Et sart smil anes i ansigtet på komponisten Bent Sørensen, da han rækker sin kæreste, pianisten Katrine Gislinge, et nyprintet partitur. Hun smiler stort, mens hun kigger rørt ned på sværmen af sorte linedansere på papiret. Noderne er skrevet specielt til hende. Ikke kun fordi hun er hans kæreste, men først og fremmest fordi han respekterer hende som pianist og kunstner, siger han og tilføjer:
Min musik skulle jo gerne vokse sig større i din fortolkning.
Nu ligger det nye værk i hvert fald i helt andre hænder. Hans egne er store og grove, som om han bogstaveligt talt har hugget musikken ud af sten til hende, mens hendes er spinkle og smidige. For hun bruger sine fingre som sjælens forlængede følehorn, når hun fræser over tangenterne som pianist.
Overrækkelsen er en overraskelse, da vi mødes på Glyptoteket for at tale om parrets kærlighed til kunst og fornemmelse for kærlighedens kunst. For de to ting kan ikke skilles ad i deres forhold, fortæller de.
Musik er de store følelsers kunstart. Og de lever også af de store følelser som kærester. De kan skændes, så det synger, og det er sket adskillige gange, at hun har kastet en drink i hovedet på ham. Ingen kan hverken gøre hende mere vred eller varm om hjertet end ham. Og sådan har han det også med hende.
Når jeg hører Katrine spille klaver, kan jeg mærke, hvordan hendes fintfølende temperament strømmer ud gennem musikken. Det er, som om jeg kan høre hvert eneste fimrehår rejse sig på hende, mens hun lever sig ind i musikken. Sådan spiller kun et ekstremt følsomt menneske. Og det er også den sensibilitet, jeg elsker og genkender i mig selv. Jeg forventer derfor heller ikke, at hun aldrig viser følelser i vores forhold, siger Bent Sørensen og tilføjer:
Musik og kærlighed har også det tilfælles, at man ikke kan holde dem i mezzoforte. Det er meningen, at man skal slippe energien løs.
Du får altså heller ikke kun drinks i hovedet, siger hun smilende og søger kærligt hans øjenkontakt:
Du får også det bedste fra mig. Og når jeg bliver vred på dig, er det ikke, fordi jeg vil skilles fra dig, men netop fordi jeg nu endelig har fundet dig og har så høje forventninger til dig, at jeg nemt kan blive skuffet. Det er derfor, vi sommetider skændes, og jeg slås, siger hun med en lys latter, der giver genklang i Glyptotekets antikke hvælvinger.
Det er et sjovt, andægtigt sted at tale om temperament. Der er fine kunstneriske detaljer overalt i gulve, vægge og lofter i museets monstrøse rum, der med Bent Sørensens ord virker underligt udanske, men alligevel ligger i hjertet af København. Herinde i museets koncertsal har Katrine Gislinge også fortolket hans musik foran et publikum første gang, men det var ikke her, de to mødte hinanden.
LÆS OGSÅ: Kunsten skal have lov at være naiv
Musikerparret opfatter det begge som et lille mirakel, at de ikke har en fælles fortid, før de for få år siden blev kærester ved en musikfestival, når de nu begge har været en del af det forholdsvis lille miljø af danske elitemusikere hele deres voksenliv. Han er en anerkendt komponist, hun er en berømt pianist, men før de forelskede sig i hinanden under en musikfestival, havde de kun hilst på hinanden én gang næsten 30 år tidligere.
For som helt ung komponist var Bent Sørensen faktisk på besøg i hendes barndomshjem for at besøge hendes far, oboisten Frederik Gislinge, der dengang var en del af et ensemble i Esbjerg, der skulle spille et værk af Bent Sørensen.
Jeg var inviteret til middag og skulle også lige hilse på Frederiks datter. Dengang var du kun 14 år, og jeg kan huske, hvordan du lige åbnede døren og sagde hej. Det var jo ikke sådan, at jeg gik og tænkte på dig i årene efter, men det er da et rart minde at have, siger Bent Sørensen og tager sin voksne kæreste i sin store hånd.
Ja, så vidste du jo, at jeg fandtes, tilføjer hun.
