Der ligger selvfølgelig et udsagn i programvalget for den ”Balletgalla”, balletmester Nikolaj Hübbe afsluttede sin balletfestival med forleden: En blanding af klassiske pas de deuxer danset af konstellationer af dansere fra Den Kongelige Ballet og gæster fra Pariseroperaen, New York City Ballet, Bolsjoj Teatret i Moskva og Royal Ballet i London.
Budskabet er først og fremmest, at Den Kongelige Ballet er i samme klasse som disse verdenskompagnier, og at kompagniet så at sige kan danse med de største. Det er en anskuelse og en ambition, man med det samme bør anfægte: Selvom det er korrekt, at det danske kompagni ligesom gæsterne historisk er kendetegnet ved en national balletskole, en særlig national stilart, så har Den Kongelige Ballet aldrig teknisk været på samme niveau, men til gengæld i kraft af sin Bournonville-tradition stået som et helt egenartet kunstnerisk ensemble. Et ”corpus separatum”, der ikke har haft behov for eller på den måde har kunnet sammenlignes med superligaen.
De sidste 10 års nedprioritering af Bournonville-repertoiret og -træningen, parallelt med et voldsomt skift i ratioen mellem danske og udenlandske dansere, så omkring 70 procent af kompagniets dansere i dag ikke er uddannet på Det Kongelige Teater, har elimineret denne særlige status. Den Kongelige Ballet ligner til forveksling Het Nationale Ballet i Amsterdam, San Francisco Ballet og andre fine, men ikke kunstnerisk distinkte ensembler i anden række.
Reelt kan man spørge sig selv, om man overhovedet kan kalde det et ”dansk” kompagni? Er Den Kongelige Internationale Ballet ikke et mere retvisende navn? To af de 10 solodansere er uddannet på Kongens Nytorv. Der er tre danske mænd i korpset. Tre.
”Den Kongelige Ballet er meget, meget mere end Bournonville.”
Det gentog Nikolaj Hübbe som et mantra, hver gang han i løbet af festivalen stod foran det røde tæppe på Gamle Scene, selvom kompagniet påviseligt aldrig har danset mindre Bournonville.
Ud over Bournonville er dette stykke spin også en afvisning af de kunstnere, Hübbe står på skuldrene af, for Den Kongelige Ballet har, ikke mindst siden 1932, hvor Harald Lander blev balletmester på Det Kongelige Teater og påbegyndte den udvikling, der for hans vedkommende sluttede med ”Etudes” og ansættelsen af russeren Vera Volkova som chefpædagog på teatret i 1951, været internationalt orienteret.
Er ”Etudes” en dansk ballet, kan man eksempelvis spørge? Med titlen ”Etude” havde den i sin første udgave premiere i København i 1948, men det er den radikalt anderledes version af ”Etudes”, skabt til Pariseroperaens ballet i 1952, der danses på Kongens Nytorv i dag.
Landers hovedværk, der afsluttede gallaen efter perlerækken af signatur-pas de deuxer – den franske ballerina Dorothée Gilbert dansede Victor Gsovskys strålende neoklassiske ”Grand Pas Classique”, skabt til Pariseroperaen, Lauren Lovette dansede George Balanchines sprælske ”Stars & Stripes”, Semyon Chudin ”Tornerose” og Reece Clarke den dramatiske afskedsscene fra Kenneth MacMillans kærlighedsdrama ”Manon” – rummer alle disse modsætninger, potentialer og forbehold: Dobbeltheden og splittelsen mellem det hjemlige og aspirationen mod det internationale, der definerer Den Kongelige Ballet og i dag er sat på spidsen af Nikolaj Hübbe.
Knudåge Riisagers geniale, modernistiske partitur over Carl Czernys etuder står fra sin trillende, fløjtende og kvidrende ornitologiske ouverture i mangefarvet kontrast til iscenesættelsens sort-hvide mekaniske scenebillede og stramme, nærmest robotagtige, træningsøvelser. Det lød under Garrett Keasts animerede direktion som en flyvsk voliere, et naturrige af liv og vækst, der frisatte legen i øvelsen, friheden i formen og skabte et medrivende og inspirerende følelsesunivers som klangbund for Den Kongelige Ballets dansere.
Holly Dorger, der er teknisk ballerina i Toni Lander-traditionen, overraskede i hovedpartiet med en virkelig fin, følsom, gennemarbejdet og betydningsbærende personlig fortolkning af Sylfide-sektionen, mens den smukt smidige og bløde Andreas Kaas’ generøse overskud strømmede som klart vand fra en evig kilde over for Jón Axel Franssons formskarpe og fokuserede energi: Fransson, er, som de siger, så kold, at han brænder.
Og i et sjældent vellykket samspil blæste Den Kongelige Ballet og Det Kongelige Kapel nærmest taget af huset under finalen, hvor Keast som et spændstigt springbræt holdt Riisagers festlige bongotrommer under danserne, der spænede, fjedrede og sparkede sig vej over scenen i en kraftpræstation, der i et forførende øjeblik løftede sig over alle forbehold.
Det anerkender jeg gladeligt, det var en stor aften, men når Nikolaj Hübbe vægter momentet over ”la longue durée”, så er det en fejlagtig prioritering. Når han vægter teknik over indhold, udenlandske over dansk-uddannede dansere og et internationalt standardrepertoire over kulturarv, så er det ikke visionært eller et udtryk for udsyn, men derimod det modsatte.
Alexander Meinertz er balletekspert og anmelder ved Kristeligt Dagblad. Forfatter til biografierne ”Vera Volkova - en dans af uskyld og erfaring” samt ”Erik Bruhn – billedet indeni”.