Tore Skeie, som er norsk historiker og journalist, fortæller i denne bog en af vikingetidens mest dramatiske historier, nemlig historien om magtkampen mellem danske, norske og engelske konger om beherskelsen af Nordsøens lande i 900- og 1000-tallet.
Hovedpersonerne i bogen er den norske kong Olav den Hellige, den engelske kong Æthelred og den danske (og engelske) konge Knud den Store.
Det er historien om, hvordan statsdannelserne i vikingetiden var meget ”løse” (uden ret mange stærke politiske institutioner), og hvordan de forskellige imperier, der blev dannet, var bygget op omkring kongens person og derfor ofte faldt fra hinanden igen, når kongen enten døde eller blev sat ud af spillet.
Kong Æthelred var angelsaksisk konge i England, inden danerkongerne erobrede landet. Han blev konge i 978, men blev sat fra magten af Svend Tveskæg i 1013.
Forinden havde Svend Tveskægs styrker gennem adskillige år med jævne mellemrum hærget og plyndret i England, og englænderne havde ofte måttet betale en stor afgift (”danegæld”) for at få danskerne til at indstille plyndringstogterne.
I 1013 erobrede danerkongen imidlertid hele England, og Æthelred måtte flygte ud af landet. Men allerede året efter døde Svend Tveskæg, og Æthelred kunne vende tilbage til sit gamle rige.
Han blev dog snart tvunget til at dele magten (og landet) med en repræsentant for den danske kongeslægt, Knud den Store, som havde iværksat et nyt dansk togt mod England. Da Æthelred døde i 1016, blev Knud kort tid efter valgt til konge over hele England.
Knud den Store kom i flere år til at sidde på magten i både Danmark, Norge og England. Efter at være blevet engelsk konge i 1016, blev han også dansk konge i 1018. Han fik tillige overherredømmet over Norge og havde således opbygget et stort Nordsøimperium.
I 1015 havde norske Olav Haraldsson (senere kaldet Olav den Hellige) med engelsk støtte forsøgt at løsrive Norge fra Danmark, og i de efterfølgende år var magtkampen mellem Olav og Knud eskaleret.
Den fandt sin foreløbige kulmination med Olavs angreb på Danmark sammen med den svenske konge Anund Jakob. I Slaget ved Helgeå i Skåne i 1026 stødte de svenske, norske og danske styrker sammen. Men de skriftlige kilder er ikke enige om, hvem der vandt. I det hele taget findes der blandt historikerne mange forskellige fortolkninger af, hvordan tidens kampe mere præcist udfoldede sig, og hvad de drejede sig om.
Faktum er imidlertid, at Olav den Hellige i 1028 måtte flygte til Rusland, efter at en stor del af de norske stormænd havde vendt sig imod ham, og det danske overherredømme i Norge var blevet genetableret. Et par år senere vendte han tilbage og forsøgte at genvinde magten, men faldt i Slaget ved Stiklestad i 1030. Senere fik han tilnavnet ”den Hellige” (blandt andet fordi han havde gjorde et stort arbejde for at udbrede kristendommen i Norge) og status af norsk nationalhelgen.
Tore Skeie er en glimrende fortæller, som forstår at redegøre for magtkampene mellem de danske, norske, engelske og svenske konger og de politiske, økonomiske og sociale forhold, der lå bag, på en fængende måde.
Ved en blanding af detaljerede skildringer af de enkelte begivenheder og en mere nøgtern overordnet fremstilling af tidens problematikker formår han at få læseren til at blive optaget af den historie, han ønsker at fortælle.
Tore Skeie er virkelig inde i sit stof, og antallet af faktuelle fejl er yderst begrænset. Enkelte gange kunne man dog godt ønske sig lidt mere kildekritik fra hans side, når man læser de meget dramatiske og detaljerede beskrivelser af diverse enkeltbegivenheder. Man tænker sommetider uvilkårligt: Hvordan ved forfatteren, at det er foregået på netop den måde?
Dette ændrer imidlertid ikke ved, at bogen generelt er en fagligt velfunderet og samtidig meget fint formidlet fremstilling af et af de mere spændende kapitler i Danmarks, Norges og Englands historie: brydningstiden, som førte til skabelsen af middelalderens Norden.