Selvom Katrine Gislinge (KG) og Bent Sørensen (BS) altså ikke kendte hinanden af mere end navn, da de skulle til den samme musikfestival, var de begge spændte på at møde hinanden.
KG: Det var, som om der blev lagt op til dig i løbet af det halve år, der gik inden festivalen. For der var pludselig flere i min omgangskreds, der talte om din fantastiske musik, som jeg selv gik ind på Youtube og lyttede til. Din musik fangede mig meget. Og det var et sjovt tilfælde, at din musikforlægger også nævnte dig for mig som et muligt næste projekt, da jeg var inde på forlaget i forbindelse med, at jeg skulle lave en cd med komponisten Per Nørgaards musik, der udkom på samme forlag som dig.
Bent Sørensen nikker:
Jeg var på en eller anden måde også mærkelig spændt på at møde dig. Det var en underlig kombination af at være nysgerrig og forventningsfuld på samme tid. Jeg kiggede efter dig, selvom jeg ikke kendte dig, da du trådte ud af den bus, vi begge var med, inden vi også skulle med samme færge. Og da du gik ud for at gå på toilettet, inden vi skulle med færgen, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det var underligt, at jeg gik og bekymrede mig for, om du ville nå færgen, når jeg slet ikke kendte dig.
Katrine Gislinge nåede færgen. Bent Sørensen gik dog længe og spejdede forgæves efter hende, inden han først fandt hende, da færgen næsten var i havn. Det viste sig, at de begge var nervøse og nysgerrige efter at tale med hinanden.
KG: Jeg tænkte, at du nok hadede mig og betragtede mig som sådan en pianist, der kun spillede Chopin og Mozart. Men jeg stillede mig hen til dig og fortalte om mit arbejde med at fortolke Per Nørgaard. Og det kom helt bag på mig, at du var så sød. For jeg troede egentlig, at du var sådan en lidt sur type.
BS: Troede du det?.
KG: Ja, men du var sindssyg sød og positiv.
BS: Ja, selvfølgelig. Men jeg følte også, at det betød noget specielt at møde dig. Jeg syntes, at du virkede så cool, og du gjorde mig også lidt nervøs.
Om aftenen skulle Katrine Gislinge spille koncert i en forholdsvis lille sal, der var så fyldt, at en del af musikerne måtte sidde omme bag scenen. Her sad Bent Sørensen og lyttede til Katrine Gislinges fortolkninger af Schumanns musik, mens hun selv mærkede en forandring fra sine andre koncerter.
Normalt spiller man jo ud mod publikum, men jeg kunne mærke, at jeg spillede den anden vej. Jeg spillede op mod dig, Bent. Det var ikke, fordi jeg allerede på det tidspunkt vidste, at du var min store kærlighed. Men der var noget, der trak mig i din retning.
Efter koncerten stod folk og hyggesnakkede mellem hinanden. Katrine Gislinge skyndte sig at stille sig op foran Bent Sørensen.
KG: Og der kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde lyst til at flytte mig foreløbig.
BS: Foreløbig?.
KG: Nogensinde ville jo være praktisk umuligt, men jeg ville gerne blive hos dig.
BS: Sådan havde jeg det også med dig. Du spillede også Schumann suverænt. Og jeg tror faktisk, at det var vigtigt for vores forhold, at det var en god koncert. Når man beskæftiger sig med det samme felt som kærester, tror jeg, det er vigtigt, at der er en form for ligeværd. Du havde jo heller ikke haft den samme forhåndsfascination af mig, hvis du ikke brød dig om min musik. Men fordi du spillede så godt, forstærkede det også min lyst til at blive hos dig. Det blev et projekt i sig selv at være tæt på dig. Der var masser af musikere den aften. Men der fandtes kun os to. Resten var på en eller anden måde skygger.
Ud af skyggerne kom der pludselig en fotograf og kaldte Katrine Gislinge op til klaveret for at blive fotograferet sammen med de andre musikere. Og Bent Sørensen oplevede det som utroligt sødt, da Katrine Gislinge også slæbte ham med på billedet, fordi han da hørte med, selvom han først skulle optræde til en anden koncert dagen efter.
