Far er vred. Og han nyder at være det. Vreden giver magt. Med vreden styrer og undertrykker han sine omgivelser – sin kone, børn, familie. Derfor er far også en tyran, som man enten må underlægge sig eller gøre oprør imod. Der findes i længden ikke rigtig nogen mellemvej – uden at den også gør far vred.
I dokumentarromanen ”Det du ikke vil vide” gør Birgithe Kosovic op med sin vrede far efter mange forsøg på at nå til en forsoning. Hermed skriver hun sig også ind i en trend, der har stået på i adskillige år, nemlig den, hvor forfatterne skriver en sønderlemmende kritik af deres undertrykkende forældre. På det seneste har især mødrene stået for skud, som man ser det i Leonora Christina Skov og Malene Lei Rabens bøger. Disse opgør har først fundet sted, efter at autoriteterne er døde. Hos Kosovic er det anderledes. Far lever, men hun har ingen kontakt med ham. Han vil ikke se sine to børn – og de vil ikke se ham.
Ingen af dem er dog færdige med hinanden af den grund. Slet ikke, for det bliver man aldrig. Man sidder fast i hinandens historie og er af samme kød og blod.
Det sætter selvfølgelig Kosovic i et særligt etisk dilemma. Må hun overhovedet skrive om denne far, og dermed også om resten af familien? Må hun give sin version af historien vel vidende, at det bliver den eneste version, der i hvert fald når ud til offentligheden? Må hun bruge den magt, der ligger i det?
Hun gør det i hvert fald, og med rette, for hun formår at gøre sin familiehistorie til noget langt mere end blot hendes eget forurettede opgør med en far, der ender med ikke at ville vide af hende.
Som navnet Kosovic fortæller, har Birgithe Kosovic aner uden for Danmark. Faderen Jovan Kosovic kom til Danmark i 1970’erne på vej til Amerika, hvor han skulle gøre sin lykke. Men han mødte en kvinde, fik to børn og blev hængende i Albertslund. Det blev så ikke hans lykke i længden, fordi han altid håbede på den store gevinst i sine investeringer og i sin gambling – og altid tabte.
Der er ét afgørende forhold, der gør Kosovics bog mere interessant end de fleste andre bøger med forældreopgør: Hun bruger sin fantasi og kunstneriske frihed. Hun bruger den til at sætte sig i tyrannens sted og forsøger at forstå, hvad der rører sig i ham, og hvad der driver ham til at handle, som han gør. Hun og resten af familien er nok den forurettede part, men det forhindrer hende ikke i at sætte sig ind i hans måde at se tingene på.
Man bliver vidne til hans håb og skuffelser, og man ser det samfund på Balkan, som han er rundet af, og hvis forestillinger om kønsroller, ære og skam stadig sidder i ham. At man på nogen måder kommer til at forstå ham, er imidlertid ikke det samme, som at man også automatisk tilgiver ham.
Hans vrede er i sidste ende ubærlig og utilgivelig, fordi den forpester alt liv omkring ham.
Den fører til fortielser, undertrykkelse og løgne.
Det er Kosovis ambition at skabe en bog, som man ikke bare skriver, læser og sætter op på hylden.
Den skal ikke blot være en beskrivelse af en balkaniseret familie, der både rummer dansk og jugoslavisk kultur og historie; den skal også tage livtag med et Danmark, hvor ytringsfrihed og demokrati er under pres fra indvandrere, som ikke kan eller vil forstå værdierne i den vestlige kultur og kvindernes ret til et selvstændigt og frit liv. Det kom på fatal vis til udtryk med mordene ved Krudttønden og synagogen i København i 2015.
Dele af den historie fortæller Kosovic også. Selvom det ser logisk ud at drage paralleller mellem familiekonflikterne og samfundskonflikterne i Europa både historisk og aktuelt, så virker afsnittet om Krudttønden som et bump i fremstillingen, fordi det skiller sig mærkbart ud og upræcist skaber nogle forbindelser mellem faderens og terroristens vrede. Her bliver det til mere end Kosovis bog formår at komme til bunds i.
Dilemmaet i Kosovics personlige og samfundsmæssige liv står mellem fred og frihed. Vil man have – foreløbig – fred, tier man stille om alle de problemer, der er i familien og samfundet. Vil man have frihed, må man også hævde den og manifestere den i sine ytringer og leve med angsten for andres vrede. Man må sige til og fra, men så har man også konflikten, og freden er forbi.
Kosovic skriver med en sjælden indlevelse og med et konstant og overbevisende engagement. Suverænt bevæger hun sig frem og tilbage i både tid og rum, så vi snart er i Jugoslavien under Anden Verdenskrig, snart i Dubrovnik under borgerkrigen i 1990’erne og snart i Albertslund i 1980’erne og 2010’erne.
Det er velgørende meget mere end de klaustrofobiske beskrivelser af forældreopgør, som vi snart har set til bevidstløshed. Det er så meget mere ambitiøst, at bliver det undervejs til en noget demonstrativ pointering af en aktuel ytringsfrihedsproblematik, så tager vi også det med. Viljen og evnen til et større perspektiv end det blot private og autofiktive er under alle omstændigheder særdeles velkommen.