Ny bog om P. Munch: Velkvalificeret forsøg på at forstå én af de mest forhadte skikkelser i dansk politik

Steen Andersen har en sikker hånd. Han hverken fordømmer eller forherliger, men gør et velkvalificeret forsøg på at forstå udenrigsminister P. Munch, én af de mest forhadte skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede

Ny bog om P. Munch: Velkvalificeret forsøg på at forstå én af de mest forhadte skikkelser i dansk politik

Beskrivelsen af store og betydningsfulde historiske beslutninger bliver kun alt for let inficeret af efterrationalisering og bagklogskab. Man behøver blot sammenligne foråret 1940 med foråret 2020. Store mængder af informationer, holdninger, advarsler og formodninger vælter ind over beslutningstagerne.

Bagefter kan man rive regeringen i næsen, at den overså en advarsel, negligerede en anbefaling eller ignorerede en oplysning. Men det kan man typisk, fordi man nu ved, hvordan det gik, og derfor kan identificere dem, der endte med at få ret. Der er til hver en tid mange forudsigelser, formodninger og forventninger i almindeligt omløb. Langtfra alle virkeliggøres. Historiens gang er et lotteri, der udtrækker enkelte af dem og ophæver dem til profetier, fordi de viste sig at være rigtige.

Beslutningstagere i krisesituationer nyder derimod ikke bagklogskabens privilegium. De skal træffe afgørelse ud fra en række mulige og tænkelige udfald, mens deres politik bagefter altid bliver bedømt på sin værdi for det faktiske udfald.

Steen Andersen har sat sig for med denne bog at undersøge grundlaget for de beslutninger og forholdsregler, der blev truffet af den danske regering fra indgåelsen af den dansk-tyske ikke-angrebspagt i maj 1939 til iværksættelsen af Operation Weserübung ganske tidligt om morgenen den 9. april 1940. Han vil om bag ved bagklogskaben.

Det vil alle historikere selvfølgelig, men det kan være meget sundt at blive mindet om, at det er formålet. Fremgangsmåden er en kildenær beskrivelse af de informationer, der til hver en tid stod til rådighed, i kombination med en analyse af de motiver og den tankegang, der lå til grund for bearbejdningen af disse informationer. Hovedpersonen er udenrigsminister P. Munch, én af de mest forhadte skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede.

Andersen har en sikker hånd. Han hverken fordømmer eller forherliger, men gør et virkeligt velkvalificeret forsøg på at forstå, hvorfor Munch gjorde, som han gjorde, og sagde, som han sagde. P. Munch var styret og begrænset af en forestilling om, at en blivende tilpasning til Berlin ville beskytte Danmark fra at blive involveret i den eskalerende stormagtskonflikt i slutningen af 1930’erne. Han kunne simpelthen ikke forestille sig, hvilken fordel Tyskland kunne få af en militær invasion af Danmark, som Tyskland ikke allerede kunne opnå ad diplomatisk vej. Deri tog han som bekendt fejl. En af Steen Andersens mange interessante pointer er, at fejltagelser kan være velbegrundede. Det gjaldt for eksempel et tilfælde, da Munch i lyset af de advarsler om tysk aggression, der var indløbet i begyndelsen af april 1940, bad Erik Scavenius om at tage til Berlin for at sondere tyskernes hensigter. Scavenius afviste med henvisning til, at det var helt utænkeligt, at Tyskland ville gribe til yderligere erobringer. ”Det interessante ved den vurdering,” skriver Steen Andersen, ”var ikke, at det få dage senere skulle vise sig at være en fatal fejlvurdering, men derimod, at den faktisk byggede på en realistisk analyse af situationen.”

I denne ene formulering er Andersens anliggende kondenseret, og den rummer også nøglen til en forståelse af Munchs og Scavenius’ rolle, som hverken udelukker deres kritikere eller deres tilhængere fra at blive klogere. Det er en bedrift af Steen Andersen, at han formår at skrive om et så omstridt og betændt emne på en måde, der drager modsætninger ind i diskussionen snarere end at skærpe en ufrugtbar polemisering.

