”Jeg troede aldrig, at jeg ville blive en populær forfatter, og jeg ønskede kun at blive en god forfatter.”
Sådan siger Margaret Atwood et sted i dokumentaren ”A Word After a Word After a Word is Power”, men selvom hun kun ønskede det ene, så opnåede hun begge dele: Hun har skrevet blændende digtsamlinger og lige så blændende romaner, og det var én af dem, nemlig ”Tjenerindens fortælling”, der for alvor gjorde hende populær. Endda i to omgange. Først da romanen udkom i 1985 og igen, da den i 2017 blev til en rost og meget set tv-serie.
Fortællingen om staten Gilead, en rædselsvækkende fusion af teokrati, diktatur og patriarkat, fylder af samme grund en del i dokumentaren, og Atwood fortæller, hvordan hun begyndte på den i det stadig delte Berlin, hvor hun havde lejet en skrivemaskine. Og et princip under arbejdet med manuskriptet var, at alle de grusomme tiltag i Gilead skulle have bund i virkeligheden. Ingen skulle kunne afvise romanen som fri fantasi, og hun lod sig blandt andet inspirere af Ceausescus Rumænien og Hitlers Nazityskland.
Men Atwood mener, at fortællingens styrke er dens uhyggelige aktualitet. At den taler til en frygt i læsere og seere i dag:
”Det er derfor, folk er skræmte. De ved, at det ikke er langt fra, hvad de mennesker ville gøre, hvis de fik al magten.”
I dokumentaren følges Atwood på en pr-tur umiddelbart efter udgivelsen af sidste års ”Gileads døtre”, en opfølger til ”Tjenerindens fortælling”. Den er skrevet, efter Donald Trump blev præsident, og han er tydeligvis en af ”de mennesker”, man bør frygte, får uindskrænket magt. Og hun skriver sine foruroligende romaner, sine knivskarpe essays og sine morsomme taler alle steder. Hjemme i Toronto, på hoteller, på fly, på færger. I pauser, om aftenen, om morgenen.
Sådan har hun altid gjort, også da hun havde små børn, og frem af det portræt, menneskene tæt på Atwood tegner, træder en stor kunstner, en forfatter, der ”ser alle detaljer”, men også et menneske, hvis bestemthed og begavelse let kommer til at ligne arrogance.
Det giver dokumentaren også konkrete eksempler på. Som da intervieweren vil have Atwood til at fortælle om sin barndom, og hun affejer ham med et: ”Lad os ikke foretage det dér dybe psykologiske dyk.”
Atwood ved, hvad hun vil, hun er ikke nogen hyggebedstemor, har aldrig villet være romantisk eller tækkes nogen på småborgerlig vis, og i et tv-klip fra 1970’erne siger journalisten over for hende, at nogle mener, der er en grusomhed i hendes bøger. Hun svarer retorisk: ”Er der grusomhed i livet? Hvorfor skulle der så ikke være det i mine bøger?”.
Hun taler ofte med en syrlig humor, så man ikke er helt sikker på, om hun mener det, hun siger, men hun mener tydeligvis hvert et ord, når hun taler om den systematiske undertrykkelse, kvinder udsættes for, og som spejles i hendes bøger.
Det er også en af årsagerne til hendes popularitet i dag. Hun står rigtig godt til MeToo-bevægelsen og den skærpede feminisme, og hvor Atwood synes at have været stort set den samme fra den selvudgivne første digtsamling, ”Double Persephone” fra 1961, og frem til ”Gileads døtre” fra 2019, har tiden nærmet sig hende.
Dokumentaren fokuserer længe på hendes uforsonlige syn på køn og samfundsordner, men mod slutningen bryder en anden fortælling frem, hvor hendes mand, forfatteren Graeme Gibson, får plads. Han lider af demens, er ved at forvitre indefra, men er med rundt på hele pr-rejsen. At se Atwood holde hans hånd, tørre hans slidte ansigt og vise ham hvalerne ved Islands kyster er bevægende og kaster et nyt lys bagud i filmen og på hende.
Det er et smukt greb i en ellers konventionel dokumentar med fotos og smalfilm fra opvæksten, familie og venner, der giver deres besyv med og beskrivelser af værkerne. Egentlig kunne vi godt have nøjedes med Atwood og Gibson, der døde umiddelbart efter optagelserne. At se dem sammen og høre hende tale hvast og indsigtsfuldt. Ikke mindst om dystopierne, nu hvor vi med coronavirussen selv synes at stå midt i én.