B.S. Ingemann åbnede døren til god litteratur

Erik Menveds Barndom fra 1828 af B.S. Ingemanninspirerede den otteårige Lise Nørgaard til at gå videre i bøgernes verden

Forfatter Lise Nørgaard.
Forfatter Lise Nørgaard.

Jeg lærte at læse ganske tidligt og læste mange bøger allerede som seksårig. Jeg havde altid en bog med mig.

Men en dag tog min far en bog ud af hånden på mig og opdagede, at det var en fjollet pigebog. Derefter gik han ud i byen og købte B.S. Ingemanns romaner til mig.

Den første, jeg læste, var Erik Menveds Barndom, en digterisk genskabelse af historien om kongesønnen, hvis far blev myrdet i Finderup Lade.

Den gjorde et enormt indtryk på mig. Fra den dag, jeg begyndte at læse den, kunne jeg kende forskel på skidt og kanel i litteraturen.

LÆS OGSÅ: Danskerne læser flere digte

Jeg havde så stor glæde af Ingemanns bøger, at jeg fik tørst efter at læse mere og flere gode bøger. Jeg var nok ikke mere end 11, da jeg læste Henrik Pontoppidans Lykke-Per første gang.

Mit møde med Ingemann og Erik Menved betød meget for mig og har gjort det gennem hele mit liv.

Jeg skal ikke læse mange sider af en dårlig bog, før jeg lægger den fra mig igen. Jeg er vild med gode bøger. Jeg har siden dengang læst og genlæst hele verdenslitteraturen. En god bog vækker en nysgerrighed. Og det gjorde Ingemanns også. Det er måske ikke den højeste form for litteratur. Men den er i hvert fald ordentlig.

Bogen handler om den lille prins, der vokser op til at blive konge og pludselig oplever, mens han endnu er dreng, at hans fader myrdes, og må overtage kongeværdigheden. Det er alene i sig selv ganske interessant, og han er en god dreng i bogen. Det var blodige tider, og der lurede farer ved hvert hjørne. Det er umådeligt spændende. Jeg synes, den slags bøger er en smule oversete. Det er jo historisk gendigtning. Den form for litteratur er ofte meget interessant og kan udlægge historien endnu mere raffineret.

Man får en historisk inter-esse og nysgerrighed. Det gælder for eksempel østrigeren Stefan Zweigs bøger om Maria Antoinette og Maria Stuart. Det er jo store navne, som man får ind via litteraturen og som bliver en historisk interesse. Indimellem skal man lige efterprøve det og læse mere om de personer og fakta i andre bøger.

Jeg læste Erik Menveds Barndom igen som voksen. Det er jo mest Ingemanns salmer, der er sat pris på, og som man beskæftiger sig med. Men nu ligger bogen her på mit bord foran mig. Jeg har købt den til mit 12-årige oldebarn, som også er begejstret for bøger, og som jeg kan genkende mig selv i. Hun læser alle mulige bøger, også rigtig litteratur, og skal også have fornøjelsen af Ingemanns romaner, som man kun kan få antikvarisk i dag. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er et forlag, der genudgiver disse bøger. Det er en skam, at børn ikke møder dem, så det kan jeg kun anbefale. Det er samtidig interessant at møde sproget fra den tid. Ingemann var jo en gammel dreng fra romantikken, og børn er jo gennemgående romantikere. Bøger sætter sig på en særlig måde, når man er barn og ung. Måske læser man dem mere overfladisk, men der vækkes nogle følelser og minder, som tages med ind i genlæsningen. Hver gang jeg læser en god bog, bliver jeg en smule klogere på sprogets muligheder.

LÆS OGSÅ: Drenge i den lange krigsvinter

Og det kræver lidt mere end flade pigebøger, som jeg lagde fra mig for snart 90 år siden. Det fortæller noget om, hvor vigtigt det er som forældre at tage børnene med ind i kvalitetslitteraturen, ja, det gælder sådan set al kunst. Det er den bedste gave, man kan give børn.

Kilde: Den Store Danske