Prøv avisen
Klassisk koncert

Bachs ”Juleoratorium” med manglende transparens

3 stjerner

En af julens faste traditioner er Copenhagen Phils opførelser af Bachs ”Juleoratorium”. I december fylder de dygtige musikere i Copenhagen Phil og Københavns Drengekor ikke alene Sct. Bendts Kirke i Ringsted, men også den store domkirke i hjertet af København til sidste plads, ja, mere end det: Man sætter ekstrastole ind i gange og mellemrum, og det er i en vis forstand forståeligt nok.

Bortset fra de mange musikinteresserede, der møder frem for at opleve Johann Sebastian Bachs himmelstræbende værk, komponeret til kirkebrug omkring årsskiftet 1734-1735, udgør familiemedlemmer og venner til det talstærke kor en stor gruppe, der længe inden koncertens begyndelse skaber trængsel ved indgangen i Nørregade.

Og i Ebbe Munk, der har været kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor siden 1991, har man en statelig og meget kompetent dirigent. Han kender i den grad de tre første kantater af værket – dem, Bach skrev til første, anden og tredje juledag – som det er blevet skik og brug at opføre ved de fleste fremførelser af juleoratoriet herhjemme.

Dette valg giver god mening, for der hersker en både musikalsk og tekstmæssig stærk sammenhæng mellem dem, og de er med en varighed på hver knap en halv time nogenlunde lige lange. Man kan med andre ord opføre dem i ét hug, uden at det bliver for meget.

De akustiske forhold er meget forskellige, afhængig af hvor i kirkerummet man befinder sig under fremførelsen. Bedst er de fremme ved korrundingen lige foran de udøvende musikere og sangere, dårligst i de ”lommer”, hvor der er sat ekstra stole ind, og hvor det som regel er svært eller umuligt at se de fire sangsolister eller for den sags skyld orkestermusikerne.

Dette er sværere at affinde sig med, end at man fredag aften havde fået afbud fra den danske sopran Denise Beck, for i norske Vibeke Kristensen fik man en fuldgod afløser. Benjamin Glaubitz var med sin klangskønne tenorstemme nok den af sangerne, der bedst klarede de akustiske udfordringer, men også den tysk-tjekkiske mezzosopran Stepanka Pucalkova og den ungarske bas Levente Páll viste stilsikker fornemmelse i deres arier, om end de havde sværere ved at trænge igennem.

Noget tilsvarende gjorde sig gældende for Copenhagen Phil, hvor det dog lykkedes mange af de glimrende musikere at få deres instrument hævet over det grødede klangbillede af sangere og musikere.

Det gjaldt således solofløjtenist Kristina Ersson i arien om de glade hyrder, ”Frohe Hirten”, og soloviolinist og koncertmester Jon Gjesme i den smukke altarie ”Schliesse mein Herze”. I de store, ofte jublende korsatser kunne man glæde sig over de medvirkendes dedikerede sang og spil, men det var for hundredvis af tilhørere på grænsen til det umulige at adskille de forskellige stemmer og få en mere end tålelig oplevelse af Bachs livsbekræftende musik.

Måske er selve formatet i domkirken for voldsomt. Klarheden i Bachs vældige værk bliver mildest talt sløret i det store rum. Måske skal man for at opnå mere transparens i opførelsen satse på et mindre talstærkt orkester og kor, måske skal man sætte lidt færre stole op, så man undgår disse lommer, hvor det er umuligt at se de medvirkende og svært at høre dem – hvor opløftende det end kan føles at opleve et forventningsfuldt publikum fylde kirken.