Da Jan Brokken afleverede sit manuskript til ”Baltiske sjæle”, advarede hans forlægger ham. Modsat andre af den hollandske journalist og forfatters bøger ville det her ikke blive en sællert.
Samme overtydning måtte de have haft på de to aviser, der anmeldte ”Baltiske sjæle”, da den kom på gaden. Anmeldelserne af de 27 små familiehistorier fra Baltikum var ganske vist fine, men små – og i øvrigt der var kun to.
Men de, der læste hans bog, må have fortalt om en helt særlig læseoplevelse til deres venner og bekendte, for allerede efter to måneder måtte forlæggeren til trykken igen. Og igen. Og igen. Til dato har ”Baltiske sjæle” solgt mere end 100.000 bøger i Holland.
”Det samme skete i Italien og Frankrig. Jeg tror, bogens popularitet kommer af, at man kan finde de sidste 100 års europæiske historie – krigene, de totalitære ideologier, alt det forfærdelige, der er sket – i koncentreret form i de baltiske lande. Der findes ingen familie i de baltiske lande, der ikke har en tragisk historie at fortælle. Familiemedlemmer, der endte deres dage i nazisternes kz-lejre eller i kommunisternes lejre i Sibirien. Eller måtte flygte,” fortæller Brokken.
”Og så er det ikke en historievidenskabelig bog, men en bog, der blander rejsereportage, essay og familiekrønike. Det bringer den store historie tæt på.”
Kristeligt Dagblad møder 66-årige Brokken, efter han under sidste weekends festival Historiske dage har diskuteret de baltiske lande med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
Brokkens egen familiehistorie er faktisk selv en fortælling værdig. Også her spejler den store historie sig i den lille.
Hans teolog-uddannede far, der ellers var stærkt påvirket af Søren Kierkegaard, Karl Barth og Dietrich Bonhoeffer, specialiserede sig i islam og rejste til Indonesien for at forske i islamiske vækkelsesbevægelser. Her kommer Brokkens to ældre brødre til verden, inden Anden Verdenskrig bryder ud, og familien havner i japansk fangelejr – faderen i en særlig mandelejr 250 kilometer væk fra resten af familien. Efter krigen forenes familien igen, men må tage hjem til Holland, da der udbryder borgerkrig, og hans far bliver præst for en menighed i en lille landsby syd for Rotterdam.
Her bliver Jan Brokken født – ind i en helt anden verden end sine to brødre.
”Jeg blev født som et barn af frihed, af fred og af det gode liv. Jeg havde legetøj, god mad, god skole. De var vokset op med sult, havde intet legetøj, ingen skolegang, og da de kom tilbage til Holland, kunne de ikke engang tale sproget særlig godt.”
Var de misundelige på dig?
”Ja, lidt. Og det kunne jeg godt forstå.”
Brokken begynder allerede som otteårig at skrive sine egne fortællinger, og efter en drøm om at gå i Ingmar Bergmans fodspor som filminstruktør løber ud i sandet, uddanner han sig til journalist.
”Jeg startede faktisk min karriere på en avis, som minder om din. Den hedder Trouw (trofast, red.) og blev skabt under Anden Verdenskrig som en illegal avis, og undertitlen på avisen var ’Hollands kristne avis’.”
Er du selv troende?
”Jeg siger altid, at jeg ikke længere er kristen. Men når man er vokset op, som jeg er, og er opdraget, som jeg er, så er man selvfølgelig påvirket. Så beskæftiger man sig ikke kun med hverdagens gøremål, men med de større spørgsmål om Gud og eksistensens mening. Det kan man også se i mine bøger.”
Én af de 27 fortællinger i ”Baltiske sjæle” handler om den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt og hendes opvækst i Königsberg. Som en moderne udgave af Atlantis er Königsberg i dag en forsvunden by, der først blev bombet af nazisterne og sidenhen af de allierede under Anden Verdenskrig.
For efter 1945 at blive genopbygget i bedste – eller mere præcist værste – sovjetkommunistiske stil og omdøbt til sit nuværende navn, Kaliningrad. Men inden da var havnebyen Königsberg et knudepunkt for handel mellem vest og øst og med sit universitet det intellektuelle hjerte i det østlige Europa. Ikke mindst på grund af filosoffen Immanuel Kant, som en 14-årig Hannah Arendt plukkede ned fra reolen.
