I 2008 bragede debutanten Christina Hagen (f. 1980) igennem anmeldermuren med sine spidstandede kommentarer til parforhold og al anden poleret pænhed i novellesamlingen "Sexdronning". En rå og ironisk svejseflamme.
Nu sidder hun i hvide blonder på flappen af sin anden udgivelse, "71 breve til M", pigeligt og uskyldsrent med blomster i hånd. Men lad jer ikke narre! Også her er ironien og den dirrende urvrede tyk som et tov. For det handler om at kigge bag gardinet og helt ind sjælens snuskede baglokaler.
M er morder. M er mand. M er det usynlige, skræmmende, dragende "du", som den unge kvindelige forfatter - der tilfældigvis også hedder Christina Hagen! - brevveksler med i en periode på knap et år fra november 2008. Indimellem citeres M's egne breve i korte uddrag. Men det er kvinden, der er i centrum. Også for sig selv.
Hvad har hun gang i? I begyndelsen ser det jo så yndigt og humanistisk ud. En ung kvinde og en forbryder. "Allerede nu holder jeg af dig, som jomfru Maria holder af sit Jesusbarn" hedder det i første brev og videre: "Vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, jeg var et godt menneske."
Men hun ved bedre. Fra bogens første bogstav ved hun bedre. Godheden sidder i blonderne, og det er det, denne brevveksling handler om. M er i bund og grund et forsøgsdyr i hendes eget kabinet, en abe, hun har lyst til at "prikke til med en lang pind". Og M hænger da heller slet ikke sammen. Snart er hans breve forudsigeligt onde, snart uforudsigeligt gode.
Det er en dimension i romanen, man kan kalde raffineret eller psykologisk utroværdig. I hvert fald ligger pointen et andet sted. M er anledningen, ikke årsagen. Et springbræt ind i den upæne del af den kvindelige psyke. Ind i seksualiteten, volden, begæret, egoismen. Ind i den uudholdelige tanke, at der i det kvindelige skulle ligge en fascination af det psykopatiske, sådan som man for et par år siden kunne læse det i formiddagsbladene i forbindelse med sagen om Peter Lundin. Man må holde sig for øjnene!
Det medmenneskelige projekt "besøgsven" er altså ren og skær selvspejling. Vi to kunne være tvillinger, skriver vores hovedperson, der selv har en (kanin)morder i sig. Fælles har de også modbilledet. Længslen efter det forunderlige Vernon Valley, landet på den anden side af havet, hvor "blide dåkalve boltrer sig blandt leende sjæle". Bemærk ironien, også når det gælder paradis. Drømmen er en fiktion, som det gode er det. Og til sidst overtager Vernon Valley hele historien.
Forfatteren Christina Hagen fortsætter med denne brevroman i det skarpe kvindespor fra "Sexdronning". Og er man ubevandret i ondskabens geografi, vil der være mange gys undervejs. Alligevel savner jeg et eller andet superøje, der ser historien oppefra og trækker - gerne (endnu mere) afslørende, gerne (endnu mere) stilistisk skarpt - i trådene. En masterplan, der sætter vores hovedperson under lup, sådan som hun selv holder M som forsøgsdyr. En idé, med andre ord, der er større end de frie radikaler.
Christina Hagen: 71 breve til M. 168 sider. 199 kroner. Gyldendal.