Prøv avisen
Koncert

Bach blæste liv i Domkirken

5 stjerner
Juleoratoriet blev opført i Københavns domkirke, hvor Thorvaldsens kristusfigur troner.

Københavns Domkirke sitrede af liv og glæde til ”Juleoratoriet”

Allerede en times tid før koncerten snoede en bred kø sig fra Domkirkens indgang i Nørregade rundt om den store bygning og fortsatte langt ned ad Fiolstræde. Men det var heller ikke en hvilken som helst koncert. Copenhagen Phil og Københavns Drengekor skulle for 100. gang fremføre Bachs ”Jule-oratorium”, og det store kirkerum ville blive fyldt i en grad, så folk måtte finde plads på trapper og i nicher.

Selvom ”Juleoratoriet” utallige gange er blevet indspillet i sin helhed, er det ikke beregnet på at skulle opføres på en enkelt aften. Det består egentlig af seks kantater, men sammenhængen mellem dem - og den overordnede struktur - knytter dem sammen til et naturligt hele. At man ved denne lejlighed havde valgt at fremføre de første tre kantater, gav god mening. Ved førsteopførelsen i Leipzig anno 1734 blev de spillet 1., 2. og 3. juledag. Fjerde kantate er beregnet til nytårsdag, femte kantate til første søndag efter nytår og den sjette og sidste til helligtrekongersdag.

Det talstærke ensemble havde inden koncerten i Københavns Domkirke fremført værket i Nakskov og Helsingør, og det var nu blevet fin-slebet i en grad, der for mig gjorde det til en af årets mest mindeværdige koncertoplevelser. Dirigenten Ebbe Munk havde tydeligvis styr på det hele, og hans overblik manifesterede sig lige fra den indledende korsats Jauchzet, frohlocket i et naturligt flow, der gav rum for fortolkninger af de mange inderlige passager, men aldrig blev for udpenslende. Netop sådan vil man gerne høre ”Juleoratoriet”. Evangelistens rolle - han indleder jo med de kære ord ”Es begab sich aber zu der Zeit” (”Men det skete i de dage ...”) - er central. Og heldigvis var aftenens evangelist, den britiske tenor Andrew Staples, ideel i den rolle med en både lyrisk og varm klang, der stemte godt overens med julens glade budskab. Den næste halvanden time afløste det ene gyldne øjeblik det andet, måske med arien ”Schliesse, mein Herze, dies selige Wunder” (“Slut dog, mig hjerte, det salige under”) - nr. 31 efter den gængse nummerering - som et særligt højdepunkt.

Her blev Elisabeth Janssons smukke mezzosopran omslynget af koncertmester Eugen Tichindeleanus silkefine violinspil, fornemt sekunderet af Richard Krug på cello og Søren Gleerup Hansen på orgel. Der var i det hele taget mange musikalske helte denne aften.

De to andre solosangere var også taget fra øverste hylde: sopranen Vibeke Kristensen og bassen Petri Lindroos supplerede hinanden fortræffeligt i fremførelsens eneste duet, han med en klædelig pondus, hun ”smilesyngende” på ordene om, at Guds barmhjertighed ”gør os fri” - Luthers ord om det kristne menneskes frihed meldte sig uvægerligt i bevidstheden. Den svenske trompetist Jonas Wiik var usvigeligt sikker i de talrige pompøse eller snarere jublende passager, der også er en del af ”Juleoratoriets” karakter. Også oboisten Andreas Fosdal var blevet betænkt med mange skønne steder og løste sine opgaver med bravur. Med et tankevækkende udtryk lånt fra koncertprogrammet oplevede man denne aften vitterligt, at Bach blæste liv i Thorvaldsens marmor.