Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Ballet

Karen Blixens liv bliver desværre forenklet på Det Kongelige Teater

3 stjerner
Her er det Kizzy Matiakis som Karen Blixen og forestillingens koreograf Gregory Dean, der selv er på scenen som Denys Finch Hatton. Selve forestillingen falder igennem flere steder, hvorimod rollebesætningen skaber udtryksfuld indlevelse af stor og gribende kompleksitet. – Foto: Henrik Stenberg/Det Kongelige Teater.

Ny helaftensballet griber ikke det fantasifulde og fabulerende, men holdes til jorden af en bunden faktualitet

Karen Blixen arbejdede som forfatter i de store fortællingers tradition med klassiske symboler, referencer og historier med flere lag, der altid betyder noget andet og mere end den umiddelbare skildring. Med Gregory Deans helaftensballet over hendes liv og lod, ”Blixen”, forholder det sig modsat.

Den tre timer lange forestilling, der havde premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene lørdag, er en lineær iscenesættelse af forfatterens liv fra vugge til grav: fra opvæksten på Rungstedlund over ungdommens ophold på Frijsenborg Slot, årene i Afrika og hendes tid i Danmark som fejret forfatter og dominerende figur for digtergruppen heretikerne. Den er, i store træk, en loyal illustration af Blixens egen udlægning af sin skæbne, men desværre her så yderligere forenklet, at forestillingen ikke kun ligner, men opleves som en tegneserie: et fladt format med personer i skarpe konturer på baggrund af skiftevis flammende, levende farver i Afrika og sort-hvid-grå tristesse i Danmark.

Vi mangler taleboblerne, men får til gengæld animationer og scener, der skærer det åbenlyse ud i pap: Da en projektion på bagtæppet viser en todækker, en Gypsy Moth formentlig, der i slowmotion styrter til jorden, mens en forfærdet Blixen modtager et brev om tragedien, hvor hendes (måske) elsker Denys Finch Hatton blev slået ihjel, tror man faktisk lidt, det er løgn.

Grænsende det ufrivilligt komiske er også øjeblikket, hvor Djævelen bogstaveligt talt overrækker Karen Blixen en Corona 3 skrivemaskine med et stykke A4 i rullen til lyden af et voldsomt musikalsk klimaks: ”Værsgo, du er forfatter”. Lad mig undgå at beskrive Blixens mavesårsoperation eller farmens fallit her, men alt dette og mere er lige så prosaisk og upoetisk fortalt som en roman i et Excel-ark, Blixens liv og gerning er her lige så kunstnerisk som et Wikipedia-opslag.

Hver gang havet tonede frem som projektion på bagscenens rundhorisont, gibbede det i mig med ønsket om, at dirigenten ville slå an til Debussys ”La Mer”. At Gregory Dean ville gribe afsættet og lade sig inspirere episk og metaforisk og lade sig bevæge af havet som naturkraft og billede på skæbne, skønhed og som inspiration for det evigt foranderlige, altid i bevægelse. At Dean ville blive digter.

Men det bliver ved det metodiske og episodiske med en fragmenteret orkestrering og sammensætning af Debussys kammerværker, hvor blandt andet ”Danse sacrée” og ”La plus que lente” er temabærende motiver. Hvor er gennemlysningen af dette exceptionelle menneske og spejlingen af hendes virtuose, ødsle fortællergave? Hvor er kreativiteten, indsigten, ja bare fantasien i dette kunstprojekt, der er brudt ned i punktform og fortælles monotont med en ulig vægtning af balscener, fester og naturbilleder frem for duetter og portrætter?

Som koreografisk billede og iscenesættelse er opsætningen isoleret set fint og tydeligt komponeret, men lige så alvorligt begrænset i sit register og dynamiske bredde som i idé: Det svarer til, at Blixen skrev en murstenstung roman med meget få ord, med gentagelser af de selvsamme ord og de samme sætningskonstruktioner med tilhørende ligefrem fortælling og ensidige personskildringer.

Det handler tilsyneladende først og fremmest om, at ”Blixen” er båret af en tro på, at følelser er nok. At følelser overføres i en til en, og at næsten enhver stemning, konflikt eller tanke kan udtrykkes mimisk eller med rekvisitter og gå for at være koreografisk kunst, når de blot er garneret med trin og bevægelse: Ofte noget med spring til en side, drejning i modsat retning efterfulgt af en afsluttende ”arabesque”, når der udtrykkes glæde eller begejstring. Eller et utal af variationer over brugen af ”tendu” som et fodstræk, der tegner en cirkel på gulvet, som udtryk for valen eller overvejelse. Det er dekorativt, ikke ekspressivt.

Æstetisk er det ikke nok, langtfra, og ”Blixen” kunne med fordel både løftes og strammes betydeligt op, men det er en monumental udfordring, Gregory Dean har påtaget sig. Nok for stor.

Han er som iscenesætter og koreograf bedst i de intime møder, han skaber mellem Karen og Denys og mellem Karen og Farah og i Karens egne, intense øjeblikke: Her mærker man hans følsomhed og empati. Forestillingens allerstørste styrke er hans sikre øje for rollebesætning, og det er helt rigtigt set at hente store scenekunstnere som Gudrun Bojesen og Mads Blangstrup tilbage til teatret til rollerne som den modne Karen Blixen og Blixens far, Wilhelm Dinesen.

Det er netop som personinstruktør, Dean excellerer, helt ned i de mindste roller af det ekstremt omfattende persongalleri, han har sat på scenen, og Den Kongelige Ballet står stærkt som dramatisk ensemble i ”Blixen” med Kizzy Matiakis og Gudrun Bojesen alternerende i titelrollen med spil og udtryksfuld indlevelse af stor og gribende kompleksitet. Særligt i forestillingens tredjeakt, hvor de to kunstnerinder maler portrættet af ikonet med karakterfulde nuancer af menneskelig ømhed, intelligens, djævelskab og fortvivlelse, forstår man hans store fascination af ”løvinden”, og her skulle Dean have stillet skarpt.8

Kizzy Matiakis og Jón Axel Fransson som Karen Blixen og Djævelen. – Foto: Henrik Stenberg/Det Kongelige Teater.