Bag Lars Løkkes lukkede døre

Ved hjælp af anonyme kilder giver ny bog indblik i det politiske spil i Lars Løkke Rasmussens (V) regeringer siden 2015. Og bortset fra en enkelt er anmelderne enige om, at det er interessant og velskrevet, omend det ikke bringer nævneværdigt nyt om statsministeren som person

En af konklusionerne i den nye Løkke-bog er, at Lars Løkke Rasmussen (V) vil være statsminister for enhver pris, også selvom det kræver, at politiske målsætninger og støtter må ofres. –
En af konklusionerne i den nye Løkke-bog er, at Lars Løkke Rasmussen (V) vil være statsminister for enhver pris, også selvom det kræver, at politiske målsætninger og støtter må ofres. – . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Hvis man skal skrive en bog, der baserer sig på anonyme kilder, kræver det, at kilderne har tillid til forfatterne, og at forfatternes troværdighed er så høj, at læserne kan have tillid til dem. Og måske derfor er metoden ikke specielt udbredt, omend altid kommenteret, når den bliver brugt. Således også i Henrik Qvortrups og Lars Trier Mogensens ”For enhver pris. Ofringer og rænkespil bag lukkede døre i Løkkes regering” (People’sPress).

Bogen er en kronologisk gennemgang fra valget i 2015 og frem til i dag, fra Venstres Lars Løkke Rasmussen er i valgkamp, til han i sommeren 2018 skrotter alle videre økonomiske reformplaner og skattelettelser for at få ”et roligt, blåt efterår”.

En af konklusionerne er, at Lars Løkke vil være statsminister for enhver pris, også selvom det kræver, at politiske målsætninger og støtter må ofres, og forfatterne viser, hvordan Lars Løkke med politisk snilde har held til at redde regeringen og dermed også sin egen post som statsminister, men også, hvordan han af og til kommer til kort, som for eksempel i forbindelse med den såkaldte gyllegate, hvor Søren Pape (K) stod fast på, at Eva Kjer Hansen (V) ikke kunne blive siddende på grund af de urigtige oplysninger, som hun havde givet Folketinget om landbrugspakken i 2016.

Der er fem stjerner ud af seks mulige i de aviser, som giver den slags, nemlig Kristeligt Dagblad, Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten, mens Information finder bogen ”interessant og nuanceret”. Blot Politiken, som leverer den mindst tekstnære anmeldelse, vender tommelfingeren mod syd og nøjes med at give to hjerter ud af seks. Her mener Peter Mogensen nemlig, at bogen mangler såvel dokumentation som fokus, omend han anerkender, at de to forfattere har gjort ”et grundigt stykke arbejde med at tale med anonyme kilder om Lars Løkke Rasmussens seneste regeringsforløb”.

Han problematiserer som hovedparten af de andre anmeldere anvendelsen af anonyme kilder og sammenligner som et par andre med den amerikanske journalist Bob Woodwards ”Fear” om Donald Trump:

”Om begge forfattere til ’For enhver pris’ har Woodwards integritet, blæser mildt sagt i vinden, hvorfor genren måske her er mindre velvalgt.”

Men Peter Mogensen står alene med sine forbehold, og over resten af linjen er der stor interesse og respekt for de to forfatteres projekt, omend ingen kan lade være med at kommentere deres metode. Her Henrik Hoffmann-Hansen i Kristeligt Dagblad:

”(…) der trækkes flittigt på kendt stof, som har været bragt i aviser og andre medier. Men – og her ligger bogens store styrke og svaghed – også 50 anonyme kilder bruges til at fortælle, hvad der er foregået bag de lukkede døre. I flere tilfælde bliver replikskifter citeret fra møder, hvor kun ganske få toppolitikere har været til stede. Forfatterne er selv klar over, at det er en svaghed, for hvordan kan man være sikker på, at kilder husker og refererer den slags korrekt, endda flere år efter? Man kan heller ikke vide, om kilderne i egen interesse fordrejer eller fortier vigtige oplysninger. I et afsluttende kapitel erkender de denne risiko, men pointerer samtidig, at anonymiteten for kilderne har været helt nødvendig for, at de overhovedet kunne skrive bogen.”

Men når det er sagt, er Henrik Hoffmann-Hansen glad og finder, at man får et meget velfortalt indblik i, at politik til tider er et meget hårdt spil, og at bogen skal ”læses for det unikke indblik, den giver i, hvad der foregår på de indre linjer, når Christiansborg står på gloende pæle. Til det formål løser den opgaven fremragende”.

Og den konklusion kan Jette Elbæk Maressa godt tilslutte sig i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor hun blandt andet skriver:

”Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen tegner et nådesløst portræt af toppolitik og prisen for at bevare magten i bogen ’For enhver pris. Ofringer og rænkespil bag lukkede døre i Løkkes regering’. Titlen holder, hvad den lover. Krimien kan roligt lægges til side og erstattes af de 361 siders drama fra Christiansborg. Underholdningsværdien er i top. Bladene vender sig selv.”

Også i Berlingske er der fem stjerner ud af seks fra Kresten Schultz-Jørgensen, der efter endt læsning konstaterer, at Lars Løkke er en overlever, der ikke er bange for at ofre venner, skotte reformer og forkaste principper – og at han meget vel kan tage en runde mere i Statsministeriet. Han konkluderer:

”Bogen er intens læsning gennem 12 skarpe kapitler med Mogensen og Qvortrup som fluen på væggen. Det er en metode, der har sine klare regler – og herunder, at forfatterne ikke broderer unødvendigt på historien med subjektive fortolkninger.”

Der er således bred enighed om, at det mest interessante er, at der bliver lindet på døren ind til Statsministeriet, og at man dermed får indblik i en verden, som for de fleste er lukket land. Og at der ikke bliver føjet væsentligt nyt til hverken Lars Løkke som person, eller til hans førte politik og dens resultater, betyder mindre, mener Karina Kosiara-Pedersen, der anmelder i Information:

”For den politisk interesserede læser er det fornøjeligt at få en levende fortælling om et stykke nyere dansk politisk historie på et tidspunkt, hvor vi stadig kan huske begivenhederne. En del er allerede kendt fra mediedækningen. Men bogen bidrager med forfatternes – og deres kilders – version af, hvad der virkelig (også) skete bag de lukkede døre i Løkkes regering. Dermed er den med til at udfylde nogle af de huller, som os, der står uden for Christiansborg og interesseret kigger ind, har. Os, der godt kan tåle at få gentagelser, fordi vi nyder en samlet fortælling om dansk politik.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens mod-tagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.