Prøv avisen

Ateisters debatbog er på niveau med en fristil i folkeskolen

1 stjerne
Stjernholm og Ørregaard skælder bare helt overordnet ud på ”religion”, og derfor bliver bogens præmis aldrig klar, skriver Sørine Gotfredsen.

Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard har skrevet en rodet og svagt argumenteret debatbog. Men vi lærer lidt alligevel

Man skal altid være varsom angående mennesker, der bevidst ønsker at skabe forargelse. Det lærer vi for tiden af den virksomme partistifter Rasmus Paludan, og vi lærer det også af nogle af de meget udfarende ateister som for eksempel komiker og politisk aktiv i Alternativet Anders Stjernholm og formand for Ateistisk Selskab Simon Nielsen Ørregaard. Disse to har udgivet debatbogen ”Du er jo ateist – en vantro debatbog”, hvormed de vil overbevise danskerne om, at de i virkeligheden er ateister, og det er en bog, der primært får én til at overveje, hvad disse mennesker egentlig er drevet af. Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Stjernholm og Ørregaard tager udgangspunkt i to forskellige definitioner af ateisme. De mener, at man kan være en gnostisk ateist, der påstår at vide, at guder ikke findes, og man kan være en agnostisk ateist, der ikke påstår at vide, at guder ikke findes. Efter forfatternes skøn tilhører de fleste danskere med deres lidt tøvende tilgang til kristendom den sidstnævnte kategori, og hermed tager de fat på at formulere en decideret rodebunke af en debatbog.

Først skal det nævnes, at flere af de kritikpunkter, der fremføres, rummer en kerne af noget reelt. Både islam og kristendom hviler i en problematisk patriarkalsk kultur, og det er også rigtigt, at den religiøse kraft kan undertrykke ny viden, fordømme det anderledes, tabuisere sex og det kropslige og skabe ubehagelig flokmentalitet. Et stort problem i bogen er dog, at forfatterne ikke skelner mellem den enkeltes tro og den organiserede religiøsitet, der jo er udformet af mennesker og dermed også rummer et negativt potentiale. Stjernholm og Ørregaard skælder bare helt overordnet ud på ”religion”, og derfor bliver bogens præmis aldrig klar.

Til gengæld er den fyldt med mærkelige påstande i stil med: ”Kun videnskaben har givet os brugbart input til svarene på de eksistentielle spørgsmål.”

Hvad menes med ordet ”brugbart”? Hvad med verdens samlede mængde af kunst og filosofi, og hvordan kan forfatterne vurdere, om nogen får noget ”brugbart” ud af religiøs tro? Et andet sted lyder det, at religionernes ”videnskabelige påstande er forkerte, deres profeter er falske, deres bud på eksistentielle svar er ringe, og de gør dig sandsynligvis ikke lykkeligere”.

Vi aner, at skribenterne mangler forudsætninger for at tænke intellektuelt og religionskritisk. De kan som ovenstående citat antyder ikke sondre mellem mytologisk og videnskabelig tænkning, de forholder sig ikke til relationen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, de interesserer sig ikke for forskellen mellem kristendom og islam, og de har efter alt at dømme ikke forstået luthersk teologi, men opererer på en bund af næsten karikeret gerningsretfærdighed. Som når de hævder, at hvis ”vores handlinger baseres på håbet om en gevinst, så agerer vi ikke moralsk, men selvisk”.

Der citeres temmelig vilkårligt, hvilket er særligt morsomt i forbindelse med omtalen af afskaffelsen af revselsesretten i 1997, som de borgerlige partier stemte imod, hvilket får de to ateister til at mene har at gøre med et citat fra Ordsprogenes Bog om at tugte sin søn. Mon dog. Følgende sjove passage skal også lige med:

”Demokrati, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, en mere fair fordeling af ressourcer, velfærdsstaten, uddannelse til alle – disse ting, som for alvor karakteriserer Danmark – er ikke noget, kristendommen fandt på, for vi fik ingen af delene, dengang kristendommen havde magt.” Hvilken logik.

I religionskritisk forstand er bogen spild af tid, men den skaber lidt indsigt i tankegangen hos den, der hader religion. Gennemgående er her arrogancen i synet på traditionens tidløse visdom, og Stjernholm og Ørregaard mener for eksempel, at de gamle tekster om altings tilblivelse er skrevet af ”uuddannede ignoranter”, der ”stort set intet anede om den planet, de levede på”.

Ringeagten for vore forfædres tænkeevne fremstår som en del af drivkraften bag disse ateisters tro på en fremtid præget af global forbrødring mellem alle, alt imens enhver religiøsitet vil blive tilbagelagt som et levn fra primitive tider. Der er rendyrket utopisk tænkning på færde her, og forfatterne synes ikke blot drevet af et dybt had til religion, hvilket også næres af Simon Nielsen Ørregaards opvækst hos Jehovas Vidner. De repræsenterer samtidig drømmen om, at mennesket kan komme til at leve i pagt med sine naturlige drifter og sin evne til selvregulering. Denne ateistiske utopi har aldrig noget sted vist sig livsduelig, og Stjernholm og Ørregaard erkender også, at de ikke ved, hvad der skal udfylde tomrummet efter det religiøse.

De skriver: ”For det skal være op til alle mennesker, også gerne dem, der for nuværende er religiøse, at finde erstatningen. Sammen skal vi finde ud af, hvilke fællesskaber, budskaber og ritualer der skal være i stedet.”

Det lyder fuldstændig som afslutningen på en fristil i folkeskolen, hvor eleven drømmer om at kunne skabe alting forfra, og ordene indikerer, hvad visse ateister er drevet af. En vild længsel efter selv at bestemme, hvad et menneske er. En længsel med tråde helt tilbage til barnets drøm om at føle magt.

Læs interview med bogens forfattere på