Baglæns gennem livet

Hvordan håndterer vi, at den værste del af livet kommer til sidst? Fra Søren Kierkegaard til Halfdan Rasmussen er der svar at hente

"Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forståes baglænds, men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds," skriver Søren Kierkegaard. Maleren Luplau Janssens har her gengivet Kierkegaard i samtale på gaden.
"Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forståes baglænds, men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds," skriver Søren Kierkegaard. Maleren Luplau Janssens har her gengivet Kierkegaard i samtale på gaden. Foto: Ukendt.

Vi nærmer os storfejringen af Søren Kierkegaards 200-årsdag, i maj, og vil med garanti igen og igen komme til at høre dette allerede skamredne citat:

Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forståes baglænds, men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds.

Men hvad med også at leve livet baglæns? Ville det ikke være at foretrække? I antologien Ældrestyrken (redigeret af Bent Eikard og Bent H. Claësson, Tiderne Skifter, 2012) indgår en tekst om fordelene ved det. Man starter med at dø og få det overstået og vågner derefter op på et plejehjem. Når man er blevet frisk nok til at forlade det, hæver man sin pension og får på første dag et guldur for lang og tro tjeneste. Teksten fortsætter sådan:

LÆS OGSÅ: Kierkegaards centrale tanker om personlig tro

Derefter arbejder man 40 år, indtil man er ung nok til at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet. Og så er der tid til at drikke, feste, dyrke sex og forberede sig på at tage en uddannelse. I skolen er man barn og leger og har små pligter og bekymringer indtil man til sidst er baby De sidste ni måneder tilbringes flydende rundt i fredfyldt luksus. Der er centralvarme og roomservice med mere og til allersidst forlader man denne verden i en orgasme

Det lyder jo umiddelbart tiltrækkende. Mark Twain (1835-1910) bemærkede da også at det egentlig var en skam at spilde ungdommen på de unge. Det inspirerede en anden amerikansk forfatter, Francis Scott Fitzgerald (1896-1940), til at skrive en novelle om at leve livet baglæns. Den hedder The Curious Case of Benjamin Button og viste sig at være så kuriøs at han havde svært ved at få den solgt. I 2008 blev den filmatiseret med Brad Pitt i titelrollen, og om få måneder udkommer den for første gang på dansk i Fitzgerald-antologien Historier fra jazztiden, udvalgt og oversat af Hans Hertel.

Benjamin bliver født på et privathospital i Baltimore i 1860 og viser sig at se ud som en 70-årig. Hans hår er næsten hvidt, og fra hans hage drypper et langt røgfarvet skæg. Da han med sprukken stemme spørger Mr. Button Er De min far?, er denne tæt ved at gå i brædderne. Efter at have taget sig sammen klipper han med en hospitalssaks en lang ende af sønnens skæg. Og da far og søn er nået hjem, får Benjamin farvet håret sort og bliver iført drengetøj tilpasset af en himmelfalden skrædder.

Efter en opvækst hvor han først føler sig bedst tilpas i selskab med sin farfar, begynder Benjamin 20 år efter sin fødsel med 50-årigt udseende at arbejde for faderen i dennes forretning. Ved et societybal møder han den unge og smukke Hildegarde Moncrief, og på dansegulvet betror hun ham at hun godt kan lide mænd på hans alder. De bliver gift, og de første år er ren lykke. Derefter opstår der problemer, for i takt med at hun begynder at falme, bliver han yngre og yngre. I 1898 melder han sig derfor ved udbruddet af Den Spansk-amerikanske Krig til hæren, og efter at være blevet let såret ender han som oberstløjtnant.

Hjemvendt til Baltimore bliver Benjamin snart antaget for at være 20 år yngre end sin hustru. Det lykkes ham nu at blive optaget som studerende på Harvard, hvor han bliver en stor succes på holdet i amerikansk fodbold. Men efter et par år begynder det at gå nedad fordi han nu er for klejn til denne robuste sport. Og hjemme i Baltimore er hans søn Roscoe snart den største af de to. Da er det Benjamin ved USAs indtræden i Første Verdenskrig bliver genindkaldt til hæren med rang som brigadegeneral! Men det går selvfølgelig ikke. Det ender med at han af sin søn bliver eskorteret hjem fra militæret, grædende og uden uniform.

Så måske er det alligevel ikke en god idé at leve livet baglæns. Hvordan håndterer vi så at den værste del af livet kommer til sidst? Det gives der flere bud på i bogen om ældrestyrken. Nogle af forfatterne understreger at alder ikke blot er et fysisk men også et psykologisk fænomen. For dem er målet at dø ung så sent som muligt. Heroverfor fremhæver den 93-årige Tage Voss at der af mange af de gamle næsten kun er personnummeret tilbage, og at man kunne have ønsket dem en tidligere død.

Det fik mig til at tænke på Halfdan Rasmussens digtsamling Fremtiden er forbi. Heri kan man læse disse linjer: Fremtiden er forbi./ Nu har du tilbage/ martrede nætter/ og ensomme genfærdsdage. Det lyder jo forfærdeligt, men heldigvis gælder det ikke for alle gamle. De der er blevet begavet med stærke gener og et lyst sind, kan på trods af deres reducerede udfoldelsesmuligheder stadig få en del ud af livet. Tænk blot på den 100-årige der i Jonas Jonassons roman sprang ud af plejehjemmets vindue og forsvandt.

I klummen skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen og historiker og festivalleder Ulla Tofte hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme