Prøv avisen

Bøger er hospitalets bedste medicin

Rigshospitalet har landets sidste patientbibliotek. Det nyder ikke mindst børnene godt af, for ofte virker bøger lige så godt som medicin. Her er det 11-årige Christopher Puranan Lerche Pejsø, der har besøg af bibliotekar Bodil Svansø. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Måske kan du ikke læse dig rask. Men når du går ind på Rigshospitalets bibliotek, er du ikke længere patient. Du er bare et menneske. Og du elsker bøger

liv og litteratur

De stråler som sole. Eller som de oer, der er i begge deres navne: Bodil og Dorte. Og de har al mulig grund til det, de to bibliotekarer på Rigshospitalet, selvom de med klædelig beskedenhed helst vil gemme sig bag en sky (af bøger). For sammen med kolleger og de øvrige personalegrupper har de bygget deres helt egen lille inspirerende og hjertevarmende oase op midt i landets hovedstad.

Midt i et hus, der ellers rummer lige så mange tårer som smil, lige så meget angst som lykke, lige så mange frygtelige ord som skønne og opløftende.

LÆS OGSÅ: Læsning gør livet større

På vej derhen møder jeg således en gammel mand i kørestol med to små stumper i stedet for ben og en maskine, der trækker vejret for ham. En lyshåret dreng med hvid gips helt op til skulderen (og is i hele femøren). Og en ung kvinde, der spurter af sted med en mave som en rumraket og vandet piskende ud af øjnene, fordi barnet kan lande fra sit fjerne univers hvert øjeblik, det skal være. Det er næsten for godt til at være sandt. Men det er både sandt og godt. Til gengæld er solen desværre alt for selektiv.

Rigshospitalets bibliotek er det sidste af sin slags i Danmark. Alle andre hospitalsbiblioteker er inden for de seneste år sparet væk. Alene i hovedstadsområdet drejer det sig om Sank Hans Hospital, Bispebjerg og Hvidovre. Det er en katastrofe, siger de to. Og blikket formørker et langt øjeblik. For det er jo oplagt. At der skal være en oase, hvor læger ikke er læger, og patienter ikke er patienter. Et magtfrit sted, hvor man ikke har en fast defineret rollefordeling. Hvor alle slet og ret er læsere.

Og så er det det eneste sted, hvor en patient kan sige nej, siger Dorte smilende.

For her er man faktisk et frit menneske. Her kan man vælge til og fra, og det giver værdighed. Jeg husker min egen idealistiske forståelse af litteratur, da jeg begyndte på universitetet: at den skal menneskeliggøre os og dermed gøre os til MERE end mennesker. Eller som Jan Kjærstad skriver i sin nye roman: Den skal skabe håb.

Set fra den vinkel er bøgerne på de bristefærdige bogreoler måske den allerbedste medicin. Og den, man helst vil sluge råt. Når og hvor som helst. De tørre tal tyder på det. Foruden massevis af udlån på sengeafdelingerne kigger således i snit 150 lånere hver dag indenfor. Bibliotekarerne ser i øvrigt rigtig gerne, at patienterne selv kommer forbi. Gør biblioteket til en udflugt. Så flytter du dig nemlig ikke bare rent fysisk væk fra afdelingerne. Du rejser dig også mentalt.

Men for de mange, der af gode grunde ikke kan komme, kører den herligt gammeldags, næsten 50er-agtige bogvogn dekoreret med plakater, fra før verden gik af lave og med små sirlige kartotekskort i en kasse foran selvfølgelig gladeligt rundt på stuerne. I løbet af ugens fem dage kommer bogvognen på alle afdelingerne hos både børn og voksne. Og i Ronald McDonald-huset, som er et helt særligt, hjemligt boafsnit for familier med børn, der er indlagt i længere tid. I snit bor familierne her faktisk mere end en måned. Så her kan de lange romaner læses færdigt. Eller den tunge fagbog for nu at tage de positive briller på.

Jeg er på besøg den dag, børneafdelingerne skal besøges. Ud over bøger er der derfor tilbud om både spil, film, musik, lydbøger. Og Playstation 3. Bærbare computere og iPads er der også. Rigshospitalets bibliotek vender nemlig den tunge ende OPAD. Ingen skal være afskåret fra ord, billeder eller musik, fordi de ikke har det isenkram, der skal til. Og i en tid, hvor man taler om, at biblioteket kun har fat i et ganske bestemt lånersegment (de veluddannede over 40 år), vil jeg fra dette lille rullende bibliotek proklamere (endnu) en god nyhed: Nye lånere kan begynde her. Og gør det! Patienter indordner sig nemlig ikke efter bestemte socialklasser, alder eller kulturel baggrund. Med glæde fortæller Dorte således om en mor, som i hast blev indlagt med sit barn, der havde fået svære brandsår. Hun kom hver eneste dag på biblioteket. Først var det et lille spil til barnet. Så blev hun mere modig.

Kan jeg virkelig også låne til mig selv, spurgte hun forbløffet en dag.

