28 år efter urpremieren i 1993 genopsættes den danske musicaldarling ”Atlantis” i en væsentligt opgraderet version, som klæder den gamle undergangsbasker eminent. Musik, solister, scenografi, kostumer og koreografi – det hele har fået en gevaldig overhaling, så forestillingen nu står mål med vor tids mest opulente fantasy-succeser på skærm og scene. Det er ”Game of Thrones” tilsat græsk tragedie, et skvæt shakespearesk intrigedrama og vendt i en gedigen omgang musikalsk sukkerlage.
Fortællingen er den samme. Det handler om det katastrofetruede sagnrige Atlantis’ storhed og fald. Myten om Poseidons store Atlanterhavsø kender vi fra Platons dialoger ”Timaios” og ”Kritias”, hvori det skildres, hvordan Zeus lader øen udslette i en enorm flodbølge som straf for atlanternes overmod og moralske fordærv. Det er altså løseligt baseret på denne undergangsmyternes moder, at musicaltrioen Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekier har skabt det storladne stykke, som oprindeligt blev opsat som semiprofessionel forestilling på Bellevue Teatret og siden har været en populær gæst på friluftsscener landet over.
Som den eneste gennemkomponerede danske musical, hvor alle replikker synges, slægter ”Atlantis” internationale kæmpehit som ”Phantom of the Opera” og ”Cats” på. Man har således hentet landets fremmeste musicalkræfter ind til at forløse dette stort arrangerede partitur. Først og fremmest må man fremhæve Mikkel Rønnow, som virkelig brillerer som dirigent for det fænomenalt velspillende stororkester. Dernæst gør også den garvede Stig Rossen en hæderlig figur som skurken Jabbadoor, som trods lidt stivhed i gestikken overbeviser med sin kolossale vokal.
Han får charmerende medspil af Kim Hammelsvang som opportunistisk page, der perfekt fidelt og omkringspringende har sit store moment med røvervisen ”Hold dig til helte”. Opportunistisk er også Kaya Brüels velsyngende vendekåbekvinde Miranda, der skrider diabolsk gennem magtmændenes liv i sin bloddryppende robe. Men særligt iørefaldende er dog talentfulde Johanne Milland, der med sin stærke, klare sopran og sit fængslende nærvær får alt ud af rollen som Adelena. Overfor hende har vi helten, Silvan, i Thomas Høj Falkenbergs velklingende, men måske også lovligt renskurede gestaltning.
Historien er jo ganske banal, som den slags gerne er i musicals. Atlantis’ aldrende kong Atlas – i øvrigt særdeles karismatisk sunget af bassanger Jakob Zethner – planlægger at bortgifte sin eneste datter, Adelena, for derved at sikre rigets fremtid. Adelena har dog andre planer og er allerede faldet pladask for den renfærdige fattigfyr Silvan. I mellemtiden pønser gemene Jabbadoor på at overtage tronen, slå Atlas ihjel og skyde skylden på Silvan. Sådan bølger det frem og tilbage med rænkesmederi, fyrige sværdscener, umulige kærlighedsdrømme, faustiske djævlepagter og slutteligt en titanisk oversvømmelse, der udsletter det hele.
Plottet er nok trivielt og forudsigeligt, men også sekundært og tjener først og fremmest som anledning til de spektakulære sangnumre, det hele i virkeligheden handler om. Og her kan forestillingen sit kram. Ensemblet er ekstremt velsyngende, lydproduktionen eminent, og dertil kommer Philip Witcombs overdådige West End-scenografi og Kim Ace Nielsens ulastelige koreografi.
Som show er ”Atlantis” overordentlig velsmurt, over the top og temmelig udansk i sit udtryk. Den ene potente power-ballade afløser den anden, så man som publikum mod slutningen føler sig overskyllet af en sand tsunami af hårdtpumpede slagnumre. Man kunne nok med fordel have skåret bare et par af sangene væk eller i det hele taget strammet lidt op på den meget lange forestilling.
Ikke desto mindre leverer ”Atlantis” fantastisk kitschet underholdning i Tivolis Koncertsal, der vender enhver skepsis til det modsatte. Det er sjældent, man ser så velproduceret en musical på dansk grund.