At Bachs musik er udødelig er hævet over enhver tvivl. Der er altid et eller flere steder i verden, hvor hans kantater fylder store kirkerum, og hvor hans symfoniske koncerter opføres i koncerthuse. Ingen kender fremtiden, men det er svært at forestille sig, at Bachs værker vil holde op med at blive opført. Uafhængig af modeluner, smag og behag står musikken altid distancen, og hvornår har man hørt nogen sige, at de ikke bryder sig om Bach?
Men sådan har det ikke altid været. I årene efter hans død i 1750 blev Bach på det nærmeste glemt af den brede offentlighed, og hans musik kaldte mest på særlige ildsjæle og musikalske nørder. Dengang skrev den tyske komponist og musikteoretiker Johann Nikolaus Forkel, der udgav den første af sidenhen utallige skildringer af Bachs liv og værk, at Bachs musik er ”alt for stor til den store verden”, og at ”den hører hjemme i en lille verden, hvor kun nogle få virkelige kendere færdes”.
Disse citater kan man læse i komponist, forfatter og Bach-ekspert Karl Aage Rasmussens bog ”Jord og himmel, lyt” om den store tyske komponist. Her konstaterer forfatteren: ”Bagklogskabens lys bør man ikke sole sig i, men i dag kan enhver se, at Forkel ramte ved siden af. Ingen lærd komponist er nogensinde nået så langt ud over de indviedes kreds som Bach. I dag kan endog musikken fra hans sene, spekulative periode, eksempelvis Goldberg-variationerneoptræde som særligt tilbud i varehusenes kataloger.”
Som komponist af kirkemusik har Johann Sebastian Bach en særlig plads. Hans flere end 200 kantater bliver som nævnt flittigt spillet i kirkerne, og ingen jul uden at Bachs ”Juleoratoriet” opføres mange steder overalt i verden. Men det er i påsken, mange af os for alvor søger mod Bach.
Påsken er ikke alene kristendommens vigtigste højtid, den er også den klassiske musiks højsæson – og dermed også højsæson for Bach. For det er især hans to store passionsværker over evangelierne fra Matthæus og Johannes, der trækker i det klassiske koncertpublikum op til påske. Sådan bliver det ikke i år, hvor coronavirus-pandemien sætter dagsordenen og har aflyst koncerter her i Danmark og i resten af verden. Heldigvis findes Bachs ”Matthæuspassionen” og ”Johannespassionen” i utallige indspilninger, som kan nydes hjemme i stuen.Bach udførte som alle kunstneriske begavelser på sin tid bestillingsværker og var en tid ansat som lejlighedskomponist og kapelmester ved prins Leopolds hof i fyrstedømmet i den tyske by Köthen. Hoffet her var reformeret, og Bach anskaffede sig Luthers katekismus og andre af Luthers tekster. Det fortæller Jørgen I. Jensen, der som tidligere lektor i kirkehistorie og forfatter til flere musikbiografier er særligt interesseret i Bachs forhold til kristendommen.
”Det store teologiske ligger hos Bach i passionerne. Musikken her kan noget, ord ikke alene kan. Det er en højåndelig oplevelse, hvor musikken formidler påskehistorien på en måde, som man ikke kan få frem i en almindelig prædiken eller tekst,” siger han og fortsætter:
”Når jøderne råber: ’korsfæst ham, korsfæst ham’, så får Bach det til at lyde som om, det er os alle sammen der råber. Musikken er så hamrende suveræn, næsten jazz-agtig, og som lytter kan man ikke gøre andet end at svinge med. Dermed formulerer Bach det, der ikke kan siges fra en prædikestol: At vi allesammen korsfæster Jesus hver dag.”
Jørgen I. Jensen slår fast, at Bach med passionerne gør de evangeliske historier så nærværende, som de kan blive:
”I ’Matthæuspassionen’ er det monumentalt og i ’Johannespassionen’ mere dybsindigt, men begge steder er det ikke en sjælelig oplevelse, der vender indad, men en åndelig oplevelse, der vender udad.” siger han.
Det var netop ”Matthæuspassionen”, der gav Bach en renæssance i offentlighedens bevidsthed. Det skete, da Felix Mendelssohn dirigerede en forkortet version af værket i Berlin i 1829 – mere end hundrede år efter, at Bach som kantor langfredag i 1727 havde uropført sit værk i Thomaskirken i Leipzig.
