Prøv avisen

Børn sulter ihjel, mens vi diskuterer kødklister

Foto: PR.foto

Dokumentarfilmen "Til frelse for Nigerias heksebørn" har rørt succeskunstneren Poul Pava. Og nu efterlyser han danske partnere, der vil hjælpe de børn, der bliver udstødt og stemplet som heksebørn af deres egne familier

På Nordbornholm bor en kunstner, der gør, hvad der passer ham. Når Bornholms Tidende for eksempel ikke vil trykke hans vildeste læserbreve, indrykker han dem bare som annoncer i stedet. Og det har han gjort flere gange. For Poul Pava lader sig ikke hæmme, før han har fået sit budskab ud, hvad enten det drejer sig om hans mening om vådt brænde, bureaukrati i kommunen eller ulighed i verden.

På glasdøren ind til hans galleri i Rønne hænger et andet eksempel på, at Poul Pava hurtigt lader sig påvirke. Her står han på en plakat sammen med store kunstnere som Tal R og Per Kirkeby, der vil donere kunst til en auktion til fordel for forskning i brystkræft. Men det er Poul Pava, der bliver citeret i den efterfølgende pressemeddelelse:

– At støtte sagen er at hjælpe dem, der har brystkræft inde på livet her og nu, men også en opsparing for fremtidens generation for eksempel min egen datter, hvis hun en dag skulle blive ramt, siger Poul Pava, der selv har doneret det store originalmaleri "Big Milk" til det formål. Men det er en anden sag, der fylder ham allermest. For nylig gjorde dokumentarfilmen "Til frelse for Nigerias heksebørn" om udsatte børn i Nigeria nemlig så stort indtryk på ham, at han ikke kan finde fred, før han har fundet en måde at hjælpe dem på.

– Jeg kan simpelthen ikke få den udsendelse ud af hovedet, siger Poul Pava og går allerede til sagen, mens han hælder vand op til kaffe i galleriets lille personalekøkken:

– Der er børn i Nigeria, der bliver kastet på bål, lemlæstet og udstødt af deres egne familier. For ekstrem fattigdom får folk til at gøre ekstreme ting. Og der findes folk, der bliver så sindssyge af fattigdom, at de tror blindt på enhver, der tilsyneladende vil hjælpe dem. Det er derfor, at heksedoktorerne har så meget magt i dele af Afrika. For når fattige forældre går til medicinmanden, tror mange virkelig på ham, hvis han siger, at det er deres barns skyld, at høsten er slået fejl. De tror virkelig på, at deres egne børn kan være besat af onde ånder. Dem kalder de heksebørn. Og de er parate til at udstøde eller mishandle deres egne børn, hvis heksedoktoren forlanger det. Helt uskyldige børn!

Poul Pava ser på mig med et måbende udtryk i ansigtet:

– Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har hørt om. Der var en stærk scene i dokumentarfilmen, hvor der var en lille pige, der zigzaggede efter sin mor, der ikke ville vide af barnet, fordi hun var blevet stemplet som heksebarn. Det gjorde simpelthen ondt at se. Jeg er selv far til tre børn, og jeg tror, at folk, der har børn, bliver mere følsomme over for historier om børn, der lider. Og selvom jeg selv har rejst meget rundt i verden, har jeg aldrig hørt om børn, der havde det så slemt som albinoerne og heksebørnene i Afrika. For mange albinobørn lider også en uhyggelig skæbne på grund af overtro, fordi de bliver anset for at have magiske kræfter, og de kan risikere at blive dræbt eller skåret i, fordi der findes folk, der tror på, at det hjælper dem at få et stykke af en albino. Det lyder måske, som om det kun er dem dernede, der er nogle barbarer. Men vi må ikke glemme, at det er vores adfærd i Vesten, der har været med til at skabe den fattigdom.

Poul Pavas egen historie er den modsatte historie om en mand, der blot er blevet rigere og rigere, selvom han selv startede "på bunden" som landbrugsmedhjælper. Poul Pava fik først sit kendte efternavn, da han som 19-årig overtog et rustbehandlingsværksted i Ribe. Dengang hed han Poul Lausen, men han kastede sig så indædt ind i opgaven med at gøre sit Pava-værksted til en god forretning, at folk simpelthen begyndte at kalde ham Pava. Og det fortsatte de med, da han fem år senere besluttede sig til at sælge virksomheden for at blive kunstner i stedet for.

