Bag jagten lurer en depression

Vilhelm Dinesen er atter aktuel med Tom Buk-Swientys store biografi. Nu genudsendes hans jagtbreve

Af en eller anden grund har man så på Gyldendal ment, at man skulle høste af Blixen-industrien en ekstra gang ved at udgive Dinesens (Boganis') "Jagtbreve og Nye Jagtbreve" fra omkring 1890. Hvorfor det ikke blev "Fra ottende Brigade" om Dybbølkampene 1864, hvor Dinesen skriver et ganske råt dansk, kan man spørge sig selv.
Af en eller anden grund har man så på Gyldendal ment, at man skulle høste af Blixen-industrien en ekstra gang ved at udgive Dinesens (Boganis') "Jagtbreve og Nye Jagtbreve" fra omkring 1890. Hvorfor det ikke blev "Fra ottende Brigade" om Dybbølkampene 1864, hvor Dinesen skriver et ganske råt dansk, kan man spørge sig selv. Foto: Gyldendal

Var han ikke Karen Blixens far, var han for længst glemt, også selvom Georg Brandes skrev et kapitel om ham i Essays. Danske Personligheder (1889). Vilhelm Dinesen (1845-1895) deltog i krige og jagter og skrev bøger om det bagefter. Han søgte spændtheden i tilværelsen begge steder, og kunne sandsynligvis ikke slå sig til ro med et almindeligt liv.

Denne spændende, men også uklare person har Tom Buk-Swienty sat sig for at portrættere i sit værk Kaptajn Dinesen og har netop i det første bind, som omhandler tiden indtil 1872, gjort det med stor akkuratesse. Han har genfortalt Dinesen ved at klippe sætninger fra dennes trykte værker sammen med sine egne historiske overblik.

LÆS OGSÅ: Værd at vide om klosterlivet

Af en eller anden grund har man så på Gyldendal ment, at man skulle høste af Blixen-industrien en ekstra gang ved at udgive Dinesens (Boganis) Jagtbreve og Nye Jagtbreve fra omkring 1890. Hvorfor det ikke blev Fra ottende Brigade om Dybbølkampene 1864, hvor Dinesen skriver et ganske råt dansk, kan man spørge sig selv.

Nu får vi så i stedet en rigtig hyggelig jagtbog, hvor bemærkningerne om dyrene og vind og vejr giver anledning til små anekdoter fra Dinesens rige liv i Frankrig, blandt indianere i Amerika og fra Tyrkiet, hvor han var slutningen af 1870erne. Dinesen ved meget om den natur, han går på jagt i, han bruger gamle jægerudtryk, kommer ind på de forskellige jagtformer og traditionerne fra fortiden. Alt i alt virkelig et inciterende bekendtskab, men også et underligt centrumsløst, hvad Brandes allerede bemærkede i 1889 om Boganis, Vilhelm Dinesens pseudonym, som han havde fået af indianerne, og som betød hasselnød, måske med ironien, at han ingen kerne havde? Brandes skrev: Boganiss Stil er ligesaa parenthetisk som snaksom. Den er parenthetisk, fordi den er distrait. I anledning af det Ene faldet det Andet Forfatteren ind, og han skyder Tanker og Sætninger ind i hverandre.

Men også Brandes må have haft sine grunde til at skrive om Dinesen som forfatter. Man kan sige, at Dinesen netop i sin spredthed repræsenterer en noget underbelyst direkte naturlighed i samtiden 1890-1900, som hos ham får sprog. Ikke logisk, gnavende og selvoptrævlende jeg-spekulation som hos de samtidige symbolister, men sund udadvendthed en foregribelse af en senere vitalismes optagethed af den kropslige spændthed?

Jagtbrevene er op til fire-fem sider lange. De pendler efter jagten i Sverige eller i Jylland. Og som regel starter de med en eller anden bemærkning om vejret og vildtets tilstand, hvorefter en lille koket anekdote fortælles, der igen peger ud mod bemærkninger om livet andre steder i verden. Man har som læser indtrykket af, at Dinesen har kæmpet og rejst så meget for simpelthen at have samlet de flest mulige indtryk fra hele verden, ligesom han i en enkelt fugl kan opregne alle dens farver:

En prægtig fugl, en Bekkasin, let, elegant bygget, i Besiddelse af en glimrende Fjerdragt i al sin tilsyneladende Beskedenhed. Hvilken overdaadig Pragt! Hvilken Farverigdom! Der er flere Farver og harmonisk sammenstillede i en Bekkasins Klædning end paa en spraglet Papegøje, der pranger i Brandgult, Indigo, Zinnober og Pinatgrønt, der er: Brunt, Sort, Hvidt, Graat (Musegraat og Perlegraat og Fløjlsgraat), Rødt (Blegrødt og Teglstensrødt og Rødbrunt), Gulgrønt og Rustgult, Rødgraat og Gulhvidt med en Uendelighed af Mellemspil, som Sproget fattes Ord til at betegne.

Man ser den katalogiske omhu over for verden i opregningen af farverne, men beskrivelsen skal intet steds hen. Ja, sproget fratages til slut endog evnen til at ramme og omfatte det beskrevne!

Hvorfor har Dinesen så skrevet disse jagtbreve? I al deres veloplagte noteren af mangt og meget mellem himmel og jord er det, som om de skal producere en erstatning for et mere begivenhedsrigt liv, der hørte ungdommen til. Man aner bag deres lette overflade en depression. I hvert fald endte Dinesens liv med selvmord i 1895. Men man forstår også, hvor højt den lille, 10-årige Karen Dinesen (senere Blixen) elskede denne far, en mand med en konkrethed i sit væsen, der var meget anderledes end de kvindelige tanters snak og moral.