KG: Jeg var simpelthen bange for, at du skulle smutte. Jeg vidste jo heller ikke, om du var sådan en kedelig komponist, der ville gå tidligt i seng. Men det var du heldigvis ikke
LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke bange for at gå ind i kaos"
Siden er de to følsomme musikelskere blevet sammen. Men de har stadig hver for sig et stort behov for at gå ind i kunsten på egen hånd.
KG: Psykologer kalder det at være autoerotisk. Det begynder allerede fra børnehavealderen, hvor det viser sig, at man trives godt i sit eget selskab og føler et behov for at sidde i sin egen fantasiverden. Det har vi begge behov for. Jeg skal øve mig i timevis alene for at være god nok, og du har også et behov for at være dig selv for at kunne skabe musik.
BS: Ja, men det er jo en stor fordel, at vi kan identificere os med den andens behov for at kunne arbejde frit. Jeg accepterer i hvert fald altid, når du skal øve dig, selvom jeg nogle gange synes, at det kunne have passet mig bedre.
KG: Og jeg kan egentlig godt lide at besøge dig, når du arbejder, så jeg selv har tid til at læse bøger og tænke mine egne tanker.
Er det også derfor, at I ikke er flyttet sammen endnu?
KG: Min psykolog siger i hvert fald, at det kun ville kunne fungere, hvis vi fik en kæmpe lejlighed, der var stor nok til, at vi ikke ville kunne høre hinanden spille musik i den anden ende.
BS: Det hænger også sammen med, at vi begge havde liv og børn, der også skulle passes, da vi mødte hinanden.
KG: Men vi vil gerne flytte sammen, ikke?.
Komponisten nikker, og hænderne mødes igen.
BS: Vores forhold er en passioneret pendlertilværelse mellem kreativ ensomhed og tid i hinandens nærvær. Vi har begge brug for begge dele. Der skal være plads til, at vi begge kan arbejde frit, men vi kan heller ikke undvære hinanden. Det er jo også en rar følelse at savne hinanden. Og det er også fantastisk at kunne gå ind i sit eget rum for at forfine noget, man gerne vil vise den anden.
KG: Ja bestemt, men det kan også give gnidninger. Vi kommer jo begge fra tidligere forhold, hvor vi nok begge to har haft rollen som den store kunstner, der skulle bruge arbejdsro. Nu er vi begge to divaen. Og det kan godt skabe nogle gnister. Men det er også voldsomt inspirerende.
Bent Sørensen nikker igen.
BS: Jeg tror, at vi begge har en fornemmelse af, at kunst er noget, der skal tages alvorligt, hvis den skal blive til noget, der betyder noget. Og det holder vi hinanden fast på. Men jeg tror også, at kunsten er en så stor del af os begge to, at vi også forstår hinanden gennem den.
KG: Ja, jeg kan for eksempel huske, at jeg kort efter vores første møde lige havde læst en roman, der havde grebet mig om leveren eller hjertet eller i hvert fald om indvoldene, og kom og viste den til dig. Og hvis du ikke også var blevet rørt af den, ville jeg føle det, som om du slet ikke forstod mig. Men den rørte også dig.
Er I slet ikke uenige om kunst?
BS: Vi kan sagtens diskutere det, og det er også en del af det inspirerende ved at være kæreste med Katrine. For hun er fuld af holdninger. Men jeg tror, at vi grundlæggende har den samme fornemmelse af, hvad der er kvalitet. Både kunst og kærlighed kræver nærvær, før den rigtig bliver spændende.
KG: Ja, jeg tror, at vi på den måde deler en opfattelse af, at der er en alvor over at skabe kunst. Og vi støtter hinanden i den opfattelse. Vi giver hinanden lov til at være fraværende for at være nærværende kunstnere. Men når vi så er sammen, er vi også nærværende, som jeg aldrig har oplevet det før. Når vi først begynder at snakke om noget, kan vi blive ved, fordi vi hele tiden lytter til hinanden og bygger videre på det, den anden har sagt.
BS: Ja, på den måde spiller vi også godt sammen, når vi ikke skaber musik, siger komponistkæresten og kaster et blik ned på museumscafebordet, hvor partituret ligger som et ulæseligt kærestebrev for folk, der ikke forstår noder.
Katrine Gislinge smiler til ham. Det kan godt være, at hans noder ikke kun er skabt til hende, fordi de er kærester. Men de vil helt sikker blive læst med kærlighed.