På det tidspunkt havde han både udviklet et talent for at male og spille jazzklaver. Begge dele havde interesseret ham siden barndommen. Men som forretningsmand kunne han dog hurtigt se, at det ville blive svært at komme til at leve af at spille jazz på røgfyldte værtshuse. Og selvom han siden har "hygget sig med" at indspille cd?er med store jazznavne som den internationalt anerkendte bassist Chris Minh Doky og lederen af DR?s Big Band, Nikolaj Bentzon, er det maleriet, der har gjort ham kendt.

Poul Pavas lærredstryk og designs hænger i tusindvis af hjem i Danmark, og som designer har han kunder i hele verden, så galleriet i Rønne – og andre ejendomme på øen – er faktisk kun er en lille del af forretningen. Men på trods af sin store succes er Poul Pava stadig mere kendt end anerkendt af museumsverdenen, der aldrig har lukket ham ind i varmen. I stedet har han skabt sig et navn fra bunden ved at udstille på cafeer og banker i Århus og andre steder, indtil han i 1999 fik sin første udstilling på Galerie Knud Grothe, der også havde navne som Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen i stalden. Jørgen Nash kaldte dengang Poul Pava for "Den store unge poetiske maler", og galleriejeren var også begejstret. For hver eneste billede blev solgt.

– Siden har jeg levet af at male, siger Poul Pava og slår ud med armene, inden han tilføjer:

– Men med alle de fødder, jeg har sat ind i dørene igennem tiden, får jeg nok et gennemsnitligt Jehovas Vidne til at ligne en novice. For jeg har godt nok rendt folk på dørene for at nå til der, hvor jeg er i dag. Jeg er ikke kommet gennem et eneste nåleøje i min karriere, men jeg har altid fundet en anden vej. Og den mulighed har de fleste jo i vores del af verden. For hvis man leder efter sit talent og er villig til at arbejde for det, kan man nå langt i Vesten. Men sådan et forspring har man jo ikke, hvis man er blevet stemplet som heksebarn i Afrika. Og jeg vil meget gerne hjælpe de børn. Men jeg er faktisk lidt på bar bund. For selvom jeg kan sende en pose penge og en kasse malerier ned til Afrika selv, kan jeg jo ikke redde alle Afrikas heksebørn alene. Og jeg drømmer om at være med til at starte en fond, der kunne bygge børnehjem til de børn, der bliver udstødt af deres egne familier på grund af overtro.

Udenfor holder kunstnerens store bil, og herinde må alene butiksdisken, der er specialdesignet som et stort fiskeakvarium med 1000 liter vand, have kostet en formue. For Poul Pava har selv klaret sig godt på sin kunst. Men selv mener han ikke, at man kan måle succes på den måde.

– Succes skal ikke måles på materiale goder, men på overskud. Og jeg vil ikke lukke øjnene for den elendighed, der omgiver Europa, siger han og tværer sin cigaret ud i askebægeret mellem os, inden han fortsætter:

– I EU bruger man i øjeblikket kræfter og penge på at gennemføre en lov, der skal sikre, at man får tilbagebetalt sin billet, hvis man venter for længe på bussen eller toget. Det siger meget om de problemer, vi har i Europa. For i Afrika har de ventet i generationer på, at vi tilbagebetaler dem for alle de år, vi har udnyttet dem. Men i stedet for bygger vi toldmure op, der skal beskytte de europæiske landmænd mod billigere arbejdskraft, der ellers kunne have givet den tredje verden en chance for at få deres egen handel. Og jeg er ærligt talt bekymret for, at vi kommer til at betale for den uretfærdighed med et voldsomt vredesudbrud fra Den Tredje Verden i fremtiden. For det er jo faktisk bemærkelsesværdigt, at der ikke er flere, der spænder bombebælter om livet, når man tænker på, hvordan vi behandler Den Tredje Verden som skidt herhjemme. Og vi kan kun vende den holdning sammen. Vi skal være et vi-samfund, ikke et jeg-samfund, siger han og rækker mig et af sine postkort, hvor der står: "Be good to other people" (vær god mod andre mennesker), inden han fortsætter:

– Jeg kæmper jo den samme kamp som mange andre mennesker. Indimellem er jeg kun sort indeni, men andre gange synes jeg, at livet er dejligt. Og det er det, jeg selv har prøvet at male frem i mine billeder. Jeg begyndte at male mine små mænd for 15 år siden, og jeg tror, at mine små figurer er min egen måde at male barndommens ubekymrethed tilbage på. At male det umiddelbare tilbage. For en barndom skal være ubekymret, ikke nødvendigvis rig ,men omsorgsfuld og kærlig, og derfor håber jeg også, at jeg kan være med til at vende heksebørnenes forfærdelige barndom. For med den behandling, de får, kan man være stensikker på, at de ender som psykopater som voksne. For det man sår i barndommen, høster man i voksenlivet. Og derfor håber jeg, at andre vil være med til at hjælpe heksebørnene og albinobørnene.

