”Når solen står op i morgen, vil jeg være glad for, at den ikke skinner på dig.” Sådan skal vi forestille os, at fængselsbetjenten sagde til sin fange – aarhusianeren og naziterroristen Kaj Bothildsen Nielsen – lige inden hans død i 1947. Kaj stod bag 57 drab og 116 sabotagehandlinger for Gestapo under Anden Verdenskrig. Han blev henrettet under retsopgøret efter Besættelsen.
Med forestillingen ”En plads i solen” fortæller Teatret Svalegangen – som ligger lige der, hvor Kaj levede og agerede – en lokalt forankret, men ikke af alle velkendt historie om Aarhus under krigen. Vi flytter rundt i byen fra det ene bekendte gadenavn til det næste, og effekten er en følelse af lokalt fællesskab. Men historien om Kaj er alligevel en historie, vi har hørt før.
Kristoffer Helmuth er den voldssultne, rødhårede Kaj, der ville være frontkæmper, men blev kasseret på grund af sit dårlige helbred og lille format. I sin forsmåelse kaster han sig ind i Hitlers projekt, hvor han ser en mulighed for at være noget særligt. Vi møder ham kort før slutningen og tages tilbage i historien gennem en række flashbacks, der beskriver hans udvikling fra ung idealist til gift terrorist.
Julie Maj Jakobsen har igen leveret et besnærende komplekst manuskript, og i Simon Bobergs instruktion bindes billeder, ord og karakterer sammen til en velformidlende helhed. Replikkerne udfolder sig som levende litteratur, som fortællende beskriver hovedpersonernes handlinger med langt flere detaljer og begrundelser, end de faktisk udfører på scenen.
Der er hele tiden en kløft mellem betegneren og det betegnede, som vi selv skal udfylde. Teksten peger på sin egen tekstlighed og tvinger os til at læse den med kritiske øjne og selv danne mening af det selvmodsigende. Præcis som vi også skal læse internettet nu til dags.
Ordene spiller stærkt sammen med Peter Schultz’ bunkerscenografi og Henrik Sloths lysdesign, der med få, små virkemidler fortæller os meget om livet i en krigstid: Lange kolde skygger på højt belagt beton og blodrøde buer, der burer Kaj inde. I enkelte scener bryder stykket og stilen desværre med denne skønne enkelthed og gør sig unødvendige forsøg på at være endnu mere kunst, end det behøver.
Kajs personlighed er elegant repræsenteret i spillet mellem form og indhold: Han er en halvtom skal opgjort af tomme floskler. Han taler som en bog, siger hans kone, og på overfladen lyder hans forsimplede og forsimplende ideologiske ordflom tillokkende. Men Kajs retorik er planket og plukket fra tilfældige kilder i hans evindelige forsøg på at retfærdiggøre sin gøren og laden.
I bund og grund er han et omsorgssvigtet barn blottet for samvittighed og empati. Der synes ikke at være nogen højere motivation bag hans handlinger, blot et ønske om opmærksomhed. En opmærksomhed som han, trods sine ihærdige handlinger, aldrig får.
Dette åbenbarer sig i en række nøglescener i fængselscellen i sammenstødet mellem den vindende og den tabende ideologi – den stolte demokrat og den danske nazist. Det er her, historien møder virkeligheden. ”Der findes kun et samfund. Et os!”, råber betjenten, Jesper Hyldegaard, med overbevisning og fortvivlet, bævende læbe, næsten som et ekko af Joe Bidens sejrstale i lørdags.
”En plads i solen” er velformidlet lokalhistorie, der har global relevans. Form og indhold spejler hinanden forbilledligt, men fortællingen forbliver underligt uimponerende. Måske fordi de ikke kan bringe os nyt om terroristen, nazisten, narcissisten og psykopaten, som fiktionen og virkeligheden ikke allerede har fortalt os.