Den har ætset sig så uudsletteligt ind i den vestlige underbevidsthed, at man næsten har glemt, at Babylon faktisk har eksisteret. Ikke blot som en myte, som har rejst gennem årtusinder og symboliseret menneskets hovmod og fald, skørlevned og ulydighed mod Guds vilje. Men også som en virkelig storstad. Et politisk og kulturelt magtcentrum, hovedstaden i det babyloniske storrige, som i perioder dominerede hele Mesopotamien.
For første gang nogensinde er disse to sider af Babylon, den historiske og den mytiske, samlet i én og samme udstilling. Louvre Museet i Paris har i samarbejde med blandt andre British Museum i London samlet både arkæologiske fund og malerier, stik og litterære udtryk for det legendariske Babylon. Et spejlkabinet, hvor historien og kunsten reflekterer hinanden.
Det er det historiske, det virkelige og helt storslåede Babylon, som har affødt myten, siger udstillingens kommissær på Louvre Museet, Béatrice André-Salvini.
Man skal forestille sig en enestående storby omgivet af tredobbelte ringmure med den imponerende Ishtar-port og inde i byen forlægget til Babelstårnet, den massive, pyramidelignende ziggurat og templet for guden Marduk, dækket af lapis lazuli og smykket med store bronzehorn, der stråler i solen.
Disse storslåede bygningsværker var babylonernes stolthed, men også kilden til myten om det menneskelige hovmod, fastslår kommissæren.
Det historiske Babylon, beliggende i Irak nord for det nuværende Bagdad, forsvandt på det nærmeste fra jordens overflade, efter at først perserne og derefter Alexander den Store indtog byen, hvor Alexander døde i 323 f.Kr.
Først i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet bragte især tyske og britiske udgravninger bevis for, at Bab-il, Guds Port, eller Babel på hebræisk, virkelig var så storslået, som legenderne fortæller. Et af udstillingens arkæologiske højdepunkter er stenstøtten med Hammurabi-loven, et af de første forsøg på at indføre en samlet, fælles lovgivning garanteret af en statsdannelse under kong Hammurabi omkring 1800 f. Kr.
Derimod er Babylons litterære og intellektuelle produktion blevet overleveret og spredt til resten af Mesopotamien takket være Babylons status som politisk og åndeligt centrum for hele Mesopotamien.
Vigtige dele af Bibelen blev skrevet i Babylon, forklarer Béatrice André-Salvini.
Ezekiel boede der og kendte byen ud og ind, og jøderne har formentlig deltaget i byggeriet af zigguraten til Marduk-templet. Jøderne og Bibelen er tydeligt inspireret af Babylon. Loven om "Øje for øje og tand for tand" stammer fra Hammurabis Lov, og senere refererer også Det Nye Testamente og de ældste kirkefædre, som for eksempel Augustin, til Babylon. Vores historie har rod i Babylon. Det er forklaringen på, at Babylon har fulgt den jødisk-kristne kultur som en bærende myte op igennem historien, fortæller hun.
Denne myte udvikler sig gennem tiden og tilpasser sig historien. I de første århundreder e. Kr. bliver Babylon symbolet på Rom, der forfølger de kristne, og Babelstårnet ligner umiskendeligt Colosseum i Rom.
Det er for eksempel temaet på Brueghel den Ældres berømte maleri fra 1563. Godt et halvt århundrede forinden fremstiller Dürer den babyloniske skøge.
Med Reformationen griber både protestanter og katolikker til den stærke babyloniske symbolik. For protestanterne bliver Babylon symbolet på pavestaten og den katolske kirke, som har svigtet den rette gudstro og benytter den ugudelige afladshandel til et kæmpemæssigt byggeri, et nyt Babelstårn, den nye Peterskirke.
Omvendt benytter katolikkerne Babelstårnet som et symbol på den sprogforvirring, som vil opstå med oversættelsen af Bibelen til de nationale sprog og fremvæksten af nationalstater i stedet for en samlet kristenhed omkring Rom og den katolske kirke.
Men den store, bærende tradition er myten om Babylon som symbolet på alt, der truer eller forfølger først jøderne og Jerusalem og siden de kristne. I dag er det Babelstårnet, som optager den kollektive bevidsthed i Vesten med sin refefence til den sproglige og kulturelle forskellighed, der rykker tæt på, konstaterer Béatrice André-Salvini.
Og det er denne fortælling, som illustreres på udstillingen med kunstværker og arkæologiske fund, som er udlånt fra museer over hele Europa, og som for første gang kan ses samlet.
Det gælder især en række skrifter som en Beatus fra det 8. århundrede, som aldrig tidligere har forladt sit museum i den spanske by Valladolid, og et håndskrift fra Monte Casino-bjerget med en af de første afbildninger af Babelstårnet. Udstillingen fortsætter i en lidt ændret udgave til Berlin, men uden for eksempel stenstøtten med Hammurabi-loven, som ikke kan flyttes fra Louvre. Og i London vises senere en reduceret udgave af udstillingen.
Objektivt set kunne det lige så godt have været Egypten og pyramiderne, som symboliserede menneskets hovmod og drømmen om "at nå himmelen". Egypten var meget mere veldokumenteret end Babylon, som materielt set var forsvundet, siger Béatrice André-Salvini.
Men vores historie begyndte ikke i Egypten. Den begyndte i Babylon.