Balder Olrik og Erik Steffensen tager os med på en rejse ind i det sublime

Balder Olrik og Erik Steffensen viser en fin og intens fotoudstilling i Tegners Museum, der også behandler Tegners forestillinger om kunstneren som hævet over resten af menneskeheden

”Owls” er den korte og fyndige titel på dette billede af Erik Steffensen, der sammen med flere andre med samme motiv udgør hans bidrag til udstillingen ”Frigjort” på Rudolph Tegners Museum.
”Owls” er den korte og fyndige titel på dette billede af Erik Steffensen, der sammen med flere andre med samme motiv udgør hans bidrag til udstillingen ”Frigjort” på Rudolph Tegners Museum. Foto: Anders Sune Berg.

Erik Steffensen og Balder Olrik har på hver sin måde nogle af de mere bemærkelsesværdige karrierer i nyere dansk kunst.

Intet under, måske, at de derfor måtte mødes til et fælles udstillingsprojekt i et museum for Rudolph Tegner (1873-1950), der ligeledes havde et ganske usædvanligt levnedsløb. Det er ikke helt til at afgøre, om det også er mærkværdigt, at de to førstnævnte billedkunstnere opdagede hinandens Tegner-fascination via Facebook? I hvert fald var det med det såkaldt sociale medie som afsæt, at de begyndte deres udveksling af tanker, som 10 år senere er udmøntet i en udstilling.

Selvom Erik Steffensen vil være læsere af denne avis bekendt som tidligere anmelder, kommer her et par introducerende ord om ham: Erik Steffensen (født 1961) er ikke så lidt af et universalistisk vidunderbarn. Billedkunstner, selvfølgelig, med fotografiet som gennemgående medie – og udstillinger og repræsentation på nogle af landets mest velrenommerede kunstmuseer, på hvilke han også regelmæssigt selv har tilrettelagt udstillinger. Tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han også er uddannet. Begavet skribent, hvad enten det drejer sig om egne – morsomme og underholdende – erindringer, en biografi om Per Kirkeby, der på sin vis var en slags åndsfælle, eller bedre vine og andre af de jordiske glæder.

Balder Olrik (født 1966) blev som ganske ung optaget på Kunstakademiet og havde en meget bemærkelsesværdig debut i midten af 1980’erne: figurative, dramatiske malerier. Store lærreder med mytologiske motiver, dystopiske landskaber, Brandenburger Tor malet med patos og schwung, Herman Bang i positur og hele den store europæiske kulturhistorie. Det gik vældig godt. Så vendte han mere eller mindre ryggen til kunstscenen og rejste ind i den gyldne skærm og udviklede blandt andet meget mærkværdige it-spil som ”The Incident” med overnaturlige fænomener og gådefulde historier. Stor succes. Så forlod han – meget kort fortalt – tilværelsen som digital entreprenør og vendte tilbage til billedkunsten med nogle melankolske fotografier af menneskeforladte bylandskaber. Og det er et meget sammentrængt referat.

Ugler som motiv

Det må fortællingen om Rudolph Tegner også være. Sammen med blandt andre Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) var Rudolph Tegner en af de ubændige billedhuggere med symbolistisk tunge skulpturer; ekspressive og alvorlige. Ligesom hos Friedrich Nietzsche rummer mennesket en ædel stræben mod storhed. Navnlig manden.

Kvinder kan i Tegners skulpturer have en tendens til snarere at være en klods om benet og holde manden tilbage.

Ikke alle, selvfølgelig, og næppe hustruen, Elna, der var formuende. Det er en udbredt erfaring i store dele af kunstlivet, at ægtefællen ofte er den vigtigste mæcen. Elna var det i hvert fald i et omfang, så Tegner kunne bygge sit museum, når andre nu ikke kunne finde ud af at gøre det.

Det er et monstrøst bygningsværk i beton, der besidder en stor skønhed og passer fint ind i landskabet, hvor der også er strøet nogle håndfulde af Tegners skulpturer.

Placeret højt på muren til højre for indgangen ses en af Tegners ugleskulpturer. Flere findes inde i bunkeren.

Uglerne er ikke, hvad de giver sig ud for at være – er blandt citatgodset fra ”Twin Peaks”. Det vidste allerede Rudolph Tegner – og det ved også Erik Steffensen.

