Prøv avisen

Bønner, der spreder og ikke samler

"Hvis man ønsker at benytte nyere kollekter, så vil min anbefaling fortsat være Holger Lissners smukke, fine og let tilgængelige kollekter fra tillægget til alteren," mener Kristeligt Dagblads boganmelder.

Man kan rejse flere indvendinger mod Gudstjenestens bønner

Gudstjenestens bønner er udarbejdet af blandet andre sognepræst Kirsten Jørgensen, Kerteminde, og provst Elof Westergaard, Silkeborg. Bogen indeholder to komplette samlinger af kollekter til hele kirkeåret samt forslag til ind- og udgangsbønner, slutkollekter, kirkebønner og kollekter ved dåb og nadver.

Det var med stor forventning, at jeg gik i gang med at læse denne omfattende kollektsamling, hvor det i forordet fremhæves, at der er lagt særlig vægt på billedsprog og poetiske vendinger samt brug af ord fra vores daglige kommunikation uden for kirkens rum.

LÆS OGSÅ: Salmedigter i tåge af røg og støv

Efter to gennemlæsninger var jeg dog ikke overbevist men nærmest forvirret. Der er bestemt billedsprog og poesi, som indimellem er smuk og fungerer som en sinds- og øjenåbner; men for mig var det bare for meget. Derfor besluttede jeg mig for at afprøve kollekterne for en mindre gruppe af præster og lægfolk for at høre deres mening. De fik til opgave at høre og vurdere 20 af kollekterne, som jeg iført præstekjole og med tændte lys på alteret læste op i Klosterkirken i Nykøbing F.

Det blev en tankevækkende og interessant øvelse. For det viste sig, at bønnerne blev oplevet meget forskelligt også mere forskelligt, end jeg havde forventet. Når Jesus kaldes for: regnbuen, tegnet på regnens ophør, eller når det i en anden bøn hedder: Gud, vi stoler på at du ... holder os godt fast når livets kontinentalplader forskyder sig , så delte vandene sig på kryds og tværs mellem præster og lægfolk. Ja, man fristes til at sige, at kontinentalpladerne forskød sig.

Og det er min første indvending: Kollekterne spreder mere, end de samler. Kollekt betyder at samle, og gudstjenestens kollekter skal netop samle menigheden i bønner, som alle kan svare amen til. Det gør mange af disse kollekter ikke. I deres originalitet og markante billedsprog spreder de tankerne og dermed menigheden. Indimellem lykkes de som sagt, som når der for eksempel takkes for himmelbrød og hjerteblod og for barnet svøbt og lagt i verdens krybbe. Men som oftest tager poesien og vanskelige ord overhånd. Det sker, når det hedder: Jesus, vi går skrantende rundt i det blege forår med grå stemmer og lavmælte frakker. Det er nok originalt, men ikke brugbart som fællesbøn. Og når vi takker, fordi vi lever under den stribede bro som du har sat mellem skyerne, og vi går: ud i verden på dine solstråler, så bliver det for højstemt og tankespredende. Og hvor mange mon forstår udtrykket, at vore øjne er: frønnede af hykleri?.

For det andet er der en del føleri i bønnerne. Bønhørelsen består ofte i, at vi skal mærke! Vend os om, så vi mærker varmen fra dit velsignende ansigt. Vi skal mærke at du er her, mærke at vi er genkendt, mærke ilden i vores hjerter og så videre. Tænk, hvis man nu ikke kan mærke noget? Har Gud så ikke hørt min bøn? Og hvad skal man mene om bønnen: Tag nu det fra os som andre har mere brug for?. Hvem tør bede den bøn af hjertet og håbe på bønhørelse? Og er det kristendom?

I efterordet kan man læse lidt om den teologi, som bønnerne bygger på. Her tages der afstand fra den traditionelle teisme til fordel for en teologi, hvor Gud har valgt afmagtens usikre veje for at lære af sin skabning, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt. Gud er med andre ord i lære og er indstillet på at forandre sig og få nye indsigter om sig selv.

Der tales på den ene side imod, at Gud skulle kunne gribe ind i det enkelte menneskeliv, forvandle og forandre og redde en person; men i næste sætning hedder det, at Gud fortsat griber ind, uden at dette dog konkretiseres yderligere. Samtidig understreges det, at bønnen er til for menneskets og ikke for Guds skyld. Så hvis man tror, at lovsangen er Guds rettighed, at vi i bønnen bevæger Gud eller rører hans hjerte og måske endda håber på Guds konkrete indgriben, så er vi tilsyneladende på afveje. For bøn er snarere en forberedelse af os selv og skal føre til den rette stemthed af sindet. Ligesom det hedder, at kærlighedsrelationens drivkraft mellem Gud og mennesker er lyst og ikke tvang. Hvilket ikke ligefrem flugter med Paulus tale om, at Kristi kærlighed tvinger os (2. Kor 5, 14).

I de foreslåede kirkebønner er der ligeledes for mange højstemte ord, men også mangler. Jeg savner blandt andet den traditionelle forbøn for kirkens ydre mission.

Hvis man derfor ønsker at benytte nyere kollekter, så vil min anbefaling fortsat være Holger Lissners smukke, fine og let tilgængelige kollekter fra tillægget til alteren. De er mindre poetiske, men langt mere samlende og menighedsorienterede.