Prøv avisen
Bog

Baggesen var grænsegænger mellem det danske og det tyske

Portræt af Jens Baggesen som en ung mand. Foto: Wikimedia Commons

Anna Sandbergs biografi om Jens Baggesen viser, hvor stor en digter han var. Bare ærgerligt, den ikke er mere fortalt

Hvordan kan man skrive fængende om gammel litteratur som Jens Baggesens (1764-1826)? Eller måske skal man slet ikke skrive eksistentielt fængende, men oplysende historisk?

Det sidste gør Anna Sandberg i sin store bog om Baggesens tyske forfatterskab, som han havde ved siden af sit danske. Hun forholder sig blandt andet til tysksprogede værker som ”Parthenais”, ”Oceania” og ”Adam und Eva”, som er blevet næsten glemt i dansk litteraturhistorie. Netop på Baggesens tidspunkt begyndte kritikken at promovere dansk som nationens særlige sprog og udgrænsede dermed det tyske sprog.

Sandbergs værk er en meget litteraturhistorisk klog bog. Henvisningerne til tysk oplysning og tyske digtere og filosoffer er hyppige, men også godt formidlet. Ja, overhovedet er det oplysningen og romantikken i Tyskland omkring 1800, som er horisonten i bogen. Baggesen er i Danmark mest kendt for værket ”Labyrinten” (1792), som er en rejseroman fuld af følelse og patos. Han har været genstand for en del forskning i Danmark, men det har mest været af den biograferende slags knyttet til kærlighedstemaet i denne betydningsfulde roman - hævder Sandberg. Hun vil modsat gerne vise Baggesens indsats også i naturbeskrivelserne, satiren og de politiske diskussioner, som hans tyske værker indeholder.

Et tilfælde ville, at jeg samtidig med hendes bog læste ”Den rejsende”, Aage Henriksens bog fra 1961 om Baggesen og hans tid. Den er ganske rigtigt biograferende i sin tilgang til Baggesens også tyske værker. Men hvor kan Henriksen fortælle! Om Baggesen og genfortælle hans værker, så man synes, man har med vedkommende litteratur og liv at gøre! Sandberg har et helt andet mål med sin fremstilling, der gør den mere anstrengende at læse, også fordi hun ikke er i stand til at genfortælle de tyske værker ligeså fængende som Henriksen.

Værkerne er for hende historiske eller litteraturhistoriske dokumenter, der i deres tematik og retorik er interessante, men Baggesen får ikke lov at blive et levende menneske og en levende digter i hendes tilgang. Misforstå det ikke: Hendes fremstilling er yderst kompetent helt ned i de historiske detaljer.

Hun vil gerne fremstille Baggesen som grænsegænger mellem dansk og tysk, mellem 1700-tallet og 1800-tallet, mellem oplysning og romantik. Og ganske rigtigt er hendes ”billede af en politisk engageret (digter), der tager livtag med romantikken (...) et andet end det dominerende i dansk Baggesen-forskning”. Hun er derfor også opmærksom på, at Baggesen bruger sin biografi til at skabe et bestemt forfatterbillede af sig selv i en anden retning i læseren, netop som den fremmede, den fornuftige , oprøreren eller den rejsende.

Og hun viser , at udviklingslinjen i forfatterskabet går fra følsom patos, over utopiske forestillinger til stærk , nærmest nihilistisk satire og endelig til et enhedssøgende eksistensfilosofisk budskab om kærlighed, fornuft og tro, sådan som Gud udtaler det til de to første mennesker i ”Adam und Eva” (1826).

Den gamle litteraturhistoriker Vilhelm Andersen sagde i 1934 om Baggesen, der jo var født i Korsør og kunne sit danske sprog om nogen, men som altså også skrev på tysk og fransk, at hans splittede liv, hans følsomhed og det fragmentariske i hans arbejder gjorde, at vi moderne mennesker ville føle os i samklang meget mere med Baggesen end med Oehlenschläger. Ham kunne vi være i stue med stadigvæk! De fint oversatte og velvalgte tyske citater i bogen viser på et flot dansk (Sandbergs egen oversættelse), hvor stor en digter Baggesen var. Bare ærgerligt, at bogen ikke er mere fortalt! Måske Anna Sandberg kunne skrive en kortere populærudgave med knap så megen nejen for det akademiske.

Baggesen var kendt for sin interesse for damer, hvad Højholt udnytter frækt i sit biograferende ”& Baggesen”-digt, der netop viser os en levende mand og digter:” (...) og falder jeg ned på knæ for at bede Gud om hjælp i mit bekneb (lysten til damer)/ råder jeg ikke for mit øje og sans med de nette ankler og smalben/ jeg kan se derfra men da Han jo også er deres skaber og ophav /og da jeg i sød andagt just sender min tanke opad til Hans favn/ forvilder den sig op helt andre steder - ak! Til hulde egne,/ hvorhen jeg tror han ikke følger mig - ”

Jeg tror, den grove og satiriske Baggesen ville have nikket til denne poetiske genganger hos Højholt, som Sandberg desværre ikke kender.

kultur@k.dk