Intens roman er et rasende opgør med den socialdemokratiske velfærdsdrøm

Peder Frederik Jensens nye intense roman er et rasende opgør med den socialdemokratiske velfærdsdrøm

Foruden sit forfattervirke er Peder Frederik Jensen også taleskriver for miljøminster Lea Wermelin (S). Det forhindrer ham dog ikke i at skrive en stærk bog om skyggen af den socialdemokratiske velfærdsdrøm.
Foruden sit forfattervirke er Peder Frederik Jensen også taleskriver for miljøminster Lea Wermelin (S). Det forhindrer ham dog ikke i at skrive en stærk bog om skyggen af den socialdemokratiske velfærdsdrøm. Foto: Asbjørn Sand.

Medmennesket har altid et andet perspektiv. Man glemmer det nemt. Især når man lader sig opsluge af sit eget. Det er imidlertid vigtigt at have blik for de andres vinkler på verden. Det minder Peder Frederik Jensen os om med sin nye roman.

Peder Frederik Jensen begynder sin fortælling med den dramatiske afslutning på det fortaltes forløb. En ung mand, Niels hedder han, kører af sted på sin knallert med de utallige aviser, han skal dele ud meget tidligt om morgenen på Lolland. Det, Niels ikke ved, er, at en stærkt beruset socialdemokratisk borgmester længere ude ad vejen kommer kørende imod ham med over 100 kilometer i timen. Borgmesteren, Morten Jørgensen, er på vej hjem efter et møde med partitoppen i København. Han har arbejderbaggrund og passer perfekt ind i den nye socialdemokratiske selvfortælling om arbejdernes parti. Måske vil han blive tilbudt en ministerpost efter det kommende folketingsvalg. Han ringer sin elskerinde, Sigrid, op på mobilen og sanser først Niels, da han rammer ham med bilen. Lastbilchaufføren Frank bliver øjenvidne til ulykken og handler straks. Og på grund af Franks hurtige reaktion overlever Niels måske den voldsomme påkørsel.

Efter de første syv sider er romanens fire centrale perspektiver etableret. Herfra spoler Peder Frederik Jensen langt tilbage i det fortalte forløb og udfolder de fire involverede menneskers vidt forskellige fortid i en mangfoldighed af tilbageblik samt deres perspektiver på tiden lige op til tragedien. Man kan derfor beskrive romanens form som fire sideordnede episke forløb, der alle elegant indlejres i den samme cirkelkomposition. Først følger man Niels’ fortælling frem til nulpunktet, det vil sige ulykken, så Franks, Sigrids og endelig Mortens.

Fortællingen om Niels begynder egentlig med beretningen om hans morfar, junkien John, der forfører kropigen Carina og sætter en negativ og destruktiv familiespiral i gang, der kulminerer med Niels og hans søskende.

Negativ social arv er et tilbagevendende tema i samfundsdebatten. Det bliver så let en abstrakt og uvedkommende diskussion. Derfor er Peder Frederik Jensens roman central. For når man følger misbrugsfamiliens sikre og gradvise selvdestruktionsproces, bliver problematikken konkret og letforståelig. Det er på en gang rørende, sørgelig og afskyvækkende læsning.

Niels, der er vidne til, hvordan hans overvægtige mor prostituerer sig selv for småbeløb for at understøtte deres skrøbelige økonomi, er den eneste i familien, der virkelig kæmper for at skabe sig en anden tilværelse. Han forsøger mod alle odds at tage en studentereksamen, selvom gymnasiet er en fremmed verden for ham. Samtidig er Niels meget kritisk over for sin familie og det offentliges håndtering af den: ”Velfærd. Et ord, han ikke har tænkt over før. Men det nytter ikke noget at hælde penge ud over bunden, det har han for længst indset. For mere vil have mere, og han kender ikke en eneste, der har rejst sig og sagt nej tak til støtte fra det offentlige.” Det spørgsmål, som Niels nærmest giver et ultraliberalt svar på trods sin position på bunden af samfundet, er fuldstændig afgørende. Hvordan hjælper man bedst de svageste og mest udsatte grupper i Danmark? Det er vanskeligt at vurdere, hvordan romanen overordnet forholder sig til spørgsmålet, men at den rejser det og undersøger problemet i dybden, er man ikke et øjeblik i tvivl om.

Peder Frederik Jensens sprog er klart og fint. Tonen er ramt på kornet, og karakterernes psykologi overbevisende. Han arbejder fornemt med romangenrens mulighedsrum, når han med sin flerperspektiviske form giver stemme til en broget skare og lader deres forskellige forståelser af verden blive levende for læseren. På den måde lykkes det for Peder Frederik Jensen at tegne et nuanceret portræt af Danmark anno 2020 fra den absolutte underklasse til de privilegerede lag.

Peder Frederik Jensen leverer naturligvis ikke løsningen på samfundets problemer, men han gennemlyser dem på en måde, man ikke har set før. Hans roman er en barsk kritik af den socialdemokratiske velfærdsdrøm båret af social indignation og dybtfølt frustration på vegne af de mennesker, der ikke via for eksempel attraktive uddannelser, økonomisk arv og sans for netværk kan blive en aktiv del af samfundsudviklingen og høste goderne.