Indbyggerne i det bibelske Babylon opgav deres babelstårn, da Gud forvirrede dem ved at give dem forskellige tungemål. Sammenligningen med den tyske tv-serie ”Babylon Berlin”, som de seneste måneder har høstet stjerner i Danmark, er ikke helt ved siden af. ”Babylon Berlin” har fra begyndelsen været en svimlende ambitiøs og risikabel konstruktion, der ligesom andre store serier kunne være endt med at kollapse under sin egen vægt: Den dyreste tyske serie nogensinde med et budget på over 280 millioner kroner, optaget over 180 dage på 300 steder med 5000 statister og en række af landets største filmstjerner.
Tårnet viste sig imidlertid at blive stående, serien har været en seer-succes i store dele af Europa, også i Danmark. Men ser man på anmeldelserne i det tyske hjemland, hersker der – ja, man fristes til at sige babylonisk – forvirring.
Ved premieren på internet-betalingskanalen Sky i efteråret 2017 lovpriste avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung serien og dens tre instruktører Achim von Borries, Henk Handloegten og Tom Tykwer, hvoraf sidstnævnte især er kendt for raffinerede psykologiske thrillere som ”Lola rennt” fra 1998.
”Det, det handlede om for Tykwer, Borries og Handloegten, var at placere de gyldne 1920’eres Berlin i nutidens audiovisuelle hukommelse. Og det lykkedes for dem, ikke blot en lille smule, men triumferende. Efter ’Babylon Berlin’ ser det 20. århundredes ikonografi i filmmediet anderledes ud,” skrev avisen.
Serien foregår i Berlin i 1929. Politimanden Gereon Rath, en tidligere soldat fra Første Verdenskrig, som dulmer sine krigstraumer med morfin, er sendt på en hemmelig mission i den tyske storby.
Hans efterforskning fører til en odyssé gennem Berlins hedonistiske natteliv, mens stalinister og trotskister myrder hinanden, krigsveteraner planlægger et kup for at genindsætte kejseren, og nazismen så småt får ben at gå på i den skæbnesvangre Weimarrepublik.
Alt det portrætterer serien storartet, skrev også ugeavisen Die Zeits online-udgave. Instruktørerne formår at male et ”fantastisk moral-portræt” af Berlin i de brølende 1920’ere, der i pragt sagtens kan konkurrere med store amerikanske serier som gangster-dramaet ”Boardwalk Empire”, skriver avisen.
”Handlingen er højdynamisk fortalt og forener sex, kriminalitet og historie på en behageligt underspillet måde. Men først og fremmest, og det er det ikke planlagte element i ethvert kunstværk, peger handlingen nu, i efteråret 2017, på næsten uhyggelige paralleller til vores samtid,” skrev Zeit Online.
Man kunne imidlertid blive i tvivl om, hvorvidt anmelderne havde set den samme serie, da den borgerlige avis Die Welts chefredaktør, Peter Huth, gik til tasterne og fældede dom: ”En håbløst overvurderet serie”.
”Alle betragter serien ’Babylon Berlin’ som storartet tv. Men den er ikke andet end en ophobning af klichéer og billigt kulisse-skubberi. Endnu en episode? Ellers tak,” skrev han, da den tyske tv-station ARD i 2018 viste seriens to sæsoner.
Serien vil gerne forarge, men efterlader beskueren kold, mener chefredaktøren.
”Ingenting stinker her ud over kedsomheden. Serien er badet i blod og skidt og sæd og ekskrementer, Synd-Babylon-Berlin for fulde drøn. Men intet chokerer, fordi alt er lavet af plastic: De mange scener, hvor menneskets underliv og de smudsige ting, man kan bruge det til, bliver tematiseret, er sterile, rekvisitterne er overgjort til døde, synd fastfrosset til kulisse,” skriver han.
Plottet er hurtigt fortalt, ”der kommer en mand til Berlin. Slut”, karaktererne ligner en parodi – de revolutionære er for eksempel udsmykket med fipskæg og Lenin-kasket – mens seriens helt, politikommissær Gereon Rath, spillet af Volker Bruch, optræder med ”konsekvent mangel på deltagelse”.
”Uanset om han har et traumatisk anfald eller taber sit våben til den næste voldsmand eller blot står ved siden af: gestik, mimik, altid det samme. På trods af alle bestræbelserne på at opnå en Don Draper-ambivalens (hovedperson i den amerikanske seriesucces ’Mad Men’, red.), er karakteren så flad, at en glasrude virker furet,” skriver chefredaktør Peter Huth.
Süddeutsche Zeitungs dom ved samme lejlighed i 2018 var ikke helt så kras, men alligevel inde på noget af det samme. ”En hidtil uset elegance i tysk tv,” skrev avisen, men:
”Det vrimler med store skuespillere med overbevisende fremførelser (...), og alligevel mangler der på gådefuld vis identifikationsfigurer, for hvis skæbne man ville udvikle ægte empati. Man følger nok så gerne skuespillerne – men ’Babylon Berlin’ udløser ikke noget sug,” skriver avisen og tilføjer, at det er seriens store paradoks:
”Serien foregår i en tid, som vi knap 100 år senere stadig føler os knyttet til, men formår ikke at forvandle denne åbenhed og nysgerrighed over for historien til ægte begejstring,” skriver Süddeutsche Zeitung.
Heroverfor står for eksempel den tyske krimiserie ”Das Verschwinden” fra 2017 af Hans-Christian Schmid, som skildrer et familie- og misbrugsdrama i den bayerske provins.
”Den foregår i en region, man ikke tror man har nogen spørgsmål til – indtil historien griber en og ikke giver slip igen. Dette er den serielle fortællings kraft, og denne kraft er ikke med ’Babylon Berlin’,” skriver avisen.