”Vil du se dagbøgerne?” spørger jazzmusikeren Benjamin Koppel pludselig.
Han skridter hastigt hen til flygelet i stuen, de to hunde Polly og Lucy springer begejstret op og følger med. Flygelet er dækket af et hav af noder, der ligger hulter til bulter uden nogen klar orden.
Fra en indkøbsplastikpose fisker han en slidt, læderindbundet notesbog frem.
”3. september, 1945” står der på første side, med sirlig og meget lille håndskrift.
Men efterhånden som Benjamin Koppel bladrer siderne igennem bliver håndskriften endnu mindre, indtil det er næsten umuligt at læse den med det blotte øje.
”Det gik op for hende, at hun kom til at mangle papir. Altså på grund af rationeringen,” siger Benjamin Koppel.
De tiltagende mere tætskrevne dagbøger tilhører hans grandtante Anna Koppel og stammer fra hendes ungdomsliv i København under besættelsestiden.
Et liv, hvor hun forelskede sig i en dansker, selvom hendes jødiske familie havde indgået ægteskabsaftale med en anden jødisk familie i Paris. Et liv, hvor hun måtte forlade en plads som pianiststuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Først for at flygte til Sverige og siden for at flytte til Frankrig og blive gift. Et liv som Benjamin Koppel nu har brugt som ramme for sin debutroman ”Annas sang”.
På ægte pariserfacon
Benjamin Koppel skrev masser af fiktion, da han var teenager.
”Jeg havde loftet fuldt af noveller. Men pludselig kom den der,” - han gør et nik mod sin saxofon, som står i et andet værelse, ”og bulldozede det hele.”
Koppelslægten, som han er født ind i, er spækket med komponister og musikere. Både hans farfar og hans far var komponister og hans søster er sangeren Marie Carmen Koppel. Fætteren er pianist og journalist Nikolaj Koppel.
Jeg holder af, at selvom hun nu er død, så findes der en udgave af hendes liv her, som bogform. Også selvom meget af det er fiktivt
Selv udgav Benjamin Koppel sin første soloudgivelse som attenårig, og siden da har musikken, som han selv siger det, været omdrejningspunktet for hans liv. Det var først 30 år senere at fiktionen skulle gøre indtog i hans liv igen for alvor.
Det var også i forbindelse med musikken at han lærte sin grandtante at kende, og blev inspireret til det, der skulle blive hans første roman.
”Det var i midten af nullerne, og jeg skulle spille koncert på Det Danske Hus i Paris. Jeg vidste jeg havde en grandtante hernede, en af de sidste i den generation, som var i live. Hun boede i forstæderne, og jeg ringede til hende og inviterede hende,” husker han.
Anna Koppel ville meget gerne høre sin grandnevø, som hun insisterede på bare at kalde nevø, spille koncert, og kom kørende i sin lille bil, som hun parkerede på tværs af parkeringsbåsene på Champs-Élysées.
”På ægte pariserfacon,” indskyder Benjamin Koppel.
Efterfølgende inviterede hun sin nevø hjem til sig og Benjamin Koppel lovede at kigge forbi næste gang han var i Paris.
Det gjorde han, og det blev starten på et tæt venskab på tværs af 50 år.
”Hun tilbød mig altid en øl. Ifølge hende drak jazzmusikere øl, og så måtte jeg jo føje hende,” smiler Benjamin Koppel.
Under deres møder fortalte Anne Koppel åbenhjertigt om sit liv. Om hvordan hun havde forladt sin ungdomskæreste, som hun i smug havde udvekslet breve med hele sit liv. Hvordan hun og hendes forældre blev truet til at overlevere tusindvis af kroner, som skulle bruges på overfarten til Sverige i flugt fra nazisterne. Om hvordan hendes mand ikke havde tilladt hende at have sin bryllupsgave, et flygel hos sig, fordi kvinder ifølge ham ikke havde brug for at spille musik. Og hvordan hun havde skabt sig en musikskole efter mandens død, og havde fået plads til sin trofaste følgesvend, musikken, i sit liv igen.
”Jeg var meget rørt og fascineret af hende. Hun var meget særlig. Efter hendes mands død malede hun hele huset i klare pangfarver,” siger Benjamin Koppel.
I stuen var der plastikhavestole, Anna Koppel ville ikke trækkes med de tunge, triste egetræsmøbler fra sin mands familie. Toiletbrættet var udstyret med lyserødt plys, for nu skulle hun endelig udleve sin hang til spræl og lys.