”Der er skrevet meget om Hannah Arendt og hendes tænkning. Men jeg ville vise, at hendes tænkning er formet af ånden fra Königsberg. Det var på universitetet i Königsberg, at Kant underviste, det var her, de estiske og litauiske teologer blev uddannet. Oplysningstiden startede to steder, i Paris og i Königsberg. Med Voltaire og med Kant.”
Arendt opfandt det moderne begreb om den banale ondskab som forklaring på jødeudryddelserne – den samme ondskab, som du finder har sat sit aftryk i balternes sjæl. Deler du hendes tanker om det onde?
”Ikke helt. Det er ikke ondskaben, der er banal, men folkene bag ondskaben. De små bureaukrater, der ikke skelner mellem, om det er 10.000 jøder, der skal ombringes, eller om det er 10.000 køer, som skal til slagteriet. Men den ondskab, de forvoldte, er den værste i hele vores historie. Det vil tage lang tid for os at komme overens med det. Det er også derfor, at halvdelen af ’Baltiske sjæle’ handler om holocaust.”
Så denne bog – det er også dig, der forsøger at komme frem til en forståelse af, hvordan nazismens forbrydelser blev mulige?
”Ja. Og det er stadigvæk ikke lykkedes. Selv efter alle mine rejser, studier og interviews kan jeg stadig ikke forstå, hvordan en civiliseret verden, et kristent samfund med høje moralske værdier kunne gøre det. Det kommer min næste bog til at handle om – om dem, der modsat en som Eichmann nægtede at følge ordre. Hvorfor kunne de se, hvad nazismen var, og kæmpe imod, mens alle andre ikke kunne?”.
Og hvad er dit foreløbige svar?
”Jeg tror, at det handler om, at de, der kæmpede imod, modsat så mange andre ikke skar forbindelsen over til deres egen kulturelle og moralske tradition. Også derfor er ’Baltiske sjæle’ en vigtig bog. For grunden til, at Estland, Letland og Litauen findes endnu efter 500 år under fremmede magters besættelse og undertrykkelse, er, at de aldrig glemte deres sprog, deres kultur, traditioner og musik. Den lektie er det vigtigt at holde fast i.”
Med den sidste bemærkning når vi frem til den aktuelle situation i et Europa, der befinder sig i politisk krise. Det EU-projekt, der blev det politiske svar på Anden Verdenskrig, lider kraftigt under manglende folkelig legitimitet.
Så sent som i sidste uge vendte et flertal af Brokkens landsmænd tomlen nedad, da EU’s handelsaftale med Ukraine kom til folkeafstemning.
Og netop pladsen til de specifikke folkelige kulturer er for Brokken vigtig, hvis EU skal overleve.
”Vi skal passe på. Det er en kritisk tid. Hvis vi laver et stort, bureaukratisk og føderalt EU, hvor alle skal være ens, så mister vi vores sjæl. Det særlige ved Europa er, at det er udgjort af mange forskellige kulturer. At vi netop ikke er ens, men har hver vores sprog, forskellige traditioner, forskellig religion. Det skal vi understrege og holde fast i. Det er det, jeg prøver at vise i min bog.”
Føler du så også, at du er hollandsk, når du er ude at rejse?
”Ja. Jeg bliver tit kaldt en international forfatter i Holland, fordi jeg har rejst så meget. Men jeg er en hollandsk forfatter. Det hollandske er min benzin og mit blik. Det kommer af min opdragelse, fra Rotterdam, der med sin havn åbner sig mod verden. Det kommer fra det hollandske landskab, hvor man kan se langt og klart, noget man også genfinder i hollandsk malerkunst. Og det kommer fra min protestantiske opdragelse. Det har formet min bevidsthed og min måde at iagttage på. Hvis en franskmand tog til de baltiske lande, ville han fortælle en anden historie – han ville se en parisisk og voltairesk Hannah Arendt. Jeg ser en nordisk og kantiansk Arendt.”