Baggrunden for den to en halv time lange sydkoreanske ”Burning” er en ganske kort novelle af Haruki Murakami. Den japanske mesterforfatter bliver hvert år set som en af favoritterne til Nobels litteraturpris, men spådommen er endnu ikke gået i opfyldelse. Murakamis forfatterskab har en trofast fanbase over hele verden af læsere, som drages af universer, der befinder sig et skridt ved siden af hverdagslivet. Hvor krimiens koder, magisk realisme og eksistentiel ensomhed klarsynet knyttes sammen.
Lee Chang-dongs ”Burning” lægger selvfølgelig meget til Murakamis ord, men hver en tilføjelse smager og synes af Murakami.
Jongsu (Yoo Ah-in) studerer kreativ skrivning på universitetet. Han flygter gerne ind i fiktionen, især William Faulkners, for ”jeg føler mig genkendt i hvert et ord”.
Jongsu blev forladt af sin mor som lille, og faderen er på vej i fængsel. Han er alene, kun med den nordkoreanske propaganda som gennemgående stemme. De monotone dundertaler gjalder over grænsen ved det lille landsted, han passer i faderens fravær. Men han bliver hevet tilbage til den fysiske verden i mødet med Haemi (Jeon Jong-seo), der danser foran en butik for at lokke kunder til. Men hvad er virkeligt i denne verden? Hun mener, de har kendt hinanden som børn. Han husker ingenting.
Haemi studerer mimekunst, og da de drikker en øl, piller hun en mandarin og spiser den, en mandarin, der ikke findes. ”Det handler om at glemme, at den ikke er der,” siger hun, og sætningen er kernen i hele filmen, i store dele af Murakamis univers. De to ender i seng sammen. Og da Haemi rejser til Afrika, passer forelskede Jongsu hendes kat, der dog aldrig viser sig.
Da Haemi vender hjem, er det sammen med Ben (Steven Yeun), hendes nye kæreste. Rig og smuk, ”som Gatsby”, forudsiger Jongsu. De tre begynder en rodet affære og samles om noget, som ingen rigtig ved, hvad er. En dag fortæller Ben Jongsu, at han brænder drivhuse ned. Jongsu kaster sig ind i en jagt på drivhuset, på hvad der gemmer sig bag Bens noble ydre.
Et brændende drivhus, der ikke efterlader sig aske, efterfølges af Haemis sporløse fosvinden. Var hun der? Var drivhuset der? Er verden der? Det er store spørgsmål i en snæver og poetisk film, der bevæger sig lydløst frem som en thriller, men på samme måde som hos Murakami. Jagten driver måske nok plottet, men det er de indre forskydninger, der betager. Lee Chang-dong overfører en stemning til lærredet, der stikker langt dybere end de faktiske forhold. Følelsen af at være et skridt ved siden af, fornemmelsen af, at verdenen kan krakelere og parallelverdener træde frem lige bag civilisationens fernis.
Ligesom hos Murakami bliver også kameraet trofast hos den mandlige, lidt uanseelige hovedperson, der under det tilforladeligt afstemte ydre bærer på et indre brændende bål.
”Burning” er båret af kærlighedstrekantens umulige udfald, af den grundlæggende fornemmelse af ensomhed, som Murakami så troligt kredser om. Der er ingen løsning på det usynliges tilstedeværelse. Man sidder tilbage med en fornemmelse af verdens forsvinden, af at bevidne eksistensens bål uden brand.