”Folk behøver ikke vide, det handler om min far,” siger den engelske koreograf Paul Lightfoot i den prisnominerede dokumentarfilm ”Unspoken”, der følger hans arbejde med den danske danser Sebastian Haynes, om soloen af samme navn. Værket blev skabt under nedlukningen i foråret 2020, hvor Lightfoot og Haynes via Skype arbejdede fra hver deres isolationsrum i England og København.
”Unspoken”, der efterfølgende blev filmet under Grundtvigskirkens katedralbuer, var en sorgbearbejdelse, en ordløs afsked med koreografens forælder, der døde som ofre for corona.
Det er svært ikke at se en linje til Lightfoots nye personlige værk, ”Selvportræt”, der som del af Kammerballettens program på Takkelloftet i København også er fortalt i et abstrakt sprog, men i tydelige metaforer og karakterer, der i deres alvor og intensitet peger på eksistenserfaring. Ligesom ”Unspoken” er det 20 minutter lange, stemningstunge værk for klaver, violin og cello komponeret af Kammerballettens kunstneriske leder Alexander McKenzie og koreograferet med Sebastian Haynes som motiv og alter ego for Paul Lightfoot selv.
Koreografen bruger mesterligt Takkelloftets intime, mørke scene til at skabe en koncentration, et mentalt og følelsesmæssigt indre rum, før han med en erfaren teatermands tæft bogstaveligt talt også åbner det op, så hans fortælling ryster vores forventninger, forstærker indtryk og antager episk format.
På bagscenen rulles en motordrevet port mekanisk til siden. Med et blændende lys i ryggen glider Maria Kochetkova som en skæbnegudinde i sort krinolinekjole ind langs scenevæggen og angiver vandringen som et gennemgående tema i ”Selvportræt”. En tavs tilhører til det drama, der slås an i Alexander McKenzies lydunivers af febrile klaverakkorder og lange, klagende violin- og cellostrøg, som hun følger og som dominerende koncertpianistinde nærmest grafisk griber og driver frem mod sit uafvendelige, fatale klimaks.
Midt på scenen fanger Sebastian Haynes lyset i en passage, der fra et sindbillede af stiliseret, rituel gestik udvikler sig dynamisk til en smittende fysisk uro, angst og spænding. Bag ryggen på den karismatiske, knugede Haynes skygger klejne, brændende Toon Lobach hans bevægelser, følger ham som et rovdyr, før han hvæser ham i ansigtet og nedlægger sit offer i en sidste, trodsig modstand, som Kochetkova iagttager og kommenterer i lamentation af tårer og fortvivlelse.
”Selvportræt” er poetisk og frygtløst patosmættet kunstnerisk sandhed, sitrende af Paul Lightfoots menneskelighed og sanselighed. En refleksion fortalt ikke i et egentligt narrativ, men i billeder, energi og stemninger over den forandring, han som person er undergået. En resigneret accept af skæbne og død, der slutteligt opleves som en kærlighedserklæring til livet og skønheden, hvor det personlige bliver fælles, og hvor erkendelse skaber genkendelse og forståelse.
I Kammerballettens regi står Lightfoot side om side med Adam Lüders, Sebastian Kloborg, Tobias Praetorius, Cesar Faria Fernandes og Paxton Ricketts i et velkomponeret, varieret program, der sætter håndværk og teknik under lup.
Blandt disse arbejder står Ricketts ”Geister”, der tidligere er filmet on location på Marienlyst Slot, stærkere som fragmenterede, hjemsøgende whodunnit i sin sceniske udgave, ligesom Tobias Praetorius har begået en smuk stiløvelse, ”Oenothera”, for tre danserinder til en skumringsnocturne af Franz Schubert. Den lille pastoral af enkle løb og positioner er præget af botaniske motiver, hvor Astrid Elbo, Ida Praetorius og Stephanie Chen Gundorph, begynder og slutter med ryggen til publikum, langsomt drejer sig og løfter armene, én efter én, som for at lade kronbladene komme fri af knoppen og springe ud.