Prøv avisen

Bach uden snyd på vægten

Kammerkoret Euphonia løftede Matthæuspassionen i Christiansborg Slotskirke, hvor en stærk kvartet gav publikum mange gyldne øjeblikke. Foto: 6PAMAXPPP

Kammerkoret Euphonia løftede Matthæuspassionen i Christiansborg Slotskirke, hvor en stærk kvartet gav publikum mange gyldne øjeblikke. Fire ud af seks stjerner

Bachs store oratorium Matthæuspassionen fra 1729 er ikke blot en uomgængelig del af vores kulturarv, den er et af de største kunstværker i menneskehedens civilisation. Det tager godt tre timer at opføre den uden forkortelser eller overspringninger. Man kunne derfor godt frygte, at Kammerkoret Euphonia med al respekt ville forløfte sig på opgaven, da værket blev opført i Christianborg Slotskirke i lørdags.

LÆS OGSÅ: Klassisk musik rækker ud efter nyt publikum

Men under ledelse af dirigenten Ole Reuss Schmidt forløftede man sig ikke på værket, man løftede det. Det blev en Matthæuspassion uden snyd på vægten, for man præsenterede os for oratoriet i sin helhed, og også rent kunstnerisk hang det sammen. Efter en lidt vaklende begyndelse fandt kor og dirigent i stigende grad hinanden, godt bistået af et velspillende ensemble med Anne Søe Iwan som mester dette trods de ret utaknemlige akustiske forhold i kirken, i hvert fald hvad korets placering angik. Det var sigende, at korets måske bedste præstation var den afsluttende sats Wir setzen uns mit Tränen nieder. Man var kommet hjem, i mere end én forstand.

Solisterne var et kapitel for sig. Bo Kristian Jensen ydede som evangelisten en velafbalanceret og engageret (omend ikke 100 procent pletfri) præstation, der bandt fortællingen smukt sammen, og i nordmanden Magne Fremmerlid havde man en bas, der i den grad havde stemme til at klare det udfordrende parti som Jesus. Begivenhederne i oratoriet, der skildrer Jesu lidelseshistorie, sådan som det er fortalt os i Matthæusevangeliets 26. og 27. kapitler, bliver parafraseret i en række arier, sunget af sopranen, alten, tenoren og bassen i dette tilfælde: Henriette Neess Borup, Elisabeth Jansson, Niels Jørgen Riis og Guido Paevatalu.

Her havde Euphonia unægtelig en stærk kvartet at gøre godt med, og ikke mindst de to kvindestemmer gav publikum mange gyldne øjeblikke. Henriette Neess Borup er endnu et relativt ubeskrevet blad det er mindre end to måneder siden, hun debuterede på Det Kongelige Teater i rollen som soprankoryfæet i Glucks opera Alceste men hende kommer vi givetvis til at høre meget mere til, tak. Elisabeth Jansson har jeg flere gange frydet mig over i indeværende sæson. Men den største fryd var nok alligevel, da hun i lørdags sang altpartiet med arien Erbarme dich som et sandt højdepunkt: en otte minutter lang, dybfølt bøn, der taler direkte til vores følelser uden at have det mindste skær af føleri over sig.

Bach har på genial minimalistisk vis ladet denne arie ledsage af en violin obbligato, i lørdags spillet af Anne Søe Iwan, så man forstod, hvorfor den legendariske Yehudi Menuhin engang har udtalt, at denne musik er den smukkeste, der nogensinde er skrevet for violin. Erbarme dich er måske det stærkeste udsagn nogensinde om bønnens væsen og naturligvis et centralt sted i hele værket. Et andet centralt sted, ja, en afgørende pointe i oratoriet, har en varighed på blot et halvt minut. Evangelisten fortæller om, hvordan vagtfolkene bliver slået med rædsel, da de oplever jordskælvet, umiddelbart efter at Jesus har udåndet. Bach lader koret synge: Wahrlich, dieser ist Gottes Sohn gewesen (sandelig, han var Guds søn).

En trossag, men ingen, der hører disse 30 sekunder, kan være i tvivl om, at Bach mente det alvorligt. Og i det øjeblik blev Matthæuspassionen ikke blot løftet, den var opløftende.