”Ballet de Luxe”, Den Kongelige Ballets årlige trepunktsprogram, byder i foråret på koreografi af kunstartens to store genier, Marius Petipa og George Balanchine, samt en pastiche over den danske mester August Bournonvilles karakteristiske stil, ”August 2.0”, af balletchefen Nikolaj Hübbe samt Dinna Bjørn.
Tre værker med fokus på kunstartens kerne, det koreografiske, den tekniske udførelse og kunstneriske fortolkning, der i lige store mål stiller krav til instruktørerne og danserne og, i et videre perspektiv, publikum. For hvad er ballet, når der ikke er en dramatisk ramme, hvordan formes udtrykket, og hvordan og hvad kommunikerer man, når man står tilbage med den rene, klassiske dans?
Centralt og særligt betydningsbærende bliver et enkelt øjeblik i ”August 2.0”, i midtersatsen ”Poco lento”, hvor to soloherrer, Emerson Moose og Meirambek Nazargozhayev, smilende spejler hinanden i en sekvens, hvor danserne i langsomme, kontrollerede forløb skaber figurer og skifter vægt og balance i stræk, der minder om en historisk koreografi, ”Pas de la Vestale”. Arbejdet omfatter ikke kun fysisk tyngde, men alvor, gravitas.
Bournonville lærte i slutningen af 1820’erne ”Pas de la Vestale” af sin mester, Pierre Gardel, der i sin samtid blev betragtet som den ypperste ”danseur noble”; netop vogteren af den klassiske ballets hellige ild, der havde forsvaret den aristokratiske kunst på Pariseroperaen under og efter Den Franske Revolution. Via August Bournonville har denne tekst siden 1832 overlevet i København som del af Bournonville-træningens lørdagsskole.
Som al dans er den på samme tid både en skulpturel form og en metafor, og som adagio er den en koncentration af de mest grundlæggende principper og idéer, der sættes under mikroskop, hvor selv den mindste skælven eller usikkerhed i fokus afsløres øjeblikkeligt.
De statiske, jordbundne adagioøvelser udgør også grundlaget for deres modsætning: dansens virtuose, lynhurtige og luftbårne elementer, som særligt kendetegner Bournonville-stilen, og som solodanser Jón Axel Fransson fremstiller eksemplarisk, som han med forbilledlig lethed og blændende fodspil svæver over scenen, fuldstændigt fri og afslappet i skuldre og nakke, levende og legende i ubesværet kontrapost, formgivning og frasering af sin dans med arme og overkrop.
Det er disse enkeltpræstationer, der bærer ”August 2.0”, ikke dets vision eller ambition. Kombinationerne og signaturtrinene er genkendelige som Bournonville, men Hübbe og Bjørns arrangement af rækkerne af mandsdansere bag solisterne samt korpskoreografiens kontrapunkt ligger stilistisk nærmere Harald Landers ”Etudes”.
Som idé – i det omfang, der er en – virker ”August 2.0” overfladisk og som en afstandtagen til Bournonvilles værdisæt, og opførelsen afslører ikke mindst, hvor mangelfuldt Den Kongelige Ballet i dag mestrer stilen: Bortset fra Fransson, Moose, Liam Redhead og Tobias Praetorius kæmper danserne krampagtigt med Bournonville.
For flertallet af de sammenbragte dansere i Den Kongelige Ballet er Bournonvilles danske stil fremmed kost, ikke længere fællesnævneren, der gav kompagniet en unik kunstnerisk identitet og en nøgle og et udgangspunkt, der kunne bruges til fortolkning af bredden i det internationale repertoire, både det russiske og USA’s neoklassiske.
Aftenens tre værker repræsenterer tre forskellige perioder, hvor forskellene nok ligger i det tekniske, men altså også videre i de kvaliteter og idealer, balletterne bærer med sig, og her mærker man også i iscenesættelsen og fortolkningen af ”Raymonda 3. akt”, at forståelsen er flygtig, og at kompagniet ganske simpelt mangler et fundament.
Solodanser Caroline Baldwin stråler i titelpartiet, særligt i sin sublime solo i den store ”Pas classique hongrois”, der udtrykker både hendes status som knejsende dronning og et længselsfuldt minde som en arabisk sang. Men bag hende synes kompagniet ikke engang at kunne blive enige om en uniformt smældende ”czardas”.
Bortset fra denne, Raymondas ene, intense variation til soloklaver, lyder Glazunovs farverige pragtpartitur af både Wagner og Delibes, men iscenesættelsen kan med sit halve format ikke svare musikkens vælde eller emotionelle omfang: I Hübbes version er der kun 10 dansere i ”Pas classique hongrois”, hvor der skal være 18, og det er ikke ligegyldigt, men essentielt i en ballet, hvor skala er alt.
Anno 2020 klarer Den Kongelige Ballet sig som ensemble bedst i George Balanchines lille divertissement ”Ballo della Regina”, en spurtende og festligt underholdende fantasi til musik af Verdi, hvor den smilende og kækt opsparkende amerikansk-trænede danser Holly Dorger er på hjemmebane og derfor sikkert mestrer Balanchines vilde koreografiske stunts med hop på spidsen af foden, sejlende springserier og andre imponerende indfald.
”Ballo” er også værket, der gør størst indtryk på et publikum, der har en hyggelig og uforpligtende aften i teatret. ”Ih” og ”åh”, udbrød folk åbenmundet, ”hvordan kan hun det?!”: Danserne formes af deres mestre og det repertoire, de danser, hvor publikum som sidste led formes af det, vi ser og oplever på scenen.
Gamle Scene på Kongens Nytorv er det eneste operahus i verden, jeg kender, hvor man nu kan tage sin rødvin, gin og tonic eller fadbamse med i salen og nyde den sammen med chokolade, chips eller Matadormix – og i øvrigt småsludre ubekymret undervejs. Blot til lyst.
Det er som fredag aften med ”Vild med dans”. Dagligstuen er rykket ind på Det Kongelig Teater, og sådan må det blive, når ballet pakkes ind og markedsføres som spaophold og skal være mere lækker luksus end kunstnerisk sandhed.