Morten Ramsland buldrede igennem til det helt store publikum med slægtsromanen "Hundehoved" for fem år siden. Det var en roman med fuld fart på fra første side med farfars flugt fra en kz-lejr og sporhundene lige i hælene. Den bød på masser af vold både i familien og uden for familien, men også en magisk poesi som en herlig modvægt.
Nu er Ramsland så ude med en ny roman – "Sumobrødre" – der tager en del af motiverne op fra "Hundehoved". Mindes man fra den roman, hvordan hovedpersonen måtte løbe spidsrod gennem et kvarter med voldelige drenge, så bliver der sat fokus på netop sådan et miljø i den nye roman. Med udgangspunkt i den 11-12-årige Lars? barndom først i 1980?erne føres man ind i et rækkehuskvarter i udkanten af Odense med det ironiske navn Paradishaven. Det er ikke just noget paradis, man finder her.
Uden de voksnes vidende findes der et alders- og styrkemæssigt hierarki mellem børnene. De ældre banker og piner de mindre, og de mindre gør det samme mod de endnu mindre. Ét kan alle dog blive enige om, og det er, at man ikke sladrer om, hvad der foregår – man tager og giver sine tæv. Alt imens man så småt er ved at få øjnene op for forældrenes seksualitet og ens eget køn.
Det er ikke nogen køn barndom, Ramsland viser, men den skildres dog indimellem med en forsonende humor. For eksempel skal Lars og en ven besøge nogle piger i et finere parcelhuskvarter, fordi de har aftalt at vise hinanden deres køn. Det bliver dog ved, at drengene smider underbukserne, som piger stjæler og forsvinder med.
Og så kan man som læser leve med al denne vold, fordi der efterhånden udfoldes et stærkt familiedrama, og fordi Lars både begynder at spørge til familiens hemmeligheder og til sin egen destruktive adfærd. Først og fremmest kommer han i tvivl om, hvorvidt hans far nu også er hans rigtige far, fordi moderen havde haft et forhold til sin fætter, inden faderen kom ind i billedet. Og til sidst vender han sig også med lede mod sin egen voldelige adfærd, som han deler med sine såkaldte sumobrødre: Olsenbanden-Keld, Brille Bo og de andre rødder.
Men Lars kommer også i tvivl om sit forhold til virkeligheden. Når han ikke kan håndtere en situation, begynder han at tale med ord, som han selv har opfundet, og på et tidspunkt, hvor han er begyndt at få nogle syner, er det ved at gå helt galt: "Tænk, hvis ingen af mine ord fandtes i virkeligheden. Jeg ville blive stum, sindssyg." Og videre tænker han, at "det skræmmende var ikke at kunne stole på det, der skete inde i hovedet".
Lars bliver ikke sindssyg, men det gør hans far. Han har et dybt problematisk forhold til sin forældre, for hans far bankede ham som barn, og på et tidspunkt bliver han helt lammet af sin fortid. Lars derimod finder på skolen en bog om fantasirejser, hvad der selv lyder som noget af en fantasi, og den læser han og bruger. På det punkt er han mere end almindeligt fremmelig i forhold til sin alder, eller også halter det udviklingspsykologisk for Ramsland. Men under alle omstændigheder virker fantasirejsen for ham.
Holder "Sumobrødre" så det høje niveau fra "Hundehoved"? Vel ikke helt, fordi man dér kommer så vidt omkring i tid og rum, mens man her er begrænset til én person og hans miljø. Den har ikke samme vingefang.
Det er dog alligevel en stærk roman, som jeg nok var betænkelig ved efter de første hundrede sider, der mest af alt ligner en skrækudgave af Ole Lund Kirke-gaards "Orla Frøsnapper". Men den løfter sig gevaldigt, efterhånden som Lars begynder at tænke over sit eget og familiens liv. Så jo. Var man til "Hundehoved", så tag endelig "Sumobrødre" med. Er der ikke så meget fundamentalt nyt i denne roman, så udfolder den sin forfærdende verden med Ramslands helt egen rå poesi.
Morten Ramsland: Sumobrødre. 256 sider. 299,95 kroner. Rosinante. Ud-kommer i dag.
Kristeligt Dagblad bragte i onsdags et stort interview med Morten Ramsland om bogen. Læs artiklen på
kristeligt-dagblad.dk