Australsk festival møder voldsom kritik for at samarbejde med Israel

Sydney Festival tog imod et sponsorat fra den israelske ambassade og beskyldes nu for at legitimere overgreb på palæstinensere

Siden 1977 har byen i årets første måned budt på en bred vifte af kulturelle oplevelser – dans, teater, klassisk, rock, cirkus – på både udendørs og indendørs scener. På billedet ses en optræden fra Sydney Festival i 2017.
Siden 1977 har byen i årets første måned budt på en bred vifte af kulturelle oplevelser – dans, teater, klassisk, rock, cirkus – på både udendørs og indendørs scener. På billedet ses en optræden fra Sydney Festival i 2017. . Foto: David Gray/Reuters/Ritzau Scanpix.

Januar er noget særligt i Sydney, der med sine 5,3 millioner indbyggere er den største by i Australien og hovedstad i delstaten New South Wales.

Siden 1977 har byen i årets første måned budt på en bred vifte af kulturelle oplevelser – dans, teater, klassisk, rock, cirkus – på både udendørs og indendørs scener. Men årets festival, der nu er inde i sin anden uge, har været anderledes, har vakt vrede og er blevet diskuteret helt op på ministerniveau.

Det begyndte sidste år, da Israels ambassade trådte til med et sponsorat på 20.000 dollars (cirka 130.000 danske kroner) til danseforestillingen ”Decadence”. Bag den stod den israelske koreograf Ohad Naharin og et kompagni fra Tel Aviv, og pengene gik til forberedelserne af forestillingen på årets festival, hvor Israel som en slags modydelse ville blive listet som såkaldt ”Star Partner”.

Det faldt mange for brystet, og en gruppe anti-apartheid-advokater krævede partnerskabet slettet fra programmet. Hvilket festivalen nægtede. Og kort efter opfordrede The Palestine Justice Movement i Sydney alle kunstnere, ”der er imod apartheid” og mener, palæstinenserne bliver terroriseret af israelerne, til at trække sig fra festivalen.

30 navne har hidtil fulgt opfordringen, og en af de seneste, der har valgt at boykotte, er komiker Judith Lucy, der i en pressemeddelelse skriver, at Sydney Festival som ”ikke-politisk festival har fejlet i stor stil ved at samarbejde med Israel”, og at de ved at tage imod de 20.000 dollars er med til at dække over ”voldsomme brud på internationale love”.

Men Sydney Festival står stadig fast. Også i forhold til kravet om at fjerne den israelske danseforestilling fra programmet, og forleden kunne truppen – til manges fortrydelse – gå på scenen i Sydney Opera House.

Blandt forsvarerne er kulturminister i New South Wales, Ben Franklin, der på Twitter skriver, at kravene om fjernelse af bestemte kunstnere, blot fordi de er af en bestemt nationalitet, er bekymrende:

”Med den slags censur risikerer man at skrue ned for vigtige stemmer og en rig variation af perspektiver.”

En af initiativtagerne til boykotten af festivalen, Fahad Ali, mener, at ministeren skyder ved siden af. At han ikke forstår, at det er partnerskabet med staten Israel, ikke dansetruppen som sådan, der er problemet og med til at ”normalisere brud på menneskerettighederne”.

At det er derfor, en boykot er nødvendig. Det er den irske forfatter Sally Rooney sikkert enig i. For nylig nægtede hun i hvert fald at lade sin nye roman ”Skønne verden, hvor er du” blive oversat til hebraisk. Fordi hun ikke ønsker at stryge staten Israel med hårene.

Men hvor diskussionen om, hvordan man principielt bør forholde sig til politik og konflikter, er ét, ja, så det noget andet, hvordan man som kunstner, der ikke er bestsellerforfatter som Rooney, forholder sig til smør på brødet.

Sanger Katie Noonan er stadig at finde på Sydney Festivals program og skriver på Facebook om, hvordan hun har oplevet et ”energisk og ret aggressivt” pres for at boykotte. Men at der altså også er andre hensyn at tage efter pandemiens nedlukninger og hårde restriktioner:

”Jeg ville ikke kunne få mig selv til at bede mine med-kunstnere om at sige nej til betalt arbejde efter de to hårdeste år i deres liv.”

Det lyder både som et forsvar og et angreb. Som snart sagt alt andet, der siges og skrives om Sydney Festival 2022.

I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.