Man har et psykologisk begreb: "imposter-syndromet", som jeg egentlig længe har kendt som "Tove Ditlevsen-syndromet". Kort fortalt handler det om at leve i en konstant angst for at blive afsløret. At andre finder ud af, at jeg i virkeligheden ingenting kan eller duer til. Det kunne være en typisk selvundertrykkende kvindeting. Men det er en alle-mennesketing. Selv stjernerne er bange for en dag at falde ned fra deres himmel!
Det syndrom handler Sally Altschulers seneste roman "Golem" om. Understreget af en ordforklaring på første side.
Og så handler den om en ting mere. Om som kunstner at mangle den sidste gnist, de afgørende centimeter mellem det gode og det geniale. Næsten som i Michelangelos billede af skabelsen.
Det er i sagens natur dybt smerteligt at ville, men ikke at kunne. Især hvis man selv ved det. Og netop dér står vores hovedperson, operainstruktøren Mathias Gerber. Han kan. Men aldrig helt. Han giver. Men aldrig sig selv 100 procent.
Til gengæld er han habil og får ganske pæn succes. Især da han opsætter Wagners "Mestersangerne" som komisk opera i Prag. Det er i 2013.
Men både som kunstner og menneske er der en brist. Hvilket desværre får betydning for hele romanen. For også læseren mangler lidt efter lidt – det sidste. Ikke mindst da Mathias nedstiger fra opera-højderne, og madlavning, hverdagsliv i sommerhuset, trivielle konflikter samt manglende indre gods i kærlighedslivet overtager scenen.
Det begynder ellers godt. Historien indledes 90 år tidligere med en vidunderlig spiritistisk seance i en villa syd for Lungano. Her dukker ingen andre end sagnskikkelsen Golem op med et budskab til den lille forsamling: At der skal skrives en opera om ham.
Og hvem er så Golem? Det er en mytisk jødisk figur, der vækkes til live, når jøderne forfølges. Golem bærer Jahves navn under sin tunge. Bemærk: ikke på den. For Guds navn må ikke nævnes.
Han fungerer dermed som et slags symbol for den ånd, der springer af det livløse – med Gud som det unævnelige mellemled. I kærligheden, som i kunsten.
Operaen om Golem bliver komponeret og opført. Og glemmes. Så går der mange år. Instruktøren Mathias kommer ind på scenen. Og påtager sig at genopføre "Golem".
Som man kan forestille sig, også fordi romanens undertitel er "operaroman", har Sally Altschuler indgående beskrivelser af operaen væsen. Musik og mystik er en brusende bølge i første del af fortællingen, der har fået et lille efterskrift af Kasper Holten.
Brus er der også i Mathias' forhold til den noget kantede, jødiske scenograf Ada Joffe. Det kører det for ham. Og for romanen.
Men der er en kone i Danmark. Og da Mathias vender hjem til hende og jobbet på operaen i København, vender energien på en underlig måde i hele romanen.
Ikke fordi Mathias har imposter-syndromet. Ikke fordi han mangler den sidste (guddommelige) gnist. Men fordi hans slet og ret ikke er spændende nok. Hverken som mand eller kunstner. Eller elsker.
Han går ind i hverdagene, ud i køkkenet, ned i fiskegryderne og halvvejs ud af ægteskabet. Mens operaen "Golem" opføres og af anmelderne betragtes som "interessant".
Hen mod slutningen dukker så en jødisk kabbalist op. Mystikken vender tilbage.
Men det er som om dette sidste højdepunkt falder for sent. Og det gør desværre, at en stjerne også falder. Og vi lander på tre.
Sally Altschuler: Golem. En operaroman. 606 sider. 379 kroner. Jensen & Dalgaard.