Bach kom til at opføre værket tre gange mere i løbet af de kommende 15 år, men herefter røg det altså ud i glemsen, indtil Mendelssohn fik øje på det.
”Det fortælles, at Mendelsohn gik til dirigenten for Berlinerfilharmonikerne med sin undren over, at ’Matthæuspassionen’ ikke var blevet spillet i 100 år med ordene: ’det kan da ikke passe, at det er en jøde og en gøgler som mig, der skal tage initiativ til, at den allermest kristne musik skal spilles’. Så blev den opført og interessen for Bach kom tilbage,” fortæller Jørgen I. Jensen.
Ifølge Karl Aage Rasmussen skabte Berlin-opførelsen furore, og andre opførelser fulgte snart efter.
”Hvor Bach i årene før hovedsageligt havde været kult for fagfolk og intellektuelle, greb en støt voksende Bach-hunger nu om sig. En sult, der efterhånden voksede sig umættelig, og som siden har holdt sig i generation efter generation,” skriver han i sin bog om den store komponist.
Men hvem var denne Bach egentlig, og hvordan var hans liv? Ja, vi ved, at han blev født i den tyske by Eisenach i 1685, og at han tidligt blev forældreløs. Moderen døde, da Johann Sebastian var ni år, og året efter mistede han også sin far. Sammen med sin storebror flyttede han derfor ind hos sin ældste bror Christoph og dennes familie i byen Ohrdruf, hvor han gik på gymnasium.
Som 15-årig vandrede han sammen med en kammerat 350 kilometer til Lüneborg. Her blev han korelev på St. Michaels klosterskole, og hans liv med musik blev grundlagt. I 1707 giftede han sig med sin kusine Maria Barbara, som døde fra ham, da hun var bare 35 år. Året efter hendes død, i 1721, giftede han sig med sin anden kone, den dengang 20-årige Anna Magdalena Wilcke. Begge ægteskaber var særdeles frugtbare, og Bach fik i alt 20 børn. Fire af sønnerne: Wilhelm Friedemann, Carl Philipp Emanuel, Johann Christoph Friedrich og Johann Christian blev musikere og komponister.
Bach var hele sit liv meget optaget af tal. Med de 20 børn kunne man måske tro, at hans yndlingstal var 20, men nej, det var 14. Forklaringen på det skal findes i hans navn. Bogstaverne i BACH står som nummer to, et, tre og otte i alfabetet, og det giver tværsummen 14.
”Det kan forekomme overraskende, at en så genial kunstner som Bach havde denne talnørd i sig. Hans notoriske fascination af tal kan imidlertid ses som et udtryk for at ville se en guddommelig orden i skaberværket og tilværelsens omskiftelighed,” mener forfatteren Peter Dürrfeld, der er anmelder af klassisk musik i Kristeligt Dagblad og en stor beundrer af især Bachs passionsmusik.
Karl Aage Rasmussen skriver i sin bog, at Bachs kompositionsteknik er gennemvævet af kølig beregning og konstruktion og dertil er fuld af talsymboler og hemmelige koder. Bach var altså uhyre bevidst om alt, hvad han gjorde, når han komponerende. Intet var udslag af tilfældigheder. Dog efterlod han sig ved sin død i juli 1750 en gåde, som mange musikinteresserede og musikkyndige har brugt timer og dage på at gruble over: Hvordan kunne ét menneske skrive musik i så store mængder på så højt et niveau? Kantater, passioner, koncerter, orgel- og klavermusik, kammermusik i talrige variationer er arven efter Bach. Og nyere forskning har endda sandsynliggjort, at en stor del af Bachs livsværk er gået tabt. Det, vi har af kvantitet og kvalitet, har tilmed vist sig at være uhyre slidstærkt.
”Bachs aktualitet har vist sig modstandsdygtig over for alle historiens overgreb, misforståelser og vaner. At give begrundelser for denne teflon-agtige slidstyrke er forholdsvis lige til. At forklare den glubende appetit, der kendetegner vores egen forjagede tids forhold til Bach, er straks sværere. For hans musik er jo sindrig, mangelaget og kompliceret. Den fremkalder kun sjældent kropsvarme, dens følelseslandskaber åbner sig mod højere himle, og det alene burde vel svække dets gennemslagskraft i en verden mere optaget af krop end af sjæl,” som Karl Aage Rasmussen udtrykker det.
Men også i denne påske, med coronakrise og lukkede kirker, vil Bachs musik være hos os.