Prøv avisen

Bagsiden af det frisatte Californien

4 stjerner
Joan Didion (født 1934) er både romanforfatter og journalist, en tidsåndens kronikør, der ofte før andre på sin egen impressionistiske måde har indkredset udviklingen i USA. – Arkiv Foto: Seth Wenig/AP/Ritzau Scanpix

Der er hedonisme og kynisme under en nådesløs ørkensol i Joan Didions ”Intet gælder”, der nu er oversat til dansk

I avisen i onsdags blev det beskrevet, hvordan amerikansk litteratur i øjeblikket præges af en tendens til nyorientering mod historien. Flere skønlitterære forfattere vender sig i disse år mod historiske epoker og skriver om eksempelvis borgerkrigen og Anden Verdenskrig på nye, overraskende måder.

En anden og ældre tendens i USA er, at glemte eller aldrig anerkendte kvindelige forfattere genudgives med nye forord og introduktioner. Titler som ”Der vokser et træ i Brooklyn” af Betty Smith (1943) og ”Their Eyes Were Watching God” (1937, ikke oversat til dansk) af Zora Neale Hurston er blandt de mange, der er blevet genopdaget. I deres egen tid skabte romanerne begrænset eller ingen opmærksomhed, men nu er tiden en anden, og de ofte uretfærdigt glemte bøger får en renæssance.

Også i Danmark ses tendensen: Gyldendal har lanceret en hel lille serie kaldet ”Skala” til nyoversættelser af glemte, kvindelige forfattere (og en enkelt mand, franske Jean Genet). Nyeste skud på Skala-stammen er Joan Didions roman fra 1970, ”Play It As It Lays”, der på dansk har fået titlen ”Intet gælder”.

Vi er i Californien og Hollywood-miljøet – i de glade 1960’ere. Og hvis dette ikke var en fæl kliché før, er det det i hvert fald efter endt læsning af ”Intet gælder”, for nogen glæde, endsige dybere mening, i 1960’ernes oprørs- og frisættelsestrang, er umulig at spore hos Didion.

Hovedpersonen er den fallerede skuespillerinde Maria Wyeth, hvis lille datter er anbragt på et psykiatrisk hospital, og hvis eksmand er videre i erobringerne og filmkarrieren som instruktør. Selv er Maria også altid på vej i sin bil, cruisende rundt i Los Angeles’ vejnet uden mål og med. På overfladen er hun og hendes filmvenner frisatte, i virkeligheden er de eksistentielt bedøvede og faretruende nær undergangen. Didion er nådesløs i sin udlevering af en fortabt generation.

På et tidspunkt i den dialogrige roman med korte, snapshotagtige kapitler siger hun: ”Ingen af de ting, vi kan gøre, giver mening”. Det kunne være titlen på romanen.

Didion (født 1934) er både romanforfatter og journalist, en tidsåndens kronikør, der ofte før andre på sin egen impressionistiske måde har indkredset udviklingen i USA. Sidste års udgivelse i hjemlandet, ”South and West”, er noter fra 1970’erne, ikke tidligere udgivet, der beskriver et USA uden for metropolerne, som mange først er blevet opmærksomme på med valget af Trump som præsident. To erindringsbind om Didions afdøde mand og datter, begge oversat til dansk, har cementeret hendes ry som uomgængelig.

Nogen overset forfatter er Didion derfor langtfra, men ”Play It As It Lays” er god at få på dansk, for den har ikke været udbredt før. Den har sin styrke i beskrivelsen og analysen af en hedonistisk og kynisk livsform, vestkyst- liberalismen og filmindustrien i sin mest menneskeforagtende udgave, men antyder hverken i form eller indhold et alternativ. Har man mod på mere Californien i 1960’erne, udkommer til oktober Joan Didions essaysamling ”Slouching Towards Bethlehem” for første gang på dansk.