”Hun talte både fransk, tysk, engelsk og dansk. Hendes dansk lød, som om det havde været indkapslet i en tidslomme fra fyrrerne, når vi talte det sammen,” siger Benjamin Koppel.
Han kom til at forstå, at han blev nødt til at fortælle hendes historie som en roman. Så det fortalte han hende. Den besked modtog hun med begejstring.
Annas svanesang
Bogens titel, ”Annas sang”, refererer til jazzsangen ”What Are You Doing the Rest of Your Life?” skrevet af den franske jazzpianist Michel Legrand. Hannah Koppelmann, bogens hovedperson, som er baseret på Anna Koppel, opdager den sent i sit liv, og finder i dens bittersøde melodi og melankolske lyrik en anledning til at se tilbage på sit liv.
Men sangen referer også til bogen selv.
”Den er også min tantes svanesang,” siger Benjamin Koppel. Anna Koppel døde i 2019, 97 år gammel, tre år før bogens udgivelse.
”Jeg holder af, at selvom hun nu er død, så findes der en udgave af hendes liv her, som bogform. Også selvom meget af det er fiktivt.”
Benjamin Koppel vurderer selv at cirka 20 procent af bogen er virkelig, så at sige. Rammen for det hele. De store træk.
”Ungdomskæresten og brevvekslingen mellem dem er virkelig. At hun opgav en karriere som pianist for et arrangeret ægteskab er virkeligt. At familien måtte flygte til Sverige, at hun blomstrede op og malede sit hus og genfandt musikken i sin alderdom er alt sammen virkeligt,” siger han.
Ved siden af dagbøgerne i plastikposen ligger også en ringmappe med indscannede versioner af de breve hendes ungdomskæreste i smug sendte til Anna Koppel.
”Men kun de breve hun modtog. Hun havde selvsagt ikke de breve, hun sendte til ham,” forklarer Benjamin Koppel.
Poesi efter Holocaust
Selvom musikken i høj grad fylder i bogen, er der også en anden dimension, den kredser om. Nemlig det faktum at Anna Koppel blev født ind i en jødisk familie, hvor religion og tradition havde stor betydning.
Benjamin Koppel tænker sig om, idet talen falder på den jødiske tro.
”Det var min oplevelse at hun, som mange andre jøder efter Anden Verdenskrig, havde svært ved at forlige Holocaust med troen på Gud. Selvom hun nok troede som barn. Men hvordan kunne Gud tillade noget så grotesk frygteligt?” siger han.
Jeg kommer til at tænke på Theodor Adorno-citatet om, at ”det er umuligt at skrive poesi efter Holocaust”.
”Ja, og det er jo et fantastisk smertefuldt og smukt citat. Men på den anden side tror jeg også, at det er tvingende nødvendigt at skabe og skrive, måske næsten på trods af noget så grusomt som Holocaust. Jeg tror at både Anna og jeg fandt og finder det spirituelle et andet sted end Gud – for eksempel i musikken,” svarer Benjamin Koppel.
Selv betragter han ikke sig selv som jøde. Tilknytningen til jødedommen går gennem moderens slægtslinje og hans farfar, en af Anna Koppels fire brødre, giftede sig med en kristen fynbo.
”Og hun ville have stegt flæsk, og det spiser jeg også, så både min farfar og jeg må nok betragtes som godt og grundigt frafaldne,” smiler Benjamin Koppel og fortsætter:
”Men det kulturjødiske har jeg i mig. Et stærkt familiebånd og en glæde ved at samle familien til store middage. Og det fyldte også for Anna. Vi havde en øjeblikkelig forbindelse, både i kraft af musikken, men også, tror jeg, fordi vi som familie og jødiske var knyttet sammen.”
Både bogens Hannah og virkelighedens Anna går, fra en udenforståendes synspunkt, alskens grusomheder og store tab igennem. Men livslysten mister hverken den fiktive eller den virkelige kvinde.
”Jeg tror det er det, jeg er allermest imponeret ved hende. At hun blev forfulgt, placeret i et arrangeret ægteskab eller måtte give afkald på musikken på grund af en småtyrannisk ægtemand, formåede aldrig at gøre hende bitter,” siger Benjamin Koppel.
”Det, som hun gjorde med ”The Rest of Her Life” var, at vælge lyset og pangfarverne og musikken til, og det er jeg stolt af at have fået lov at fortælle.”