Roman om moderrollen sender tårekanaler og smilebånd på arbejde

Hanne Højgaard Viemoses tredje bog, ”Mado”, er en vilter, rørende og humoristisk rejseberetning, der kredser om moderrollen

Det er både rørende og rystende læsning, fordi Viemose modigt tør beskæftige sig med alt det, der ikke hører til den store, lykkelige fortælling. Mado betyder således både ”mor” og ”morder” på koreansk-engelsk (konglish). Det livgivende og destruktive er her uadskilleligt. Modelbillede.

Hanne Højgaard Viemose, der indtil nu har udgivet den delvis selvbiografiske backpackerroman ”Hannah” (2011) og den uregerlige Gellerup-dagbog ”Helhedsplanen” (2015), er en af de mange nyere danske forfattere, der skriver selvudleverende og bekendelsesorienterede værker, hvor det ikke er muligt at skelne mellem fiktion og fakta.

Dette er også tilfældet i Viemoses nye roman, ”Mado”, hvor jeg-fortælleren, i det tidsrum hun beretter om, skiftevis hedder Hannah, Anne og Hanne - alle navne, der åbenlyst enten sammenfalder med eller minder om forfatterens eget navn.

Umiddelbart kan blandingen af digt og virkelighed og navneudskiftningen måske se ud som overfladiske koketterier, men det er langtfra tilfældet. Tværtimod.

Lige fra romanens begyndelse, der tager over, hvor debuten slap, får vi nemlig et indtryk af en person, der har en fundamental mangel på et fast ståsted og identitetsmæssigt fundament.

Således beskriver hun sig selv som en ”social uorden”, det ”tvivlsomt samlede puslespil” og ”mit elendige jeg”, ligesom hun et sted skriver: ”(Jeg kunne) ikke holde fast i hvem jeg var, det var som om jeg zappede igennem mig selv, flød sammen i alle mine afskygninger”.

Den navnemæssige forvirring er med andre ord i høj grad et symptom på en eksistentiel forvirring, der blandt andet knytter sig til nogle voldsomme og gennemgribende begivenheder i fortællerens liv.

Romanen tager form som en række personlige rejseberetninger, fra New Zealand, Australien, Korea, Gellerup og Island, hvor hun i en genreblandende, flakkende og vilter stil - der tilsvarende afspejler hendes tilstand - fortæller om løst og fast (sex, uddannelse, talende føl (!), skilsmisse, kroppen, samfundets normer og idealer, litteratur), men gennemgående er de følelser, affekter, tanker og handlinger, der kan være forbundne med det at være kvinde og mor.

Det er både rørende og rystende læsning, fordi Viemose modigt tør beskæftige sig med alt det, der ikke hører til den store, lykkelige fortælling. Mado betyder således både ”mor” og ”morder” på koreansk-engelsk (konglish). Det livgivende og destruktive er her uadskilleligt.

I Korea føder hun barnet Tal, som hun føler sig nødsaget til at efterlade hos farmoderen og holde hemmeligt, men som hjemsøger hende igen og igen. I Gellerup, som enlig mor til Björn og Dagur, har hun nogle gange mest af alt lyst til at flygte fra sin krop og sine forpligtelser:

”Jeg tænker på at tage mine bryster og stikke af,/ så ville drengene tørre ud, svinde ind som skrumpehoveder [“] eller:/ Jeg tænker på at lægge brysterne på køkkenbordet med en seddel: Tag selv mælk, jeg kommer måske tilbage. Mor.”

Og i Reykjavik, efter at hun er blevet ufrivilligt gravid, kan den eneste udvej være en abort, som den beskrives i en tabunedbrydende og hårdtslående passage hen mod bogens slutning:

”Jeg stod mere og mere sammenkrummet og sendte mit foster i rendestenen eller i hvert fald i klumper ud i buksedragtens folder. (“) Bagefter satte jeg mig på stien og græd, åh hvor jeg savnede mine børn.”

Ikke alt er imidlertid sort og ulykkeligt. Viemose formår at blande humor og tragedie, glæde og sorg, så både tårekanalerne og smilebåndet kommer på arbejde.

”Mado” anbefales hermed til alle og enhver.