Vi har lov at kalde os lykkelige, hvis vi får latter og gråd, fantasi og virkelighed til at balancere. Den erkendelse er Stella nået frem til ved slutningen af Jytte Borbergs efterladte roman, "Skråskrift", hvis hovedperson hun er. Bogens slutord om Stella er, at hun "vistnok" er lykkelig. Forbeholdet tages i overensstemmelse med ægtemandens påstand om, at visse former for lykke er uopnåelige.
Mon ikke Jytte Borbergs livssyn eller morale ligger i den slutning? Selvom hun måske ikke vidste, at hendes forfatterskab skulle slutte med de nævnte ord, tillægger jeg dem uvægerligt en særlig betydning.
I øvrigt er hele romanen karakteristisk for forfatteren, der døde pludseligt i februar i år. Og den bekræfter, at hun trods sine næsten 90 år var på højden af sin ska-berevne.
"Skråskrift" er en komedie, skrevet med lethed, elegance og megen skæmt. Personerne er ikke " og skal heller ikke forestille at være " fuldt udfoldede figurer, men er snarere at opfatte som en slags marionetter i Jytte Borbergs underfundige spil med dets altid vågne sensualisme.
Udgangspunktet for romanen, der synes henlagt, meget diskret, til første halvdel af forrige århundrede, er et skrivehæfte, hvor en ukendt elev med en sirlig og artig "skråskrift" har prentet små fortællinger eller løsrevne ord og vendinger, gengivet i bogen som signaler fra en verden, hvor det konventionelle og stivnede er ophøjet til lov " for at blive anfægtet i den ganske anden verden, som Jytte Borberg repræsenterede. Hun var til livets frie bevægelighed, ansporet af drømmen og fantasien.
Stella vokser op med en dominerende mor, som hun prøver at gøre sig fri af. Mofrren foretrækker dog at kalde datteren ved hendes oprindelige navn, Mimosella " for, som hun jamrer, så er der da i det mindste det usædvanlige ved den efter denne meget udfarende kvindes begreber alt for kedsommelige pige, der længe uhjælpeligt er "fastlåst i rollen som artig skolepige". Moderen, der ikke lader et potentielt elskovseventyr passere uudnyttet, håber, at Stella vil skeje lidt ud " men ak nej! Da hun endelig får et forhold til en mand, er det til et fotografi af én! Endda en forbryder. Stella læser til lærerinde, består med besvær, ansættes som vikar, men afskediges, får derpå stilling i en dyrehandel og vender til sidst tilbage til skolen.
Hvordan skal det egentlig gå Stella? Det spørgsmål funderer man over efter at have læst bogen. Entydig er historien om hende ikke " og forbi er den næppe heller. Nok er hun kommet i bevægelse, længere væk fra moderen. Men ægteskabet oplever hun ikke som den endegyldige opfyldelse af sine længsler. "Livet blev ikke så fuldt af latter, som hun havde troet". Stella er kommet så langt hjemmefra, at hun, forestiller jeg mig, ikke vil lade sig nøje med at at være "vistnok lykkelig".
Nej, hun vil finde sin egen skrift. Lykkeskriften.