk poesi.
”Det egentlige liv i livet” har altså sine øjeblikke, men er som romanværk ikke fuldt forløst, og manuskriptet ville have haft godt af endnu en gennemskrivning og endnu en redigering. For historien er der. Det er bare, som om den ikke helt er trængt frem af ordene.