Auster flanerer rundt i europæisk kultur, men hører tydeligvis hjemme i Amerika

Den store essaysamling ”Samtaler med fremmede” har imponerende spændvidde, men ikke alle tekster er lige interessante

Paul Auster er født i 1947 og bor i Brooklyn, New York, med sin hustru, forfatterkollegaen Siri Hustvedt. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Paul Auster er født i 1947 og bor i Brooklyn, New York, med sin hustru, forfatterkollegaen Siri Hustvedt. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

”Jeg vil hævde, at det netop er kunstens nytteløshed, der giver den værdi.”

Sådan skriver den amerikanske forfatter Paul Auster i essayet ”Samtaler med fremmede”, der har givet dette fine værk navn. Han ved godt, at en bog hverken kan hindre en bombe i at springe eller mætte et sultent barn. Ja, at være forfatter er komplet overflødigt i sammenligning med brugbare beskæftigelser som brandmand og kassedame. Men det at frembringe fiktion er ikke desto mindre værdifuldt, for heri adskiller mennesket sig fra andre arter, og heri opfyldes et af vore dybeste behov: At fortælle historier og få andre til at lytte.

Austers tekst om samtaler med fremmede er egentlig en takketale og bringes som den sidste i bogen, der består af en masse forskellige artikler og refleksioner skrevet til diverse lejligheder. De er selvsagt ikke alle lige gode, men er man fan af Auster, er de fleste interessante. Der er 44 i alt, nogle lange og nogle meget korte, og emnerne er mildt sagt varierede. Den unge Auster var vældig interesseret i fransk poesi, den ældre Auster er mere optaget af USA under terrortruslen og med voksende hjemløshed.

Indimellem kommer i løs orden de bedste tekster: portrætter af amerikanske forfattere og kunstnere. Det bedste handler om Nathaniel Hawthorne, som blev verdensberømt med romanen ”Det flammende bogstav” og fødselshjælper til Herman Melvilles roman ”Moby-Dick”, som de to genier samtalede om under tilblivelsen i 1850’ernes begyndelse.

Det var en tid i USA’s åndsliv, hvor alting bare toppede, og den ene klassiker efter den anden væltede ud fra den samme lille plet i New England, og denne ødselhed, i kultur såvel som i natur, gør Auster levende på fortræffelig vis i det lange essay ”Hawthorne hjemme”.

Auster har siden 1980’erne og med varierende styrke været en stjerne i Europa, især nok fordi hans første bøger, samlet i New York-trilogien, fik massiv opmærksomhed her i ”den gamle verden”.

Det er imidlertid som forfatter til romaner om ”den nye verden”, Amerika, at han er bedst, og det er virkelig utroligt, hvor mange amerikanske myter han har gennemspillet i sine efterhånden talrige titler. Fra opfattelsen af, at friheden findes på landevejen, til idéen om, at man kan genopfinde sig selv, til alskens Brooklyn-folklore – Auster er med på al Amerika-mytologi, og denne anmelder ville elske, hvis der en dag udkom et Auster-udvalg, der tonede rent flag og præsenterede ham som ærke-amerikansk forfatter. USA’s kristendom har aldrig interesseret ham synderligt, men ellers berører han det meste i mytologien.

Indtil denne tænkte bog – en i øvrigt Poul Austersk figur: drømmen om bøger, som ikke findes – er ”Samtaler med fremmede” glimrende at fornøje sig med. Efter endt læsning har man ikke lyst til flere esssays af Auster. Men man har lyst til at læse hans romaner.