Prøv avisen

Bærer svenske medier noget af ansvaret for selvmord i kølvandet på #MeToo?

Benny Fredriksson begik selvmord under en rejse til Australien med sin kone, den kendte operasangerinde Anne Sofie von Otter. Foto: Petra Hellberg/Kulturhuset Stadsteatern

Anklagerne mod den kendte teaterchef Benny Fredriksson beskrives som en heksejagt. Hans tragiske død har nu rejst debat om offentlig udskamning og mediernes rolle i #MeToo-oprøret

De seneste mange måneder har svenske medier viderebragt kritik af offentlige personer, hvoraf flere er blevet navngivet og siden har mistet deres stilling eller selv sagt op. En af dem var Benny Fredriksson, der som en del af #MeToo-protesterne blev mødt med anklager om, at han holdt hånden over mandlige stjerneskuespilleres upassende opførsel over for kolleger og ansatte på Stockholms stadsteater. Den tidligere teaterchefs navn blev offentliggjort i flere svenske medier.

Lørdag meddelte hans tidligere arbejdsgiver, Stockholms stadsteater, at Benny Fredriksson begik selvmord under en rejse til Australien med sin kone, den kendte operasangerinde Anne Sofie von Otter.

Nyheden om det tragiske dødsfald har vakt stor opsigt i Sverige og pustet liv i debatten om folkedomstol, udskamning og medieetik. Og om grænserne for både privatpersoner og mediers formidling af anklager om navngivne personer. Benny Fredriksson forlod i december posten som administrerende direktør for Stockholms stadsteater efter det, hans efterfølger nu kalder ”grænseløs mediehetz”.

”Det var både frygtelig sørgeligt og uretfærdigt. For ham skabte det et sår, som ikke kunne hele. Det er en stor tragedie,” fortæller teaterets fungerende direktør, Sture Carlsson, i en pressemeddelelse.

Benny Fredriksson var inden stillingen på Stockholms stadsteater skuespiller og instruktør ved en række svenske teatre. Han blev 58 år.

Sagen rullede oprindeligt i november og december, hvor han blev anklaget for en autoritær ledelsesstil og for at være ansvarlig for en tavshedskultur, der tillod sexchikane. Aftonbladet skrev i januar, at han var trådt tilbage efter afsløringer om, at ”han har ladet mandlige stjerner arbejde videre på trods af deres aggressivitet og nedladende optræden over for andre skuespillere og teaterpersonale”.

Den norske avis' kulturskribent Åsa Linderborg var en af de første til at opfordre til selvransagelse. Hun har efterfølgende beklaget en konkret artikels overskrift, men forsvarer ellers Aftonbladets kritiske dækning.

”Uanset hvor gerne vi vil være restriktive med offentliggørelse af konkrete navne, er det fra tid til anden umuligt. Som i denne sag, hvor personen har det eneste job i Sverige, som granskningen handler om,” skriver hun i et indlæg i avisen.

Dødsfaldet har også fået en række andre svenske debattører til at overveje efterårets store skandalesager, og i Svenska Dagbladet skriver kultur-kommentator Erica Treijs eksempelvis, at ransagelsen efter dødsfaldet ikke kun gælder medierne. Hun påpeger desuden, at den afdøde teaterdirektør ikke personligt er blevet anklaget for overgreb, og at årsagen til det tragiske selvmord sandsynligvis aldrig bliver kendt.

”Tilbage står eftertankens moralske tømmermænd. Aftonbladets chefredaktør, Lena K. Samuelsson, maner til selvransagelse, internt og i resten af Mediesverige. Der er meget at gøre, for i centrum af hvert medieangreb er der et menneske,” skriver Erica Treijs.

I lokalavisen Nerikes Allehanda skriver lederskribent David Lindén, at han ikke føler, at han som offentlig debattør påtog sig det nødvendige ansvar for at nuancere sagen om beskyldningerne mod Benny Fredriksson.

”For mig blev selvmordet en særdeles hård lektion i, at enhver offentliggørelse af navne får konsekvenser,” skriver han.

Ifølge Dagens Nyheter viser de første resultater af en udredning om Stockholms stadsteater at hverken Benny Fredriksson eller andre i ledelsen er blevet anklaget for seksuelle overgreb.