Prøv avisen

Ateisten, der ledte efter Polens religiøse sjæl

Georg Brandes’ bog ”Indtryk fra Polen” genudgives nu i Polen i ny oversættelse. – Foto: .

Mange lærte Polen lidt bedre at kende gennem det netop overståede EM. Men vil man virkelig forstå det patriotiske og katolske land, er den bedste kilde overraskende nok den kulturradikale Georg Brandes, hvis bog Indtryk fra Polen er en tankevækkende guide til landet

Polen ligner kulturradikalismens mareridt: ærkekatolsk og glødende patriotisk, og selv om det er en skrøne, at polske ryttere angreb tyske kampvogne under Anden Verdenskrig, så er landets historie uløseligt forbundet med romantisk heroisme og tragisk patos.

LÆS OGSÅ: Polsk ungdoms-oprør mod kirkenIkke desto mindre har Georg Brandes skrevet en fortræffelig bog om vor ukendte nabo med titlen Indtryk fra Polen. Da den danske kritiker besøgte landet i midten af 1880erne, fandtes der ikke nogen polsk stat. Naboerne Preussen, Rusland og Østrig havde delt det imellem sig tre gange i slutningen af 1700-tallet, indtil der ikke var mere tilbage. Efter sigende græd den østrigske kejserinde Maria-Theresia af skam over udåden, ihukommende den polske kong Jan Sobieski, der cirka 100 år tidligere havde anført de tropper, der sprængte den osmanniske belejring af Wien. Realpolitik er en usentimental affære.

I dag er Polen suverænt, i økonomisk fremgang og fuldgyldigt medlem af Nato og EU; udenrigsminister Radoslav Sikorski sagde for nylig, at landet aldrig nogensinde har haft det bedre. Udsagnet kan virke vidtløftigt, men man forstår ham, når man fordyber sig i Brandes rejseskildring fra Warszawa, der lå i den russiske del af Polen, hvor forsøget på at udrydde den polske nationalitet gennemførtes med største brutalitet. Man risikerede forvisning til Sibirien alene for at hævde, at der fandtes et særligt polsk folk. Tsarstyret forbød endog det polske sprog på universitetet, i skolerne og i retsvæsenet.

For verdensborgeren Brandes var det en selvfølge, at der findes nationer med hver sit særpræg, som de har en naturgiven ret til at udfolde gennem deres sprog og kultur: Verdenslivet bliver fattigere og ensformigere for hver Folke-Individualitet, der svinder, skrev han. Netop den polske nation var i fare på grund af russificeringen, mente ikke bare Brandes, der dog nåede at opleve Polens genopstandelse efter Første Verdenskrig, men ikke dets fjerde deling i 1939. Polens lange passionshistorie skal ikke genfortælles her, hvor det blot skal nævnes, at den undertiden har fået polakkerne til at se sig selv som nationernes Kristus, hvis stedfortrædende lidelser skal frelse alle folkeslag.

Messianisme var ikke Brandes kop te, men i overensstemmelse med sin samtid yndede han at spekulere over folkekarakterer: hvad er det særligt franske, russiske, tyske, og så videre? I vores socialkonstruktivistiske tid er det let at fordømme den slags som essentialisme og utidig generalisering, men hvem kan modstå fristelsen til at deltage i denne selskabsleg?

Hvad der især fængslede Brandes hos polakkerne, var det uborgerlige og fandenivoldske i deres karakter; frihedstrangen og ridderligheden. Hvor charmerende disse dyder end var, så blev de realpolitiske konsekvenser en uregerlig, halvanarkisk stat med en svag kongemagt, hvilket i sidste ende førte til den polske stats opløsning. Men der gaves endnu et polsk folk, konstaterer Brandes:

Et Folk, der havde heroiske, ridderlige, glimrende, unyttige Dyder nok, men langt færre nyttige og borgerlige Dyder. Et begejstret og upraktisk Folk, ædelmodigt og upaalideligt, pragtlystent og flygtigt, livfuldt og letsindigt, et Folk, der altid havde afskyet strengt og kjedsommeligt Arbejde og altid elsket alle stærke eller fine, sanselige og aandelige Nydelser, men fremfor alt Uafhængigheden indtil Vanvid, Friheden indtil Liberum Veto (hvert enkelt medlem af det gamle polske adelsparlament, Sejmen, kunne blokere en lov ved at nedlægge veto, LC), og som ogsaa nu, da det havde tabt Uafhængighed og Frihed, var blevet sin gamle Kjærlighed tro.

Er der noget at sige til, at denne radikale foragter af spidsborgerlighed og middelmådighed måtte overgive sig til disse farverige mazurkadansere?

