Radio4 har her i maj påbegyndt en udsendelsesrække på 10 programmer om tro under titlen ”Gud Fader bevares?”.
Værten Anders Stjernholm nærer som bekendt en grimasserende afsky for religion, men selv om man ikke deler Stjernholms synspunkt og håber på aldrig at komme til det, så er det set før, at en erklæret ateist glimrende kan fungere som en slibesten for den troende.
Første program: Ramadan og islamkritik med Mohammad Khani
★★☆☆☆☆
Det kan også blive tilfældet i ”Gud Fader bevares?”, eftersom gæsterne altid er troende personer. Programmets første gæst var imam Mohammad Khani. Stjernholm forsøgte med allehånde former for dokumentation at så tvivl om det sundhedsmæssigt forsvarlige i at faste. Khani indvendte, at hvis man udsatte sig selv eller andre for risici, så behøvede man ikke at gennemføre fasten.
På fransk kalder man det træsprog, når talen kører i tomgang, og hensigten kun er at variere eller brodere på det, der allerede er blevet sagt. Sådan gik det under ramadandebatten, der blev anskuelsesundervisning i radiodebattens skødesynd: Tendensen til at bruge for mange ord om for lidt. Efter en halv times tid afrundede Stjernholm da også emnet med ordene: ”Tiden går hurtigt, når man hygger sig”.
Og det var da godt, at vært og gæst hyggede sig, men hygsomheden resulterede desværre i et fravær af passion, energi og bevægelse på begge sider. Samtalen stod stille, det lignede mere udlægning af en konflikt frem for en egentlig konflikt.
Men det skulle ændre sig i det sidste kvarter af udsendelsen, hvor Stjernholm demonstrerede, at han er i besiddelse af det kritiske blik og det korte hug, der kan afgøre sagen. Vi lånte øren til Yahya Hassan, hvis digte omtalte Allah og hans profet i alt andet end fidele fraser. Khani lagde ikke skjul på sin misnøje, og selv om han konstant bedyrede, at han jo ikke var jurist, så fik vi takket være Stjernholms behjertede indsats afsløret, at Khani gerne så, at islamkritikken blev vist vintervejen og ytringsfriheden begrænset.
Andet program: Problemet med ateisme med Lars Sandbeck
★★★☆☆☆
I det andet program var gæsten teologen Lars Sandbeck, der forholdt sig kritisk til ateisterne. Det må være et minimum, at man sætter sig ind i kristendommen, før man angriber den. Den ulejlighed gør nyateisterne sig ikke, og derfor er de med til at cementere de dummeste forestillinger om religion i vort offentlige liv. Sandbeck spurgte også forgæves efter, hvilke gevinster danskerne ville opnå, såfremt Stjernholms mål om ”livssynslighed” blev indfriet. Herpå fik vi kun uldne svar, og Sandbeck var i det hele taget god til at udfordre Stjernholm. Han besad den nødvendige uærbødighed, og hans kontrære facon kom til sin ret, da han fik sagt, at ”ytringsfrihed er, at jeg er tvunget til at høre på dig”.
Thorkild Grosbøll blev også bragt på bane. Hvad troede han på? Det var næsten umuligt at svare på, for hos denne præst var det nemmere at indkredse, hvad han ikke troede på. Og så kan det jo være svært at formidle evangeliets glade budskab på en troværdig måde, bemærkede lektoren ved Folkekirkens uddannelses- og videnscenter, der ligeledes pointerede, at den ateistiske tilgang betyder en afsked med gudbilledligheden.
Gudbilledligheden er Bibelens tale om, at mennesket er udstyret med en umistelig værdi som skabt i Guds billede. Man kan indvende, at menneskerettighederne er inde på noget tilsvarende, men Sandbeck understregede, at konventioner i sagens natur kan. Bibelens ord står derimod fast med guddommelig myndighed. Stjernholm fastholdt heroverfor en så ukuelig tro på menneskets evne til at forædle sig selv, at Sandbeck konsterneret udbrød: ”Du er mere troende, end jeg er!”
Der er gode takter i ”Gud Fader bevares?”, men en vis humørforladthed dominerer indtrykket. Stjernholms indledninger forekommer omstændelige, og debatkompositorisk virker programmet klodset. F.eks. kan lytterne sms’e undervejs, men værten er tydeligvis ikke tilfreds med lødigheden i lytternes tilkendegivelser. Hvorfor så ikke bare droppe det?
Filosoffen Mark C. Taylor skriver et sted, at ”det, der fascinerer mig ved religion, er det samme, som jeg leder efter i en bog eller et kunstværk – noget, der vil bringe mig et sted hen, hvor jeg aldrig har været før, til noget, jeg aldrig helt vil kunne forstå”.
Den dimension er foreløbig fraværende i ”Gud Fader bevares?”.