Poul Pava hælder ny kaffe op i kopperne, som han også har designet selv med sine karakteristiske små farverige figurer.

– Min tanke er, at jeg kunne designe et motiv til en plastikpose for en større butikskæde, men det kan også være en helt anden idé, så kunne de sælge den videre for 50 øre ekstra. På den måde tror jeg, at man kunne skrabe mange penge sammen til børnene. Men jeg har brug for partnere til at gennemføre projektet.

Men du har jo klaret dig godt selv. Er du også villig til at hive penge op af lommen selv?

– Ja, selvfølgelig. Jeg giver 25.000 kroner, hvis der er nogen, der er med på ideen om plastikposerne. Men vi er nødt til at gøre noget. For vi har selv været med til at skabe fattigdommen i Den Tredje Verden, og derfor er vi også moralsk forpligtede til at hjælpe dem.

Han vrider ansigtet i en nærmest vred grimasse, idet han tilføjer:

– Vi tror, at vi er så hellige i Vesten. Men jeg tror faktisk ikke, at vi vil blive regnet for at være mere barmhjertige end de passive tyskere under Anden Verdenskrig, når historien skal gøres op om nogle hundrede år. For vi lader asylbørn rådne op i psykisk uvished nord for København, mens vi passivt ser til. Og jeg skammer mig over vores selvretfærdighed herhjemme. For vi tror, at vi er gode humanister, fordi vi kan sende en sms til Haiti, når DR laver et stort velgørenhedsshow, men i virkeligheden er det forfærdende, at vi kan sidde og zappe rundt i verdens elendighed uden at gøre noget. Folk sulter ihjel, mens vi diskuterer kødklister.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

Kunstnere med en sag

Kunstverdenen kan ændre vores måde at se på vores verden. Men nogle kunstnere nøjes ikke med at spejle (verdens)samfundet og stille spørgsmål til vores måde at leve på. De vil ændre verden. I en artikelserie interviewer Kristeligt Dagblad en række kunstnere, der kæmper for en sag. Dette er den første artikel i serien.

Poul Pava om sin sag

– Min tanke er, at jeg kunne designe et motiv til en plastikpose for en større butikskæde, men det kunne også være en anden ide, så kunne de sælge den videre for 50 øre ekstra. På den måde tror jeg, at man kunne skrabe mange penge sammen til de børn, der bliver udstødt af deres egne familier i Afrika på grund af overtro. Men jeg har brug for partnere til at gennemføre projektet.

Poul Pava om Vesten

– De gamle egyptere byggede pyramider. De blev bygget så solidt, så de stadig kan ses i dag. Men i Vesten har vi i mange år bygget et samfund op som en omvendt pyramide, der kan vælte hvert øjeblik. Det så vi med finanskrisen. Og det er ikke så underligt, når fundamentet er griskhed og selviskhed.

Poul Pava om Gud

– Det giver ingen mening, hvis der ikke er nogen større mening med tilværelsen, så jeg er 100 procent sikker på, at der findes en intelligent skaber. Alene det, at vi kan tænke tanke selv, er for mig en slags gudsbevis. Jeg er til gengæld ikke sikker på, hvem Gud er.

Om Poul Pava

Poul pava er født i 1967 på Ribe-egnen. Dengang hed han Poul Lausen. Efter folkeskolen blev han landbrugsmedhjælper, inden han startede sit eget rustbehandlingsværksted som 19-årig. Sådan opstod øgenavnet Pava, som han siden tog til sig. Han er selvlært som kunstner, men som ung var han også medhjælper for kunstneren Bo Bendixen. Men i dag er han selv blevet kendt for sine karakteristiske figurer og sin naive og spontane stil, der er blevet til en hel industri af alt fra større malerier, lærredstryk, posters, postkort, memory spil, designs på porcelæn med mere. Udover at være maler er Poul designer, jazzmusiker og digter. Han har desuden samarbejdet med fonde og organisationer og bidraget med motiver til dem.