Georg Brandes skriver yderst sparsomt om Kraków, men nævner dog, at ultramontanismen i den gamle konge- og universitetsby for foden af Tatra-bjergene synes at virke næsten lige så hæmmende som det russiske åg i Warszawa.

Forholdene for polsk sprog og kultur var ellers tålelige i Kraków og landets sydlige del, som østrigerne havde indlemmet. Sammenlignet med Preussens strenghed og Ruslands brutalitet var Habsburgernes regimente en blød blanding af mildhed og sjuskeri. Det ligner et symbol på østrigernes relative liberalitet, at den sidste kejser, Franz Josephs (1830-1916) alfaderlige, tillidvækkende portræt i dag hænger over indgangen til en ølstue på Floriangaden og samtidig bruges til at reklamere for en galicisk mineralvand.

Det kommunistiske regime efter Anden Verdenskrig brød sig ikke om denne katolsk-konservative fæstning, der syntes fuldstændig uimodtagelig over for den nye ideologis forjættelser. De lod den forfalde og brugte kræfterne på at anlægge den socialistiske mønsterby Nowa Huta, centreret omkring det gigantiske Lenin-stålværk. Planen var, at fabriksbyens pragt med tiden ville overstråle den hovmodige nabobys traditionsbårne værdighed. Historiens ironi ville imidlertid, at den nye bys forkælede arbejdere blev nogle af regimets mest indædte modstandere; af stålværkets 38.000 arbejdere regner man med at 29.000 var medlemmer af den illegale fagforening Solidaritet. Som om det ikke var nok, hedder Nowa Hutas tidligere Leninplads i dag Ronald Reagan-pladsen.

Stridens æble var især, at magthaverne ikke ville tillade opførelsen af en kirke i denne virkeliggjorte, realsocialistiske utopi. Efter mange trakasserier sejrede det private initiativ; arbejderne gik selv i gang med at opføre den for egne midler, da ærkebiskoppen af Kraków, en vis Karol Wojtyla, havde taget det første spadestik. Den store, modernistiske kirke, Arka Pana (Herrens Ark) stod færdig i 1977 og blev i de politisk bevægede år i 1980erne centrum for antikommunistiske aktiviteter lig mange andre polske kirker.

Igen kan Brandes iagttagelse overføres direkte på Efterkrigspolen:

i Polen var Katolicismen altid i dette Aarhundrede oppositionel, i staaende, rastløs Strid med Statsmagten, hyppigt sammensmeltet med Kærligheden til den Sandhed, som frigør, og med den Begejstring, som udsætter sig for Martyriet Man ser igennem Fingre med en og anden Overtrædelse hos de katolske Præster af Kirkeskikken, ja endog med en formodet Vantro overfor visse Dogmer, fordi man kender dem som nidkære Hævdere af Katolicismen som polsk-national Aandsmagt.

Åndsmagten er allestedsnærværende her i Kraków, hvor man helligtrekongersaften stadig skriver C+M+B på hoveddøren med kridt dyppet i vievand. Som det ofte er tilfældet med den slags folkereligiøse traditioner, fortaber dens oprindelige betydning sig i tågerne, men man lever fint med ikke at vide præcist, om den henviser til de tre vise mænd der ifølge overleveringen hed Casper, Melchior og Balthasar eller om initialerne betyder Christus Mansionem Benedicat, Kristus velsigne dette hus.

Smoggen hører til gengæld ind under den verdslige magts område, og den er stadig et problem for byen, der ellers har fået et gevaldigt facadeløft og i dag er en kraftig turistmagnet. Som får flokkes vi mellem torvets renæssancepalæer, Jagiello-Universitetets kollegier og myriaden af kirker i alle tænkelige stilarter. Oven over herligheden troner det gamle kongeslot, Wawel, der ligner noget, Tolkien har udtænkt, alt imens Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur.

Har man brug for en pause fra kulturhistorien, findes der en overflod af pubber, hvor øllen er så billig, at den har ført til decideret drukturisme; højrøstede engelske polterabend-selskaber raver sanseløse rundt til de lokales ærgrelse, og souvenirbutikkerne sælger T-shirt med den subtile tekst Krakow drinking Team.

