En ny læserundersøgelse lavet af Gallup viser, at 55 procent af læserne mener, at det, der kendetegner en god roman, er, at den har en god og spændende historie. Kun syv procent hæfter sig ved, at den har kunstneriske kvaliteter, og otte procent, om den sætter vigtige emner til debat.
Sådan set vil læserne jo bare have underholdning. Det kan man hurtigt blive forarget over, hvis man selv er sådan en, der lægger vægt på litterær kvalitet, sprog, livsoplysning og dannelse.
Nu er der flere ting at sige til disse tal, som man også kan læse mere om i Kristeligt Dagblads igangværende artikelserie om emnet.
For det første, at de ikke viser nogen anden tendens, end andre undersøgelser af lignende art har gjort igennem tiden. Læserne vil have historier med handling og ikke stillestående beskrivelser af psykiske tilstande eller sproglige konstruktioner, der i ét væk peger på sin egen karakter af netop konstruktion. Her er der ikke noget nyt under solen.
For det andet betyder det, at tallene peger på underholdning som incitamentet for læserne, ikke at de automatisk er ligeglade med alt andet.
Ser man på den litteratur, som flertallet vælger at læse – altså det man finder på bestsellerlisterne – så er det et meget broget billede, der møder en. Det kan godt være, at læserne først og fremmest vil have underholdning, men de får også en masse andet med i købet. De får for det meste langt mere, end de har bedt om.
Underholdning kan godt være en tom og informationsfattig sag, der bare gentager den samme historie igen og igen. Den slags litteratur findes. Men der findes en masse populær litteratur, der også kan og vil noget andet. Folk vil underholdes med en god og spændende historie – men de fleste gode og spændende historier handler faktisk om noget.
Læserne får noget at vide om katedralbyggeri i Ken Folletts ”Jordens søjler”. De får indblik i en anden måde at opfatte verden på end vores egen, idet man engang kunne tænke sig at begynde at bygge noget, som man vidste, man ikke selv ville se resultatet af. Den slags kan man dårligt tænke sig i dag.
Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet” gav anledning til en global debat om katolsk ekstremisme og satte faktisk en dagsorden. Og J.K. Rowlings ”Harry Potter”-bøger er ikke bare sjove og fantasifulde – de slår også på tromme for solidaritet, socialt engagement og etnisk tolerance.
I forrige uge udgav Ida Jessen romanen ”Doktor Bagges anagrammer”, og den byder skam på en god ægteskabshistorie, men giver også et indgående portræt af en sær eksistens og et fint historisk billede af de første årtier af 1900-tallet på Thyregod-egnen.
Underholdningslitteratur bliver ofte betragtet som én stor brokkasse, hvor bøger med forskellige grader af underlødighed befinder sig. Der er puritanere af æstetisk eller etisk observans, som bare henviser alt det, der enten ikke tilfredsstiller en forfinet smag eller et moralsk ideal, til kassen for plat underholdning.
Men i stedet for forarget at fordømme underholdningen, der er kommet for at blive, kunne man give sig til at undersøge den nøjere. Hvad kendetegner god underholdning, og hvordan kan man gøre den bedre?
Forfatteren og litteraturprofessoren Umberto Eco, der selv var mand for en god historie, havde et fint blik for den slags. Især gentagelsernes betydning. Læserne vil gerne høre den samme historie igen og igen. Det giver fred og ro i sjælen. Men det er så heller ikke til at holde ud i længden. Der skal variation til. Og når læseren tager endnu en krimi i hånden, så nyder han måden, hvorpå den velkendte historie er konstrueret, så den forekommer at være anderledes.
Hvad det gælder om for den gode historiefortæller er at få det forventede til at virke overraskende. Ifølge Eco nyder læseren netop at få den gammelkendte historie fortalt igen med en lille, men essentiel variation. Det er et stadigt og pirrende spil mellem det, som læseren ved, det, han forventer, og det, han får.
At læse er på én gang at blive udfordret og bekræftet. Eco gjorde det selv med romanen ”Rosens navn”. Den er både spændende og underholdende, har kunstnerisk kvalitet og sætter væsentlige erkendelsesmæssige problemer til debat. Det ene udelukker absolut ikke det andet.
Seks procent af de adspurgte i undersøgelsen læser aldrig romaner. Fred være med dem. De aner sandsynligvis ikke, hvad de går glip af: Spændende og gode historier, som kun romaner kan fremstille dem.
Hver lørdag skriver Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift om forholdet mellem litteratur og eksistens, både historisk og aktuelt.