Danmark blev i takt med krigens udvikling fra den tyske invasion af Polen i september 1939 til den sovjetiske invasion af Finland i november stadig mere klemt af stormagterne, ikke kun Tyskland. Den danske neutralitetspolitik var konstant udfordret, også fordi Danmark stod isoleret i Norden. Steen Andersen viser med udgangspunkt i britiske kilder, hvor irriterede briterne var over den danske tilpasningspolitik til Tyskland. Bogens væsentligste bidrag til forståelse af situationen er dokumentationen af de systematiske britiske forsøg på bryde de skandinaviske landes neutralitet. En stor britisk flådeaktion i Østersøen i foråret 1940 blev først i sidste øjeblik aflyst. Den ville med sikkerhed have udløst krig på dansk grund, og det var netop planen, at det skulle inddrage de skandinaviske lande i krigen på de vestallieredes side. Briterne koncentrerede i stedet deres opmærksomhed på Nordnorge, hvor de ønskede at sikre havnen i Narvik. Steen Andersen viser, at de fortsatte britiske krænkelser af den danske og norske neutralitet var årsag til stor bekymring i København. De har siden fået lov til at stå i skyggen af den tyske besættelse den 9. april og er af eftertiden blevet helt anderledes bedømt. Men den konkrete oplevelse i Skandinavien i det tidlige forår 1940 var et pres fra både syd, øst og vest. Når besættelsen kom som en overraskelse, skyldtes det altså ikke, at man ikke var klar over, at der ville ske noget. Men kun få regnede med en uvarslet militær besættelse af hele landet.

Det er ikke til at komme uden om, at bogen er skæmmet af en uafsluttet sproglig redaktion. Der er ikke læst ordentlig korrektur. Mange af citaterne fra kilderne er åbenlyst fejlbehæftede. Hvordan kan en formulering hentet fra en svensk kilde som ”försvar av flygplatser omme de bart söder om gränsen” overhovedet passere nogens skrivebord? (Der må være tale om forsvaret af flyvepladser ”omedelbart” syd for grænsen).

Et blivende irritationsmoment er den stadige anvendelse af vendingen ”i forhold til”. Den forekommer på snart sagt hver eneste side og meget sjældent velanbragt. Hvad skal man mene om følgende sætning:

”Ikke en gang i forhold til spørgsmålet om diplomatisk støtte i forhold til en situation, hvor Tyskland ville kræve en grænseændring, var der meget hjælp at hente i Storbritannien.”

Det skal for det første være ”megen” og ikke ”meget”, da hjælp er fælleskøn. For det andet kan sætningen ikke alene forenkles, men også gøres klarere. Hvorfor skriver Andersen ikke bare: ”Der kunne ikke engang forventes britisk diplomatisk støtte i tilfælde af et tysk krav om grænseændring.”

Eller hvad med en formulering som:

”Selvom trusselsbilledet i forhold til videre sovjetisk aggression mod Skandinavien var aftagende, betød det ikke, at krigsskyerne var drevet væk, tværtimod.”

Her bliver manglen på præcision suppleret af en unødvendig metafor. Helt centrale formuleringer forurenes af denne sproglige unode som for eksempel i analysen af, ”at de skandinaviske landes stilling internationalt blev betragtet fra London som et forhold, der skulle bearbejdes, presses og trues til at agere i forhold til de britiske interesser”.

Hvad er meningen? Betyder det ”i modsætning til”, ”under hensyn til” eller ”i overensstemmelse med”? Det er efter konteksten at dømme nok det sidste, der menes.

En så god bog som denne har fortjent et andet oplag. Det kunne passende benyttes som lejlighed til at ofre tid på en ordentlig sproglig overhaling, så den kan få de seks stjerner, den fortjener. Indtil da må den nøjes med fem.