Jeg har sat Piotr Bukowski, professor i svensk litteratur, stævne på Cafe Bunkier ved Planty, det grønne bælte, der ligger, hvor bymuren lå tidligere. Bukowski er så imponeret af Georg Brandes intellektuelle og følelsesmæssige indlevelsesevne, at han arbejder på at få en ny oversættelse af Indtryk fra Polen i stand. Han genkender den danske kritikers karakteristik af polakkerne som et frihedselskende, lyrisk og følelsesladet folk, der er dømt til nederlag i militarismens og realpolitikkens tidsalder, og som dyrker minderne om nationens fortid med en nærmest religiøs andægtighed:

Brandes ambivalente perspektiv har meget for sig. Den såkaldte kærlighed til friheden førte ikke til politisk omtanke, men til uigennemtænkte handlinger, der satte den individuelle suverænitet højere end statens suverænitet. Polens delinger ændrede ikke umiddelbart noget ved denne holdning; polakkerne er langsomme om at tage ved lære, siger han.

Der er også noget om, at polakkerne er lyriske og emotionelle. Det er ikke tilfældigt, at styrken i vores litteratur netop ligger i den lyriske digtning; Milosz, Herbert, Szymborska. Også religiøsiteten har et lyrisk præg hos os. Desuden har polakkerne en stærk kollektiv hukommelse; de kender deres egen historie og er stolte af den om de så lærer noget af den, er et andet spørgsmål.

Brandes må have haft et vist talent for at definere Folke-individualiteter.

Da den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger berejste Polen i midten af 1980erne, måtte også han flere gange konstatere, hvor aktuelle Brandes betragtninger stadig var; tyskerens skildring af det nye russiske åg står i dysterhed og pessimisme ikke tilbage for danskerens reportage fra det gamle.

Polen er i Enzensbergers manende fremstilling et gråt, demoraliseret og udpint land (hvilket vel svarer nogenlunde til det billede, mange danskere stadig har), hvis planøkonomiske, sværindustrielle katastrofe har været gunstig for den genopvakte nationalmessianisme, som han måbende støder på under en messe for fædrelandet i en forstad til Warszawa. Er der ingen common sense i dette land, spørger han fortvivlet efter at have talt med repræsentanter for intelligentsiaen, der læser Ernst Jünger og ser Johannes Paul II som symbol på en verdensomspændende, åndelig genfødsel.

Til sidst lykkes det dog den rystede vesteuropæer at finde svalt fornuftige og pragmatiske polakker, der irriteres af deres landsmænds iver efter at bekræfte vestlige turister på jagt efter tragisk heroisme og andre eksotiske nationale klicheer.

Trods dens ubetvivlelige fortjenester i kampen mod fremmedherredømmet synes kritiske vestlige intellektuelle a la Brandes og Enzensberger at have svært ved at acceptere den polske kirke, selv under opbydelse af al deres indfølingsevne. Brandes noterer sig med tilfredshed, at de højest Dannede i deres indre allerede har løsrevet sig fra kirken, og at kun hensynet til den nationale sag afholder dem fra et åbent brud: Man har med Uro spurgt sig, om ikke den polske Kultur ved at vedligeholde sit Forhold til Katholicismen () vil komme til at staa som forældet og overfløjet i det europæiske Samarbejde

Piotr Bukowski, der hører til dem, som Brandes kalder de højest Dannede, men samtidig er aktiv katolik, bekræfter, at landets venstreorienterede intelligens også i dag tænker sådan, men peger på en ny modstander. Mens 40 år med en aggressiv, antireligiøs kommunisme synes at have styrket kirken, står den nu over for en kapitalisme, hvis ideologiske ligegyldighed måske er en større fare:

Kirken har, ikke kun i Polen, brug for en udfordring, så den udvikler sig åndeligt. Kommunismen var åbenlyst en stor udfordring. Det tog derimod lang tid, inden den polske kirke så kapitalismen som en udfordring. Det var naturligvis en fejl. Men nu tager kirken klart stilling til forbrugssamfundets etiske problemer, og det, som den siger, vil blive hørt, når den store krise kommer. Folk vil forlade varehusene og mødes i kirken igen. Det er min mening.

Brandes sammenlignede i sin tid moderniteten med et ustoppeligt eksprestog, der kun kører i én retning, men inden man sidestiller Krakóws gamle kirker med udrangerede damplokomotiver og de funklende nye konsumkatedraler med fremtidens lyntog, bør man tage sporvognen til sanktuariet i bydelen Lagiewniki, hvor Søster Faustynas relikvier findes.

Siden hun blev helgenkåret i 2000 af Johannes Paul II, er et topmoderne pilgrimscentrum skudt op i glas og stål med hotel, supermarked, basilika og alt, hvad et katolsk hjerte kan begære. I kapellet med relikvieskrinet hænger et rødt filttæppe på væggen besat med hvide perler, der danner et udsagn, man ofte støder på: Polonia semper fidelis.

I bydelen Lagiewniki finder man i dag et topmoderne pilgrimscentrum skudt op i glas og stål med hotel, supermarked og basilika. – Foto: .