Og da mor og søn endelig blev udskrevet, kiggede hun ind en sidste gang:

Ved I hvad, når jeg kommer hjem, skal jeg på det lokale bibliotek. Der har jeg aldrig været før.

Nu kører bogvognen som et lille futtog, og Bodil er ved håndtaget. Op og ned ad gange og ind og ud af elevatorer. Hun er god til de store sving. Stuerne er forbudt område for nysgerrige gæster, så jeg venter udenfor. Men bagefter fortæller hun om en lille dreng, der netop den dag bare græd og græd. Han var lige blevet opereret for sin læbe-ganespalte og kunne næsten ikke tale.

Kender du de der bøger om Flunkerne, havde Bodil spurgt og lagt et par fristende stykker på sengen.

Da hun er på vej ud, hører hun drengen sige til sin mor med en bemærkelsesværdig klar stemme:

Du skal altså læse de bøger og det skal være NU!.

På kræftafdelingens skolestue må vi gerne kigge med. Her er stemningen selvfølgelig præget af lockout som alle andre steder. Lærer Nete sidder der alene.

Vi har et fantastisk samarbejde med biblioteket, siger hun, der underviser børn fra 0. til 9. klasse omkring et lillebitte kvadratisk bord.

Når de har opgaver eller skal svare på spørgsmål, siger jeg bare: Gå ned på biblioteket. På den måde lærer de det også at kende, fortæller hun.

I dag er det Kevin, der gerne vil låne en bog.

Hvad kan du bedst lide at læse, spørger jeg.

Gummi Tarzan, siger han med et stort smil i det nyopererede hovede.

For det må gerne være lidt frækt! Og jeg foreslår ham selvfølgelig bøgerne om Iqbal Farooq.

I skolen er der også et skriveværksted en gang om måneden for børnepatienter og deres søskende (der ofte er lige så hårdt ramt og den syges allerbedste støtte). Værkstedet er ledet af forfatteren Kirsten Sonne Harrild i tæt samarbejde med biblioteket. Jeg ville ønske, at jeg kunne referere nogle af historierne. Men det må blive en anden gang. De er gribende. Og gribende er også den kalender med børnetegninger af forskellige kemobehandlinger, der hænger på væggen.

Ellers er det det raske, der skal fylde herinde, bedyrer Nete, der kalder skolen forældrefrit område.

Vi griner meget. Og som i eventyret ender det jo heldigvis for det meste godt.

Så ruller vognen videre. Fuld af historier om livet og døden og alle de frække drenge og piger, der nægter at give op.

Hvad læser de voksne, spørger jeg Dorte, da vi er tilbage mellem reolerne i det lille bibliotek som i øvrigt ligger lige over for hovedindgangen. Hvilken herlig prioritering. Da Kim Leine og Leif Davidsen og alle de andre bestsellere er nævnt, kommer vi til det særlige.

Den serie, der hedder Virkelighedens verden er vildt populær, siger Dorte.

Det er sådan nogle historier, der, som titlen antyder, er hentet fra det virkelige liv og skrevet af den, der har skoen på. Om stedmødre, om at være fanget i den forkerte krop, om børnemishandling og så videre og så videre. De er lidt sensationsprægede, men de skaber genkendelse. Og så fungerer de som en døråbner til en endnu større og mere mangfoldig bogverden. Så vi får fat i nye læsere.

Bag denne dør møder vi også en perlerække af initiativer i og omkring biblioteket. Nordatlantiske temadage med kaffemik. Biblioteks-cafeen med foredrag. Ungdomscafeen Hr. Berg. Og de populære musikarrangementer i samarbejde med kirken, hvor kendte personer vælger sange.

Så en dag i forhallen eller kantinen kan du sagtens risikere at møde kirkens organist sammen med Poul Nyrup Rasmussen, Peter A.G., Anders Lund Madsen, Ghita Nørby eller Marianne Jelved. Og det er gratis, naturligvis! Her optræder man nemlig udelukkende af personligt overskud og lyst.

En helt ny læseklub, hvor du i grunden slet ikke behøver at kunne et bogstav, har også lige set dagens lys. Ord i kaffen, hedder den og er oplæsning af korte noveller med frit flyvende kommentarer undervejs.

Det er den accept og velvilje, man møder overalt, hvor biblioteket stikker sin bognæse frem. Ikke mindst hos personalet rundt omkring på afdelingerne, som bibliotekarerne af samme grund kalder for deres ambassadører. Her formidles kontakten. Og her skabes som en sidegevinst en kontakt mellem alle de forskellige personalegrupper, der i den daglige praksis kan være langt fra hinanden. Ja, personalet har faktisk sin helt egen litteraturklub, der mødes en gang om måneden. I biblioteket, naturligvis.

Så her er plads til alle. Også dem, der ikke har lært at læse, aldrig har set en bog indefra eller slet ikke taler dansk. Vi finder på noget, er mottoet. Og bogvognen ruller, mens solen skinner, og min tro på litteraturens helende kraft har fået en ordentlig gang ja, medicin.