En ugle er hovedmotivet i hans serie af fotografier. I Tegners værksted i Paris boede en ugle, der om natten fløj frit mellem skulpturerne. Mand og ugle holdt øje med hinanden, fremgår det i Tegners erindringer, ”Mod lyset”, og sammen med en kat, der i øvrigt også er sat på en piedestal på museumsbygningens yderside, er den det gennemgående motiv i Erik Steffensens billedserie. Erik Steffensen arbejder som regel med nogle slørede billedflader, som er motivet ved at dukke frem eller forsvinde, og det kan give billederne en særlig atmosfære af, at vi kigger langt tilbage i erindringen og historien på fortællinger, der er vigtige. Som nu uglen der – måske – synes at kigge granskende på os for at føje ved til en lang opbygning af viden om, hvad mennesket er for en skabning. Uden at man nu skal lægge alt for mange menneskelige egenskaber i dyr. Sikkert er det imidlertid: Ugler er ikke, hvad de giver sig ud for at være.

Frigjort fra konventioner og almindelige småborgerlige moralbegreber er man nok fri, men også alene og måske ensom.

Torben Weirup

Den samme stoflige kvalitet og fornemmelsen af at se på noget uudgrundeligt findes også i Balder Olriks fotografier. De er blot endnu mere æteriske og fremtræder som abstrakte farvetåger, der flyder et sted i uendeligheden.

En abstraktion har en forankring i virkeligheden – og udgangspunktet for Balder Olriks billeder er ikke overraskende Tegner.

Rudolph Tegners umådelige museum med sine gigantiske, forvredne og patosfyldte skulpturer må være ikke så lidt af en foruroligende oplevelse efter mørkets frembrud. Det er den oplevelse, der er blevet Balder Olrik forundt. Om natten har han tilsyneladende bevæget sig mellem gipsspøgelserne og fotograferet udsnit af skulpturerne med farvet lys og filtre.

At hæve sig over masserne

Hvis man hylder eneren og den stærke personlighed, der stræber mod at hæve sig over masserne, kan man også se kunstneren som et undtagelsesmenneske. Frigjort fra konventioner og almindelige småborgerlige moralbegreber er man nok fri, men også alene og måske ensom.

Det kunne se sådan ud i Rudolph Tegners 121 år gamle skulptur, ”Frigjort”, hvor kunstneren sidder på en ”vældig Søjlekapitæl (...) højt hævet over Mylderets Strid og Kævl, skuende ud for sig i det ukendte Nirvana”, som der står om ”Frigjort” i Tegners erindringer.

Balder Olriks ”Frigjort XI” fra 2021 indgår i udstillingen af samme navn på Rudolph Tegners Museum. ”Frigjort” er også titlen på en af Rudolph Tegners skulpturer, der forholder sig til kunstneren som hævet over verden.
Balder Olriks ”Frigjort XI” fra 2021 indgår i udstillingen af samme navn på Rudolph Tegners Museum. ”Frigjort” er også titlen på en af Rudolph Tegners skulpturer, der forholder sig til kunstneren som hævet over verden. Foto: Anders Sune Berg

Mylderet er det sammensurium af forvredne skikkelser, kunstnerfiguren sidder på. Fordi skulpturen som så meget andet i Tegners samling af egne bedrifter er så høj, ser man sædvanligvis op mod den store hvide, mandlige kunstner. Den synsvinkel har Balder Olrik og Erik Steffensen nivelleret ved at bygge en trappe, som besøgende kan gå op ad (og ned ad igen) og så at sige komme i øjenhøjde med værkerne. Og det er jo da sjovt.

Samtidig har forfatteren Sofie Jama forsøgt at sætte ord på Tegners længsel efter frigørelse. Og erkendelsen af, at et menneske aldrig er helt uafhængigt af sine forudsætninger:

”Men jeg frigøres alligevel aldrig helt. Jeg vender altid tilbage til det bjerg af lemmer og fortid, traumer og kroppe, uret og råddenskab, hemmeligheder og løgne, som det er mig påkrævet at bestige igen og igen, at sidde på i min angst, uden at nå himlen og lyset, som jeg længes efter.”

Tegners Museum er ikke ubetinget velegnet til midlertidige særudstillinger med andre kunstnere. Dertil er Tegners egen udformning af sit mausoleum for egoman. Det var Tegner, der skulle være i centrum. Og periferi. Og alle vegne. Balder Olriks og Erik Steffensens billeder er derfor ophængt på nogle midlertidige vægge – og når det alligevel er en god udstilling, skyldes det, at billederne er smukke at se på, og at der er noget bevægende ved de to samtidskunstneres optagethed af en særegen skikkelse i dansk kunst.