Prøv avisen
Mit kulturliv

I Danmark er kunst flødeskum, men for mig er det rugbrød

I Danmark er kunst flødeskum, men for mig er det rugbrød, og sådan er det også i for eksempel Tyskland og Frankrig, siger Evanthore Vestergaard. - Foto: Michael Erfurth

Kulturmødet kan give en enorm saltvandsindsprøjtning til kultur-interesserede mennesker og til dansk kulturliv, siger Evanthore Vestergaard, der er idémand bag kulturmødet på Mors, der finder sted torsdag og fredag

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er min egen digtsamling ”Hvis alt kommer til alt - prosaiske digte”, der udkom i torsdags. I marts skrev jeg 40 digte, det gik lynhurtigt. Så lagde jeg dem væk, og da jeg tog dem frem igen for nogle uger siden, var de kommet på afstand, og så var det som at læse noget, jeg ikke selv havde skrevet. Det blev en stor læseoplevelse for mig, uden at det er stor litteratur.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på din nogensinde?

Det Nye Testamente er uden for konkurrence, så i stedet vil jeg nævne ”Sisyfos-myten” af Albert Camus. Jeg læste den som 14-årig, og den gjorde et kæmpeindtryk og gav mig en depression. Bogen beskriver livets meningsløshed, og ekkoet af bogen er der faktisk endnu. Jeg tror også, at den gjorde så stort et indtryk, fordi teenageårene jo er år, hvor man er ved at skabe sig selv og afsøge muligheder. Jeg var meget usikker på, om jeg ville være komponist eller forfatter, og hele det der ”meningsløshedsunivers” virkede tiltrækkende på sådan en som mig, der også var temmelig rebelsk.

Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg vil gerne anbefale kulturmødet på Mors. Jeg synes, at dansk kunst er noget konservativ og har meget lidt udsyn, så på kulturmødet prøver vi at vise nogle veje ud af den ”ghetto”, som dansk kunst og kulturliv lever i. Kulturmødet er også en form for statement om, at kunst ligesom religion giver svar på nogle store spørgsmål. Jeg tror, at et besøg på Mors i de 48 timer, som kulturmødet varer, kan give en enorm saltvandsindsprøjtning til kulturinteresserede mennesker og til dansk kulturliv.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Det har musik af Johann Sebastian Bach. Bach er der hele tiden, og jeg hører hans musik hver dag. Jeg kan huske at have hørt Bach i mit barndomshjem, siden jeg var fire-fem år. Jeg synes, at jeg er påvirket i min dagligdag af Bachs meget stringente kompositioner på den måde, at jeg er vildt rationel i mit arbejdsliv. Jeg vil gerne have tingene gjort, fordi det giver overskud og plads til det emotionelle.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det var en koncert med det irske punkband The Pogues i Spandau i udkanten af Berlin i begyndelsen af august. Bandets musik bygger på den irske folkemusik, og da de kom frem i 1980'erne, var jeg meget tiltrukket af dem, så der er også meget nostalgi i det.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Det hele. Vi bruger kunst for lidt, og det har for lidt bevågenhed. Det mærker man tydeligt, når man opholder sig meget i udlandet. I Danmark er kunst flødeskum, men for mig er det rugbrød, og sådan er det også i for eksempel Tyskland og Frankrig.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Jeg hader, når amatører optræder. Vi ser det både i en række tv-programmer og i andre sammenhænge. Vi har i Danmark en forfejlet forestilling om, at det bare gælder om at være med. Det er en form for selvtilstrækkelighed, der sikkert har meget med janteloven at gøre.