Et sted uden for Rom befinder Karl Aage Rasmussen sig i en situation, hvor han gør alt for ikke at blive smittet med coronavirussen. På stedet, hvor han tilbringer sine vintre, er han uden telefonforbindelse, så der er pr. mail, at en af Danmarks største nulevende klassiske komponister meddeler, at han i den ekstraordinært svære tid finder håb i Johann Sebastian Bachs korværk ”Magnificat”.
Rasmussen understreger, at det ikke er det eneste kunstværk, der indgyder ham håb. Der er, som han siger, vældig mange kunstværker, der giver håb, for det er netop en væsentlig del af kunstens gave til os mennesker.
”Bach giver mig håb, musik giver mig håb, kunst giver mig håb. Man kan ikke udnævne ét bestemt værk som særlig håbsgivende. Det forekommer mig nærmest kunstfjendsk, i kunst er der ingen sejrsskamler sådan som ved De Olympiske Lege.”
”Magnificat”s tekst er Marias lovsang fra Lukasevangeliet. Den lovsang, som Maria bryder ud i, efter at hun af sin slægtning Elisabeth har fået bekræftet den guddommelige undfangelse, der er sket i hende. Bach skrev musikken i 1713, og om den henviser Karl Aage Rasmussen i mailen til sin bog ”Jord og Himmel, lyt” fra 2014 om Bach, hvor han blandt andet skriver: ”Musikken er knap og præcis i sin karakter (...), men den femstemmige kontrapunktiske tæthed og vægtfylde er ulig noget andet i datidens kormusik. Lyt for eksempel til tætføringerne i det første kor efter indledningskoret, satsen ’Omnes generationes’, hvor teksten fortæller om Marias fryd over, at alle generationer nu vil ære hende som den af Gud velsignede.”
Det er, mener Karl Aage Rasmussen, musik, der kan løfte sindet i en tid, hvor bekymringer står i kø.